I går formiddags så jeg en humlebi. Den kunne ikke flyve. Hvorfor ved jeg ikke, men den kravlede tappert rundt på asfalten udenfor min lejlighed. Måske var det den første intelligente humlebi? Muligvis var det den første humlebi i historien, som rent faktisk har indset det faktum, at den i realiteten slet ikke kan flyve.
I hvert fald traskede denne humlebi rastløst rundt på jorden, og jeg fulgte den en tid. Ikke fordi jeg nyder at se dyr lide, men det var faktisk lidt spændende. Letter den, letter den ikke? Jeg hørte titelmelodien fra Rocky i mit hoved, og så scenen hvor Sly triumferende kæmper sig op ad trappen.
Burde man have trådt på den og sat den fri af sine lidelser? Muligvis. Jeg kunne ikke. Og det er ikke fordi jeg simpelthen er for godt et menneske. Det er fordi de knaser sådan.
Den lettede ikke. Efter dagens dont mødte jeg i går eftermiddags den samme humlebi ( jo, jeg kunne kende den), med samme kampånd, om end tappet for en stor del af sine kræfter. Jeg blev imponeret over dens gåpåmod og håbede inderligt på, at den pludselig ville beslutte sig for at skide på logik og rationalitet og bare stige til vejrs.
Den steg ikke til vejrs. I går aftes skulle jeg ud for at ryge. Den stakkels humlebi lå lige udenfor min dør, som havde den forsøgt at kæmpe sig indenfor i varmen de sidste minutter af sit liv. Den havde givet sin sidste udånding og lå nu livløs og sammenkrøllet foran min dør - næsten som i fosterstilling.
Jeg lod den ligge. De knaser stadig selvom de er døde. Desuden følte jeg ikke jeg havde nogen ret til at bestemme hvad der skulle ske med dette lille væsen, hvis lidelser og død jeg var passivt vidne til.
Jeg har flere gange i dag trådt hen over bien uden at give for megen plads til tanker om, hvad der mon med tiden skal ske med sådan en lille fyr, som blot ligger der. Udbrændt og død efter en kamp for at leve.
Men da jeg så skulle ryge igen til aften opdagede jeg noget besynderligt: humlebien bevægede sig! Kunne det være sandt? Var der mirakler til trods alt? Måtte jeg overgive mig og begynde at tro på en almægtig gud?
Humlebien gled som et spøgelse stødt hen over asfalten. Men ved nærmere eftersyn var den ikke et spøgelse, og det var ikke noget mirakel - i hvert fald ikke i den forstand.
En myre havde her fundet paradis i form af verdens største humle-bøf, og den trak troligt afsted med kræet. Ikke mindre end fire myrer stod på sidelinjen og kiggede på (måske var det i virkeligheden myrernes udgave af verdens stærkeste mand?), mens vor tapre helt bravt kæmpede for at få bien med hjem til tuen.
Da var det jeg tænkte, at jeg engang havde hørt noget om en fødekæde, og at intet i øvrigt er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og jeg blev lettet og glad.
Indtil nu. Nu regner det. Myren er forsvundet og humlebien ligger - igen - ensomt tilbage. Hvad så nu, Mor Natur?
Næsten i mål
6 dage siden
