Lorte-USA!

Det er så friggin sørgeligt at se Station 2 Special, at jeg er lige ved at tude. Det handler om amerikanske fængsler, men de fængselsbetjente der arbejder der, eller rettere: dem, der har bestemt at systemet skal være som det er i USA, burde fandeme selv have lov til at sidde der!
Hvordan kan det gøre nogen som helst til bedre mennesker, at en fængselsstraf skal overskride menneskerettigheder på SÅ grov en måde?

• Overbetjent StorOgStærk siger med skræmmende stor selvhøjtidelighed: "Det er mig der bestemmer, når jeg siger hop, så skal de sateme hoppe".
• Der bor tre personer i en celle på 2 x 3 m.
• Fangerne skal arbejde 30 dage af gangen (hvis de kan klare det) i en hed ørkensol, med indsamling af affald eller gravning af huller i jorden til begravelseskister. Under dette arbejde har de konstant en fælles fodlænke på, med 1 meters afstand mellem fangerne. Det betyder de er nødt til at gå i takt mens betjentene tvinger dem til at synge sange om hvor dumme de er fordi de er endt i fængsel.
• Ved spørgsmålet om hvorfor fangerne skal gå med lyserødt undertøj svarer betjenten dybt alvorligt, og jeg citerer: "fordi de hader lyserødt. Hvorfor skulle vi dog give dem en farve de kan lide?".

Det er jo grotesk!! Og frustrerende! Og... AAARRGH!

Suk.

Den sidste lille stump af god læsning og journalistisk skriverkunst er nu forsvundet fra Ekstra Bladet.

Du vil blive savnet, Jeppesen.

We find a delight in the beauty and happiness of children that makes the heart too big for the body

Citat: Ralph Waldo Emerson

How?

Et ca. 5 siders undervisningsmateriale til 5. klasse om skolastik. Det er crazy optimistisk!

Hvordan skaber man et materiale - inkl. opgaver og illustrationer - der er forståeligt for pre-teenagere, og som beskriver Platons og Aristoteles' filosofiske autoritet for spekulative, fornuftsorienterede tænkere i middelalderen, især Thomas Aquinas, som i øvrigt alligevel måtte erkende, at fornuften efterlod spørgsmål, som kun de åbenbarede sandheder kunne give svar på?

Hvordan gør man det, hva'???

Høj på forår...

På trods af at jeg er så nærsynet, at jeg ikke kan se længere frem end de nært forestående eksaminer, så har jeg i dag mærket sommeren i min mave. (Og til de, som straks tænker på vores babyprojekt: nej, der ligger ikke et skjult budskab i det!).

Jeg har mødt mennesker med åbne frakker og børn uden flyverdragter.

Mit fabelagtige afkom har siddet bag på cyklen og sunget og råbt "tuzzz!" (bus) og "biiii!" (bil) med en yndig røst som gjorde det svært at styre maskineriet fordi jeg bare havde lyst til at vende mig om og råkramme ham. Nu ligger han i sengen og fremfører igen en lille arie for sig selv mens han sorterer sutterne - om det er efter farve eller kvalitet ved jeg ikke.

Forleden hørte jeg for første gang i år den smukke sang fra en plæneklipper, og oplevede samtidig med fryd den liflige duft som hører dertil.

I formiddags kæmpede jeg en brav kamp for at få fordelt alt det materiale jeg har modtaget i disse sidste tre års danskundervisning (inkl. str. mursten-bøger og krøllede noter fundet nederst i tasken) på de rigtige emner - dvs. i hver sin bunke på gulvet. Det lykkedes, og nu har jeg overblik. Emnet "mundtlighed" fylder ca. 4 ark. Emnet "litteraturteori" blev en skyskraber.

Og om lidt kommer Palle hjem...

Da jeg hverken er holdt op med at ryge eller begyndt at tage mine vitaminpiller, er jeg ret sikker på, at denne boblende lykke i mit indre skyldes noget så enkelt som lys. Så jeg vil danse en soldans om lidt og hylde Prozacs overmand.