Lever endnu...

SÅ tror jeg VIST også det var på tide med et nyt indlæg!! Nu har jeg jo ikke flere undskyldninger for at stresse. Eksamen er vel overstået, det blev til et beskedent men yderst tilfredsstillende 7-tal. Julen har været fantastisk og dejlig, så på trods af den bachelor, der ånder mig klamt i nakken, så slapper jeg af og nyder nu den sidste tid af min graviditet. Eller...
Ok, indrømmet: jeg føler mig nu så fed og opsvulmet som det er muligt. Har stadig pubertets-lignende bumser i fjæset, ondt i ryggen og - jow jow - andre gener, som jeg ikke vil uddybe her.
MEN jeg nyder at mærke lillebror vokse sig stor og stærk i min mave, og nyder at tælle dagene ned til jeg snart skal møde ham.


Nu er næste stop først og fremmest nytårsaften hos hende her. Som også skal drikke børnechampagne af samme dejlige årsag. Og det bliver så skønt!!!


Jeg vil ikke skrive mere denne gang (fik jeg sagt jeg tung og træt og gerne vil over og sidde blødt?), men lige sætte lidt billeder på fra eksamen - taget med mobiltelefon, hvorfor det er så som så med kvaliteten.

Lidt mere update...

Nøj, hvor er det egentlig nemt at være negativ. Jeg skal lige have slået noget fast: klynker vist lidt for meget, men misforstå mig ikke - jeg er altså glad, folkens! Nu skal I høre hvorfor:

• Sønnike og jeg lavede Halloween-græskar-lygte i går, og staklen trippede forventninggsfuldt rundt indtil det blev mørkt nok til at tænde den. Flere timer. Der skal så lidt til at glæde ham.
• Jeg skal hver dag finde mig i Jet Li-inspirerede cirkelspark på mine indvendige organer, og det er fedt hver gang. Elsker det.
• Blev vækket med det varmeste kys i går aftes, efter jeg var faldet i søvn på sofaen, af sød, sød mand, som jeg ellers kun havde klaget og brokket mig til hele dagen.
• I morges, da jeg gik ud med skraldet, hørte jeg at knægten gik i mine skuffer i køkkenet. Fór ind og var klar til at skælde ud over pilfingeriet, og der stod Jakob og var ved at sætte en ny pose i skraldespanden for mig.
• Jeg har købt en rulle brunkagedej, lige til at skære ud og smide i ovnen. Jeg har det allerede med julen, som Jakob har det med Halloween-græskar-lygter.

En hurtig update

Det er dejligt at være savnet. Så får man lyst til liiige at skubbe bachelor og praktikforberedelse fra sig og vise at man stadig er i live.

Kort fortalt er mit problem, at jeg har overvurderet mig selv og været lidt for optimistisk (naiv). Heeeelt realistisk tænkte jeg: fødsel, barsel, bachelor og mine afsluttende eksaminer... dem nupper jeg da lige på en gang, no problemo. Right. Jeg kæmper stadig og håber på at stædighed betaler sig. Men det er ikke sjovt længere.

Samtidig har jeg ondt i min krop. Den har besluttet sig for at te sig mere gravid denne gang end sidst, og det i både bækken, ryg og... ja, for den sags skyld resten af mit korpus. Og igen vinder stædighed over fornuft, for jeg bider det da hellere i mig end beder manden om at hjælpe mig med de ting jeg ikke bør gøre.

Heldigvis har jeg en søn, som har en aura på flere hundrede meter af livsglæde, energi og varme, så jeg elsker mit liv alligevel og er lykkelig - jo, lykkelig - hver dag!

Undskyld til eventuelle læsere...

Der er slet slet ikke tid til at blogge. Sorry.
Grundet at min hjerne er fyldt op med stress, tillader den ikke min stakkels, efterhånden opsvulmede, gravide krop den hvile den har brug for. Så jeg har ondt og er gnaven og i øvrigt filipens-befængt. Vender tilbage så snart jeg har plads i hjernen til et nyt blog-indlæg. Bær over.

What the f***!?!?

For real???
Så en kunstner (??) sidde i fuld alvor i Go'morgen Danmark og fortælle om denne fantastiske idé, han havde fået: Dead man catwalking.
Nu må verden for h... da tage sig sammen! Hvor er det dog til at brække sig over.

Rygestop III

XXX-ING LORTE SPASSER REGNORME-RYGRAD!!!

Back to black

Det var en kort fornøjelse med bloggens makeover, men jeg kunne ikke rigtigt affinde mig med det. Og idag klagede andre også over den. Så vi er tilbage ved det velkendte.

Rygestop II

Så blev det onsdag igen. Måtte med røde ører fortælle rygestopkursus-damen, at jeg ikke har skåret ned på smøgerne i den forløbne uge. Jovist, jeg har da tænkt over hvilke smøger der måske var unødvendige - og så røget dem.

Nu er det snart alvor. Søndag kl. 24 er det helt slut med tobakken. Forhåbentlig. Så jeg skal have lavet en udførlig plan for, hvordan jeg vil håndtere diverse situationer uden nikotin. Min største bekymring er hobby numero uno: kaffe med pigerne. Mon jeg klarer det bedst ved at rende rundt med skoleagurker eller små gulerødder i tasken konstant?

Ok, lad mig komme med en tilståelse: Jeg GIIIIDER ikke holde op med at ryge. Men hvor egoistisk er det lige at være ryger når man har en lille purk på 2 med allergi og en ny bebs på vej? Nej, jeg skal nok. Jeg sætter sedler op i hele hytten med små påmindelser om, hvor godt det bliver for mig og os.

Og jeg har købt nicotinell-plastre til gemalen. Han slipper ikke!

Rygestop I

Så er projekt snart-eks-ryger igangsat! Nej nej, jeg er sgu da ikke stoppet endnu, er du sindssyyyg!!!???
Næh nej, men har været på anerkendt rygestop-kursus på anerkendt apotek her til formiddag. På et apotek... så skulle man nok tro de ville prøve at prakke én deres nicoretttinell-produkter på. Korrekt. Heldigvis kunne jeg jo fremvise en bette topmave og sige "det tror jeg desværre ikke man må når man er gravid".

Anyway, idag og så de næste fire onsdagsformiddage skal gå med skulderklap og løftede pegefingre, og forhåbentlig munder det hele ud i et fuldt stop. Altså rygestop.
Men denne gang fik jeg strengt besked på, at jeg ikke skulle stoppe endnu... Huh???
Næh, jeg skal i stedet være meget opmærksom på hvilke cigaretter der er vigtigst for mig, og hvilke jeg bare ryger for spas. Jeg kunne jo evt. give mine cigaretter karakterer, sagde damen. Men det kan jeg ikke overskue. Skal det så være efter den gamle 13-skala, eller den nye 7-trins-skala? Eller måske en skala fra 1-10??
Jeg nøjes med at fokusere på ikke at ryge for mange hygge-smøger, og så i øvrigt bruge bloggen som rygestop-dagbog.

Jeg har en uge tilbage til at tillade mig niko i. Så går det løs. Jeg må hellere tage mig en smøg.

Tog lige et smut til festival...

Og hvem var det så lige der uden varsel blev ringet op i går aftes og fik kastet en billet til Kløften Festival i nakken? Moi. Den skulle da ikke gå til spilde, og slet ikke med udsigt til den mulighed at opleve Beth Hart endnu engang - denne gang gratis - fyre den af.

Så med ca. halvanden time til hun gik på scenen blev telefonen rødglødende under jagten på en barnepige. Det lykkedes. Og pludselig stod jeg der og sang med.

Det var den ringeste optræden hun har givet hidtil, for staklen var syg, men det bliver aldrig helt ringe når det er hende. Og så kan jeg ovenikøbet tage derop igen i dag og høre mere - gratis - musik.

Tak, farmand!

Baal og Angelique

Nu giver jeg op. Har - siden tøserne og jeg kom ind på snakken i går aftes - søgt med lys og lygte efter et videoklip med Baal fra dengang de til Grand Prix Nostalgi-showet kreerede en genial udgave af Dario Campeottos Angelique. Måske var det i virkeligheden det sceniske udtryk der var det mest fascinerende ved den optræden, men husker det tydeligt og ville forfærdeligt gerne vise det til pigerne, som er gået glip af oplevelsen. Kan det passe at der her var en ting internettet ikke kan klare?? Øv.

Lån et menneske

Kultour er da et af de fedeste initiativer taget i Danmark i lang tid! Få et lånerkort, lån en "bog" og udvid din horisont. Sejt.

Eksamen III

Da nogle ting ikke kan lade sig gøre på skrift, henviser jeg til det af Zenia omtalte Tarzan-brøl.

Jeg er nu dansklærer med to store, fede 10-taller på papiret.

Jeg elsker denne tid på året.

Eksamen II

Veninde har netop ringet og oplyst at hun fik et 4-tal. Der er håb.

Eksamen

I morgen går det løs. Den værste af dem alle. Og jeg kan pludselig ikke huske et eneste ord af det jeg har læst de sidste tre år.

Veninde har lige ringet. Nærmest grædefærdig. Hun skal op kl. 11 i dag. Og hun kan pludselig ikke huske et eneste ord af det hun har læst de sidste tre år.

Jeg hader denne tid på året.

Et risikabelt indlæg

Jeg får muligvis på puklen, hvis dette indlæg kommer til at lyde som om jeg sympatiserer med de forkerte mennesker. Men jeg er nødt til at udtrykke en smule mishag ved de sidste mange afsløringer af pædofile, Ekstra Bladet har haft i trykken.
Det er ikke afsløringerne, der bekymrer mig. Naturligvis skal disse mænd afsløres! Men jeg synes det er en voldsom og ubehagelig måde de er foregået på.
Med tankerne på hvilket fantastisk dømmende og kritisk folk vi er, er der ingen tvivl om, at dét at blive hængt ud i pressen er tæt på at ligne en dødsdom. Jeg er sikker på de omtalte mænd ville betale i dyre domme nu, for at være blevet taget af politiet frem for Danmarks største heksejæger, Ekstra Bladet. I hvert fald bliver livet en kamp for disse "syge stoddere" for fremtiden, og det er uanset i hvilken "grad" de er pædofile. Jeg understreger igen, at jeg ikke forsvarer, men jeg mener at der er en stor forskel på en kynisk stormisbruger af piger, og på en mand, der har en latent fantasi, som han for første gang og med kulsort samvittighed vil søge at få udlevet én eneste gang. Og jeg mener der er forskel på, hvem der bør lynches af de to.
Hverken EB eller nogen andre kender til mændenes liv, baggrund og fortid, og alle har tilsydeladende glemt, at stodderne er mennesker.
Intet er en undskyldning for at forlange sex af en 13-årig pige, men det er da helt sikkert, at vi ikke kan hjælpe disse mænd til at blive bedre mennesker ved at "stene" dem.
Jeg forstår ikke hvorfor man ikke kunne have overdraget sagen til politiet i det øjeblik sagen gik fra chat til stævnemøde. Det havde været været den mest humane løsning for alle parter - undtagen Ekstra Bladet selvfølgelig.

Gravid

Det er slut med nikotin og koffein. Ingen kolde fadøl til mig til sommer, til gengæld kan jeg se frem til elefantfødder som udelukker brug af sandaler. Og jeg glæder mig noget så ubeskriveligt!!!

Nu tyer jeg til bloggen

Min stakkels dreng er så plaget af atopisk eksem/børneeksem/noget der friggin æder huden op, og jeg er så inderligt ked af, at jeg ikke kan hjælpe ham. Lægen siger: "brug hormoncreme!" (underforstået noget, som gør huden tynd og skør og i øvrigt har x antal ukendte, uønskede bivirkninger). Hudlægen siger: "Brug steroidcreme!" (=hormoncreme, læs ovenstående). MEN DE DERSENS F***ING CREMER HJÆLPER NADA! Så nu er vi - på opfordring af flere uafhængige, kloge mennesker - gået i sving med en mælkediæt. Drengen som elsker mælk og ost skal nu have persillesovs lavet på vand...

Konstant bliver der peget på hænderne og sagt "aav", og der bliver kradset til blods og grædt, både hos mor og søn (altså det med at græde, ikke kradse til blods). Og det er med god grund:

Så nu prøver jeg her: hvis NOGEN skulle læse med på bloggen og tilfældigvis kende til en magisk trylledrik eller andet vidundermiddel, som er værd at prøve, så hjælp mig.

Et pusterum

Jeg har fundet et vidundermiddel, som kan fortrænge alle tanker om eksamens-opgave-skrivning: en chilensk sauvignon blanc. Det er fantastisk: aldrig før har jeg haft så afslappet et forhold til Wolfgang Isers receptionsæstetik og Jan Tønnesvangs psykologiske ilt. Det skal nok gå alt sammen. Det siger min gyldne ven fra Central Valley selv.

Lorte-USA!

Det er så friggin sørgeligt at se Station 2 Special, at jeg er lige ved at tude. Det handler om amerikanske fængsler, men de fængselsbetjente der arbejder der, eller rettere: dem, der har bestemt at systemet skal være som det er i USA, burde fandeme selv have lov til at sidde der!
Hvordan kan det gøre nogen som helst til bedre mennesker, at en fængselsstraf skal overskride menneskerettigheder på SÅ grov en måde?

• Overbetjent StorOgStærk siger med skræmmende stor selvhøjtidelighed: "Det er mig der bestemmer, når jeg siger hop, så skal de sateme hoppe".
• Der bor tre personer i en celle på 2 x 3 m.
• Fangerne skal arbejde 30 dage af gangen (hvis de kan klare det) i en hed ørkensol, med indsamling af affald eller gravning af huller i jorden til begravelseskister. Under dette arbejde har de konstant en fælles fodlænke på, med 1 meters afstand mellem fangerne. Det betyder de er nødt til at gå i takt mens betjentene tvinger dem til at synge sange om hvor dumme de er fordi de er endt i fængsel.
• Ved spørgsmålet om hvorfor fangerne skal gå med lyserødt undertøj svarer betjenten dybt alvorligt, og jeg citerer: "fordi de hader lyserødt. Hvorfor skulle vi dog give dem en farve de kan lide?".

Det er jo grotesk!! Og frustrerende! Og... AAARRGH!

Suk.

Den sidste lille stump af god læsning og journalistisk skriverkunst er nu forsvundet fra Ekstra Bladet.

Du vil blive savnet, Jeppesen.

We find a delight in the beauty and happiness of children that makes the heart too big for the body

Citat: Ralph Waldo Emerson

How?

Et ca. 5 siders undervisningsmateriale til 5. klasse om skolastik. Det er crazy optimistisk!

Hvordan skaber man et materiale - inkl. opgaver og illustrationer - der er forståeligt for pre-teenagere, og som beskriver Platons og Aristoteles' filosofiske autoritet for spekulative, fornuftsorienterede tænkere i middelalderen, især Thomas Aquinas, som i øvrigt alligevel måtte erkende, at fornuften efterlod spørgsmål, som kun de åbenbarede sandheder kunne give svar på?

Hvordan gør man det, hva'???

Høj på forår...

På trods af at jeg er så nærsynet, at jeg ikke kan se længere frem end de nært forestående eksaminer, så har jeg i dag mærket sommeren i min mave. (Og til de, som straks tænker på vores babyprojekt: nej, der ligger ikke et skjult budskab i det!).

Jeg har mødt mennesker med åbne frakker og børn uden flyverdragter.

Mit fabelagtige afkom har siddet bag på cyklen og sunget og råbt "tuzzz!" (bus) og "biiii!" (bil) med en yndig røst som gjorde det svært at styre maskineriet fordi jeg bare havde lyst til at vende mig om og råkramme ham. Nu ligger han i sengen og fremfører igen en lille arie for sig selv mens han sorterer sutterne - om det er efter farve eller kvalitet ved jeg ikke.

Forleden hørte jeg for første gang i år den smukke sang fra en plæneklipper, og oplevede samtidig med fryd den liflige duft som hører dertil.

I formiddags kæmpede jeg en brav kamp for at få fordelt alt det materiale jeg har modtaget i disse sidste tre års danskundervisning (inkl. str. mursten-bøger og krøllede noter fundet nederst i tasken) på de rigtige emner - dvs. i hver sin bunke på gulvet. Det lykkedes, og nu har jeg overblik. Emnet "mundtlighed" fylder ca. 4 ark. Emnet "litteraturteori" blev en skyskraber.

Og om lidt kommer Palle hjem...

Da jeg hverken er holdt op med at ryge eller begyndt at tage mine vitaminpiller, er jeg ret sikker på, at denne boblende lykke i mit indre skyldes noget så enkelt som lys. Så jeg vil danse en soldans om lidt og hylde Prozacs overmand.

Kaizers Orchestra

Ååååh ja, de gode Kaizer-drenge. Elsker dem stadig.
Jeg ved nummeret er gammelt, men come on!! Jeg nægter at tro på at man kan andet end synes at det er fedt!

Fitna

Kære Anders.

Jeg sidder lidt og undrer mig over, hvor længe du mon kan fortsætte med at være uinteresseret i Fitna? Jeg er desværre bange for, at du er nødt til at se dette som en af dine opgaver som statsminizzle, selvom du hellere vil se x-factor, idet det faktisk er noget der har betydning for rigtig, rigtig mange af dine vælgere, og i øvrigt også for mange dem der stemmer på den røde klike.
Denne film er et frastødende bevis på, at både fundamentalistiske muslimer og fundamentalistiske anti-muslimer lever i bedste velgående. Det gennemgående i filmen er ganske enkelt had, både hos skaberen af filmen og hos deltagerne i filmen, og had skal man altid tage alvorligt. Særligt hvis man reflekterer lidt over den diskussion vi har oplevet tidligere med samme tema.
Det bekymrer mig at vores politiske leder er "ligeglad" med en film, der behandler et emne så væsentligt, blot fordi der denne gang ikke er tale om tilsodede dannebrogsflag.
Pias holdning til filmen bekymrer mig også - men hun har dog set den.

Kære Anders, gør mig en tjeneste og se filmen - du kan bare gemme dig bag Annemette når det bliver for uhyggeligt - og tag SÅ afstand til den.

Tania

Mission accomplished!

Jeg sidder netop og ser CSI, for jo - så spændende er mit liv. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så opklarer denne amerikanske udgave af Rejseholdet deres mordsager på følgende måde:

politimand samt assistent, eller hvad de nu er for nogen, gennemsøger mistænktes lejlighed for at finde tegn på, at han er en værre sjuft. Uden ransagningskendelse naturligvis, for man må jo gerne bryde reglerne lidt, når nu man VED man har ret. Og ganske rigtigt: politimand finder strygebræt. Assistent finder skab med skjorter. Assistent siger: "Hør, havde han ikke et strygejern?" Politimand svarer: "Jo". Assistent siger: "Jamen alle hans skjorter er krøllede!" CHOK!!! Jamen så er mysteriet da løst! Klart han må være morderen der har jagtet, tortureret og brutalt dræbt tre uskyldige mennesker, for han går jo i USTRØGNE SKJORTER! Og så endda selvom han ejer et strygebræt! Det er jo indbegrebet af en skurk, hvor tit har vi alle ikke irriteret os over folderne i Bjørnebandens fængselsuniform?
Det der generer mig mest er, at de to CSI-klaphatte ikke blev straffet for deres naivitet, men at de rent faktisk - efter at have flænset strygebrættet med den springkniv, som åbenbart er en del af våbensortimentet hos det amerikanske politi - fandt præcis de videobånd, som skulle til for at fælde den stakkels gut. Ain't life great?

Rådgivning, tak.

Beslutningen er truffet - til stor forventningsglæde for både hr. Skidespræller og jeg selv: Projekt Ny Bebs er igangsat. Ved hjælp af en skøn mekanisme kaldet fortrængning har vi naturligvis begge glemt alt om de hårde tider i første år med Jakob, og har det egentlig meget godt med det.

Men nu har jeg lige læst Vi Forældre, selvfølgelig med et skræmmebillede af en artikel om, hvor hårdt det er pludselig at have TO børn i stedet for ET, og mister helt modet. Vi får tilsyneladende ALDRIG mere tid til at snakke sammen, Palle og jeg, før ungerne er flyttet hjemmefra, til gengæld kommer søskendejalousi, kombineret amning/godnatlæsning og dobbelt-lortebleer til at fylde hverdagen.
Jeg synes jeg har tænkt det igennem så mange gange og hver gang er kommet til den konklusion, at det bare bliver helt FANTASTISK med endnu et af de vidunderlige væsener vi kalder vores børn , men nu føler jeg pludselig alligevel at jeg tager munden for fuld.

Kan jeg studere og have to børn og samtidig være det menneske jeg gerne vil være? Dette er ikke et retorisk spørgsmål, jeg trænger til gode råd fra kloge mennesker!!!

Om de svage og de stærke

Jeg hørte igen i dag udtrykket "de svage elever" på det kaotiske og meget røgfrie lærerværelse fyldt med omvandrende, kaffegurglende mavesår. Og igen måtte jeg tænke: hvem er de, disse svage elever?? Ifølge de Merrild-elskere jeg omgiver mig med lige for tiden, er det tilsyneladende de elever, som ikke er superlæsere, -skrivere og -regnere. Altså - i min verden - de mere kreative. Tænk, selv ordet kreativ er næsten blevet et bandeord i skoleregi, fordi det netop er forbundet med denne sammenligning, og derfor lugter lidt af "analfabet".
Men hvorfor er det så skidt at være kreativ? Det er blevet enormt moderne at tale om "den rummelige skole", Howard Gardner og de mange intelligenser og andre pædagogiske retninger, som skal give plads til alle. Alligevel synes jeg gang på gang at støde på begreber som "dum", "doven", "bøvlet" og "svag", når jeg befinder mig blandt personalet på diverse danske folkeskoler. Og hver gang må jeg tænke: Gudskelov, at jeg er en af de stærke! Ellers ville jeg jo være fortabt!
På den anden side ved jeg godt hvem der imponerer mig mest, hvis valget står mellem Salvador Dalì og Bill Gates.

Jeg forarges - igen.

Det kommer nok næppe længere som en chokerende nyhed for nogen, at jeg med jævne mellemrum får en kvalmende følelse af afsky over vort fædreland. Men helt ærligt: kan nogen nævne bare én positiv ting ved at trykke de tegninger igen??

Jeg ser sådan på det: Danmark dummer sig. Folk (mange folk) bliver sure. Danmark gemmer sig stædigt bag såkaldt ytringsfrihed i stedet for at give en kvajebajer. Folk (flere folk) bliver endnu mere sure og straffer Danmark ved bl.a. at boycotte danske varer, så Danmark taber mange, mange penge. Danmark bliver fornærmet. En tegner bliver truet på livet, så Danmark vælger da at trykke hans tegning i stor format i flere dagblade dagen efter. Fordi denne tegning er jo indbegrebet af ytringsfrihed!(??)
Danmark er altså en trodsig 12-årig, der rækker skråt-op til alle dem der prøver at fortælle ham hvad der er rigtigt og forkert, og råber: "Haha, jeg er da ligeglad, se hvad jeg kan!". Barnagtigt og pinligt.
Jeg ser masser af negative følger af genoptrykket af turban-bomben:

• Sindene blusser op igen, hvilken nok ikke er nogen god nyhed for Kurt Westergaard.
• Flere boycotts af danske varer?
• Forøget terrortrussel?
• PET på overarbejde.
• Flere afbrændte biler på Nørrebro?

Men jeg ser INTET godt komme ud af det. Jamen vi skal jo værne om ytringsfriheden? Jeg ser STADIG ingen sammenhæng mellem det at trykke en hånende (og i øvrigt nazi-inspireret) tegning og ytringsfrihed. Og jeg tror aldrig jeg kommer til det.

Længsel

Tulipanerne er dyre, men nødvendige, her i februar. De minder mig om, at der er håb.
Jeg kæmper med næb og kløer for at holde humøret over nulpunktet i en måned, som intet positivt bringer med sig, udover måske, hvis man er heldig, noget der ligner vintergækkespirer.

Jeg vil ikke være...

... Et af de mennesker, som vil have, at alting matcher og ser stilfuldt ud!
Det har jeg altid sagt. Her skal se ud som om her bor nogen. Og ikke mindst, så skal det fa'me kunne ses at her bor børn (indtil videre bare barn). Der skal være fedtede fingre på glaslågerne, krummer i sofaen og legetøj på gulvet til livsfare for de, der ikke kender ruten udenom.

Og så var det jo lige, at jeg købte det hersens nye spisebord i dag... Meget flot, helt mørkt og med fine mørkebrune læderstole til. Fik smidt det andet af vejen og samlet det nye, og hvilken tanke flyver uvilkårligt gennem mit hoved? At den spraglede, meget lidt kønne voksdug med billeder af farveblyanter, som hidtil af gode grunde har ligget under 1 1/2-åriges siddeplads, simpelthen ikke kan ligge under det bye bord. Det ødelægger jo HELT det smukke bords udtryk!
WHAT??? Jeg VIL ikke være sådan én, jeg MÅ ikke blive sådan én!! Tænk hvis jeg ender med at blive en af dem, som samler sig et Bo Bedre-hjem, blot for at folk skal blive usikre på, om sofaen egentlig overhovedet er til at sidde i, eller om den er til pynt?

Jeg ville ønske jeg kunne slutte af med at skrive, at jeg naturligvis straks lagde den grimme voksdug ind under bordet og vendte tilbage til min totalt afslappede "maling-på-væggene-er-ok-attitude", men jeg må skuffe. Jeg sidder og ser på bordet, som i sandhed er det eneste smukke møbel jeg ejer, og kan mærke, at det virkelig bliver grænseoverskridende for mig at skulle spolere det med rædslet. Måske man kan gå på kompromis og gå ned og købe en knap så prangende voksdug en af dagene..?

Min søn

Nogle gange føler jeg mig sindssyg.
Det er jeg ikke.
Jeg elsker.
Ligheden er slående.

Forskellen…
Sindssyge er tomhed
Kærlighed er alt andet.
Min krop kan ikke rumme kærligheden
Svømmer over…
Jeg græder…
Jeg elsker.

Angst…
En del af kærligheden.
Du kan glide ud af mine hænder.
Blive én der var.
Hvis det sker:
Tomhed…
Sindssyge…

Motherhood

Nu sover Babysmølf sin middagslur. Efter megen overtalelse. Det er også tiltrængt, for hans nat (læs: VORES nat) har indeholdt flere "ørdiiiii!" (oversat: tørstig) end søvn. Det hjalp heller ikke at vores overboer - to bodega-entusiaster og en mand med mystiske gæster på scooter - uhæmmet væltede op og ned ad trappen lige udenfor Jakobs værelse, og ikke var blege for at smække med døren og låse scooteren op og i med en belastende høj bib-lyd usandsynligt mange gange.
Weekenden er for mit vedkommende helliget den bette. Min samvittighed er i bund efter to uger i Helvedes baggård - den skole jeg er i praktik på - som har gjort mig til en af de mødre jeg bare ikke vil være! Snerrende, stresset og konstant muggen. Det er for alvor gået op for mig, efter sønnike de sidste par dage har været helt opløst når jeg afleverede ham i dagplejen. Det er aldrig sket før, og jeg har været grædefærdig når jeg er gået derfra! Har smilet stift og vinket med tårer i øjnene til en knægt, som står i vinduet og tudbrøler. Det skal der laves om på, lige på stedet!
Så jeg havde store planer om gåture i skoven og andre drengevenlige aktiviteter, der kan defineres som kvalitetstid, og hvad beslutter Moder Jord sig så for? At blæse alle gode intentioner af bordet med vindstød af orkanstyrke. Great. Drengen er rastløs. Stod det til mig kunne weekend-hyggen sagtens foregå med papir og farver eller en god tegnefilm, men at få hyperaktiv søn til at sidde stille til sådan noget er lige så umuligt som at få Asmaa og Camre til at give hinanden et kram.
Så hvad nu? Jo, man finder èn, som har underholdning for både mor og søn, og tager hende som gidsel. Så vi tager hjem til Puk om lidt. Hun har kaffe og et snakketøj der matcher mit eget, og hun har en kat, som Jakob aldrig opgiver forsøget på at fange. Så er lørdagen reddet. Tak Puk!

Av! - Så er ferien forbi.

På trods af, at mine jævnligt tilbagevendende mavekramper som skyldes stress (og denne gang muligvis også decembers gastronomi samt koffein) er vendt tilbage for fulde sejl, så vælger jeg alligevel at sidde her og skrive på min blog istedet for at bruge min tid konstruktivt på f.eks. det fordømte billedkunst eller forberedelse på den praktik jeg kaster mig ud i på mandag.
Men jeg fortrænger med alle mine psykiske kræfter, så jeg kan nyde de sidste dage af ferien, som jeg for første gang i løbet af denne uddannelse synes har været alt, alt for kort.

Desværre fortrænger min mave ingenting, men kræver stadig at jeg engang imellem kryber sammen i fosterstilling og jamrer irriterende højlydt. Sådan må det være.

For jeg orker virkelig ikke. Jeg orker ikke at skulle bruge de næste to måneder på at undervise 2. b's elever i Dingo-bøger og "Den Første Læsning", for så at fare gennem eftermiddags-myldre-trafikken kl. 16.30 hver dag, så jeg kan nå at hente Jakob inden dagplejen lukker, og så bruge resten af dagen på at forberede mig til i morgen.

Det er vist ikke et godt tegn at jeg har det sådan. Jeg burde jo klappe i mine små hænder hver morgen når jeg står op, eftersom det er dét jeg er ved at uddanne mig til. Jeg burde glæde mig. Men jeg begynder sgu at tvivle lidt.
Faktisk er det lige før et job på et lille kontor, med min egen telefon og computer, mig i en knælang nederdel, habitjakke og opsat hår og fri kl. 15 så der er tid til overskudsagtig bage-muffins-kvalitetstid med familien virker ret tiltalende på mig.

Lad os nu se. Mon ikke disse skræmmende tanker fordufter så snart jeg kommer i gang igen? Indtil da vil jeg gå i dialog med min mave og se om vi ikke kan indgå et kompromis.