Tid efterlyses

Altså for pokker da, hvor jeg savner at blogge! Men det er fuldstændig umuligt for mig at gennemskue, hvorhenne andre mennesker henter de få minutter, det tager, at skrive en lille, lækker anekdote. Eller ringe til en ven for den sags skyld. Eller kigge en kogebog igennem. Eller klippe negle.

Nu er klokken seks om morgenen, på en dag, hvor jeg skal møde sent. Jeg har ca. tyve minutter, før Terminator I og II skal vækkes og hverdagens strikse program begynder. Dét uden pauser, i hvert fald før kl. 20 i aften.

Jeg har altså her til morgen ikke kun tid til en kop te, men ovenikøbet til at være Skidespræller i nogle minutter. Det føles rart!

Det er ikke fordi jeg vil brokke mig over mit liv. Jeg elsker de to tornadoer jeg lever sammen med, og som jeg selv har lavet, helt fra bunden. Eller med bunden... Anyway.
De er skøre og glade og symboliserer life itself for mig, og når jeg henter Jakob i børnehaven, er jeg ret sikker på at få et glimt af det dersens Paradis, når han siger: "mor, jeg har savnet dig idag".

Jeg elsker også mit nye arbejde. Midlertidigt er det, og sandsynligvis snart slut, men det er mit, og jeg er dygtig til det.
Jeg elsker også den mand, som fra eller med bunden har været med til at skabe øglerne. Jeg tror ikke det er muligt at finde andre, der kan tackle verdens sureste og mest utaknemmelige kvindemenneske, så godt som ham. Han får fem stjerner fordi han ved præcis hvad jeg har brug for hvornår, uden at jeg nogensinde behøver sige noget.

Der er vitterligt kun én ting jeg mangler: TID!!
Jeg ligner en rughåret gravhund, fordi jeg ikke kan finde et hul i kalenderen til en frisørtid. Jeg skylder forsinkede fødselsdagsgaver til folk og især alt for forsinkede opringninger eller besøg, men jeg skal jo for fjulan også lige have rettet disse 30 engelske stile.

Jeg vil også blogge mere. Måske skulle man begynde at stå for tidligt op hver morgen. Søvn har da ikke specielt stor indflydelse på helbredet, vel???

Godnat, jul.

Så døde julen herhjemme. Hurtigt og smertefrit. Det må være tidligere end nogensinde før, for ligesom jeg plejer at være suverænt den første til at hænge op, plejer jeg at lade hænge indtil det næsten er vammelt.
Min mangel på julestemning har nok haft lidt at skulle have sagt, i hvert fald kunne jeg ikke vente med at få svenskerstagerne i vindueskarmene erstattet med stearinlys, og få nisser og kugler tilbage i deres kasser. Det lyder lidt Scrooge-agtigt, og netop sådan har jeg faktisk også følt mig i år. Men det gør ikke noget, det måtte jo komme, for de forgangne år har jeg ejet julestemning nok til flere år. Og sådan blliver det sikkert igen næste år. Desuden fik min 3-årige sin drømmejul, så jeg har det fint med at undvære. Og så har jeg det da også fint med, at det nu er okay at pakke julen væk, og så glæde sig til nytåret, som skal fejres med dejlige mennesker langvejs fra.

Børnenes fest

Jeg er fuldstændig rundforvirret. Stemningen er aldrig helt kommet i hus for mig i år, og tanken om, at det er i overmorgen dagen oprinder, og det så pludselig er slut igen, kan jeg ikke affinde mig med. Normalt trisser jeg rundt i halvanden måned med sød julemusik i maven, og en enkelt pebernød kan gøre mig fuldstændig julekulret. Normal bager jeg småkager og laver konfekt alt alt for tidligt, fordi jeg ikke kan vente, og normalt skal jeg diskutere i flere timer med manden, fordi han ikke synes pynten skal SÅ tidligt op.
Ikke i år. Jeg mærker den stadig ikke, julen, og nu er den snart væk igen. Og netop i år gør naturen endda sit til at skabe julestemning, og iklæder hele Danmark blød, hvid skønhed. Det er ikke nok. Hele højtiden kommer bag på mig, og jeg havde nær glemt halvdelen af julegaverne. Har netop opdaget at jeg ingen dragt har til julemanden, som er hyret til dagen, og maden er jeg slet ikke begyndt at tænke på endnu.
Men det gør ikke noget. Jeg kan lide tanken om, at ligemeget hvor stor mangel på julehumør jeg oplever, så har jeg som forælder en opgave: jeg skal gøre det her til en magisk og dejlig tid for mine børn - det er dem det drejer sig om nu. Mit job er nu at skabe en helt speciel atmosfære, så mine børn kan glædes og fascineres. Det job lægger jeg en ære i at udføre. Og selvom min egen julestemning udebliver, så er det vidunderligt at opleve en ubeskrivelig glæde og fryd hos de små pus, når hver eneste lys bliver tændt og hver eneste låge skal åbnes.

Sansning

Jeg ville sådan ønske jeg ejede et stort, sejt kamera. Så ville jeg have det med mig overalt. Og så igen - hvis jeg kender mig selv ret, så ville jeg alligevel aldrig få taget nogen billeder, for jeg ville have alt for travlt med at opleve. Jeg er altid så bange for, at jeg selv går glip af oplevelsen, hvis jeg har travlt med at forevige den på et fotografi. Af samme grund bliver det til for få billeder af alt det sjove mine børn gør, af familiefester og sammenkomster, af alt det, hvor man bagefter tænker: "dét der var så sjovt/smukt/sært, hvis jeg dog bare havde et billede af det!" Jeg kan kun trøste mig med, at jeg til gengæld tog imod oplevelsen uden at blinke, mens den stod på. Idag fik jeg f.eks. den gladeste fornemmelse i maven da Jakob dybt fascineret pegede på en himmel, som ikke bare var lyserød, men pink, og belærende fortalte mig, at det var solens værk. Det ville jeg gerne have haft frosset fast, så jeg kunne se den himmel og den dreng for mig igen og igen. Men det kan jeg jo også, takket være alle mine sansers erindringsevne.

Rolig mandag

Så blev det mandag. Men en god en af slagsen, for solen skinner, himlen er iskold vinterblå og der er kun fem dage til resten af familien holder ferie sammen med mig.

Weekenden var skøn og foregik i dejligt selskab, hvor latteren lå først for. Den var også travl, og måske er det derfor denne mandag virker larmende stille. Jeg har forsøgt at rydde lidt op hist og her og har fået fjernet de sidste rester af bachelor-opgaven på en hårdhændet, rituel måde, så nu er jeg fri af den - også i bevidstheden. Men jeg føler, at alting skal foregå i et langsomt ydmygt tempo, fordi det lægger stilheden op til. Sjovt at nyde sådan to forskellige ting lige meget; lørdag var ufatteligt larmende, både for mig og for resten af Danmark, og jeg synes det var fedt. Og den altoverdøvende ro der hviler over mig og mit hjem idag elsker jeg også.
Men dog kan jeg mærke, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal bruge roen til. Jeg er små-rastløs og fristes til at ødelægge den på en eller anden måde. Men jeg ved jeg skal nyde det, ellers fortryder jeg det om kort tid, når tornadoerne kommer hjem. Så kommer larmen nemlig igen - altså den gode af slagsen.

Ligegyldige ting om mig

Jeg har sat mig for, at der fra nu af skal indlæg på bloggen minimum hver anden dag. Det bliver med stor sandsynlighed kun et hurtigt "hej" engang imellem, men sådan må det være. Jeg har også hørt at det er blevet trendy at have for travlt til at være online...

I netop dette øjeblik ser mit liv sådan ud, at jeg netop har spist to klementiner, jeg drikker kaffe spicet op med en smule kanel, nelliker og vanille, bare for stemningens skyld, og det buldrer og brager i min brændeovn. Jeg priser mig lykkelig for at være flyttet på første sal, så jeg idag kan sidde og se ud på hvide hustage, biler og træer.
I et større perspektiv ser mit liv således ud: Vores nye lejlighed er større end den gamle, hvilket betyder at min lille mængde julepynt er meget mindre og nærmest usynlig i år. Jeg forsøger desperat at supplere med hjemmeflettede guldstjerner og dekorationer, men det bliver altså en anelse kitsch. Jeg er i øvrigt glad ikkeryger, og det endda sagt fuldstændig uden sarkasme. Til alle rygere: giv nu Allen en chance!
Mit ene barn kan gå lige om lidt, og det andet er allerede begyndt at stille forholdsvis eksistentielle spørgsmål, hvis besvarelser kræver omtanke. Jeg har i øvrigt fundet ud af, at jeg er enormt hyklerisk, fordi jeg prædiker nytænkning og afskaffelse af konservatisme mens jeg med vold og magt forsøger at tvinge traditioner ned over hovedet på mine børn - de skal se Jul i Gammelby, uanset hvor meget de så hellere vil se Jule-Fandango!
Og så venter den hersens eksamen jo lige om hjørnet, som forhåbentlig resulterer i, at jeg meget snart kan træde ud på arbejdsmarkedet som friskudklækket lærerinde - hvis arbejdsmarkedet da ellers snart har nogle lærerjobs at byde på.

Nu skal jeg tilbage til læsningen. Kunne også godt spise en klementin...

Good girl.

Nu er det tæt på. Meget tæt på. Jeg kan mærke ansvaret ånde mig i nakken. Lige om lidt er jeg voksen. Når jeg på onsdag består min bachelor-eksamen er jeg pludselig noget. Altså, ikke at jeg ikke følte mig som noget i forvejen, men pludselig er jeg noget i samfundet, andet end en lidt fortabt snylter. Gad vide om Løkke kommer og omfavner mig og siger velkommen til de voksnes rækker, eller nærmere, velkommen hos den gruppe, der betyder noget, dem som vi bekymrer os om? Jeg er i hvert fald sikker på, at Haarder kommer og giver mig hånden og siger "sørg nu for at gøre de kære børn dygtigere end alle de andre, ikke?". Ikke gladere, mere erfarne, sundere, rigere... nej, dygtigere. Der kører en konstant, usynlig konkurrence mellem os og "de lande vi sammenligner os med", som de siger i nyhederne. En slags ludo, hvor vi helst skal slå hinanden hjem på kundskaber og færdigheder, og hvor ungerne er vores spillebrikker. Derfor er det jo også en naturlig ting, at man ikke duer som spillebrik, hvis man ikke med et papir kan dokumentere, hvor meget man har gennemført af uddannelser og tests, som har gjort en dygtig og klog.
Jeg er tæt på at være klar. Om lidt tager jeg opgaven på mig. Så skal jeg sørme gøre børnene klogere og dygtigere end de andre farver på spillepladen, så de andre voksne bliver stolte.

Om naturens undere. Eller om naturens underligheder.

I går formiddags så jeg en humlebi. Den kunne ikke flyve. Hvorfor ved jeg ikke, men den kravlede tappert rundt på asfalten udenfor min lejlighed. Måske var det den første intelligente humlebi? Muligvis var det den første humlebi i historien, som rent faktisk har indset det faktum, at den i realiteten slet ikke kan flyve.

I hvert fald traskede denne humlebi rastløst rundt på jorden, og jeg fulgte den en tid. Ikke fordi jeg nyder at se dyr lide, men det var faktisk lidt spændende. Letter den, letter den ikke? Jeg hørte titelmelodien fra Rocky i mit hoved, og så scenen hvor Sly triumferende kæmper sig op ad trappen.
Burde man have trådt på den og sat den fri af sine lidelser? Muligvis. Jeg kunne ikke. Og det er ikke fordi jeg simpelthen er for godt et menneske. Det er fordi de knaser sådan.

Den lettede ikke. Efter dagens dont mødte jeg i går eftermiddags den samme humlebi ( jo, jeg kunne kende den), med samme kampånd, om end tappet for en stor del af sine kræfter. Jeg blev imponeret over dens gåpåmod og håbede inderligt på, at den pludselig ville beslutte sig for at skide på logik og rationalitet og bare stige til vejrs.

Den steg ikke til vejrs. I går aftes skulle jeg ud for at ryge. Den stakkels humlebi lå lige udenfor min dør, som havde den forsøgt at kæmpe sig indenfor i varmen de sidste minutter af sit liv. Den havde givet sin sidste udånding og lå nu livløs og sammenkrøllet foran min dør - næsten som i fosterstilling.
Jeg lod den ligge. De knaser stadig selvom de er døde. Desuden følte jeg ikke jeg havde nogen ret til at bestemme hvad der skulle ske med dette lille væsen, hvis lidelser og død jeg var passivt vidne til.

Jeg har flere gange i dag trådt hen over bien uden at give for megen plads til tanker om, hvad der mon med tiden skal ske med sådan en lille fyr, som blot ligger der. Udbrændt og død efter en kamp for at leve.
Men da jeg så skulle ryge igen til aften opdagede jeg noget besynderligt: humlebien bevægede sig! Kunne det være sandt? Var der mirakler til trods alt? Måtte jeg overgive mig og begynde at tro på en almægtig gud?
Humlebien gled som et spøgelse stødt hen over asfalten. Men ved nærmere eftersyn var den ikke et spøgelse, og det var ikke noget mirakel - i hvert fald ikke i den forstand.

En myre havde her fundet paradis i form af verdens største humle-bøf, og den trak troligt afsted med kræet. Ikke mindre end fire myrer stod på sidelinjen og kiggede på (måske var det i virkeligheden myrernes udgave af verdens stærkeste mand?), mens vor tapre helt bravt kæmpede for at få bien med hjem til tuen.
Da var det jeg tænkte, at jeg engang havde hørt noget om en fødekæde, og at intet i øvrigt er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og jeg blev lettet og glad.

Indtil nu. Nu regner det. Myren er forsvundet og humlebien ligger - igen - ensomt tilbage. Hvad så nu, Mor Natur?

How?

Et ca. 5 siders undervisningsmateriale til 5. klasse om skolastik. Det er crazy optimistisk!

Hvordan skaber man et materiale - inkl. opgaver og illustrationer - der er forståeligt for pre-teenagere, og som beskriver Platons og Aristoteles' filosofiske autoritet for spekulative, fornuftsorienterede tænkere i middelalderen, især Thomas Aquinas, som i øvrigt alligevel måtte erkende, at fornuften efterlod spørgsmål, som kun de åbenbarede sandheder kunne give svar på?

Hvordan gør man det, hva'???

Høj på forår...

På trods af at jeg er så nærsynet, at jeg ikke kan se længere frem end de nært forestående eksaminer, så har jeg i dag mærket sommeren i min mave. (Og til de, som straks tænker på vores babyprojekt: nej, der ligger ikke et skjult budskab i det!).

Jeg har mødt mennesker med åbne frakker og børn uden flyverdragter.

Mit fabelagtige afkom har siddet bag på cyklen og sunget og råbt "tuzzz!" (bus) og "biiii!" (bil) med en yndig røst som gjorde det svært at styre maskineriet fordi jeg bare havde lyst til at vende mig om og råkramme ham. Nu ligger han i sengen og fremfører igen en lille arie for sig selv mens han sorterer sutterne - om det er efter farve eller kvalitet ved jeg ikke.

Forleden hørte jeg for første gang i år den smukke sang fra en plæneklipper, og oplevede samtidig med fryd den liflige duft som hører dertil.

I formiddags kæmpede jeg en brav kamp for at få fordelt alt det materiale jeg har modtaget i disse sidste tre års danskundervisning (inkl. str. mursten-bøger og krøllede noter fundet nederst i tasken) på de rigtige emner - dvs. i hver sin bunke på gulvet. Det lykkedes, og nu har jeg overblik. Emnet "mundtlighed" fylder ca. 4 ark. Emnet "litteraturteori" blev en skyskraber.

Og om lidt kommer Palle hjem...

Da jeg hverken er holdt op med at ryge eller begyndt at tage mine vitaminpiller, er jeg ret sikker på, at denne boblende lykke i mit indre skyldes noget så enkelt som lys. Så jeg vil danse en soldans om lidt og hylde Prozacs overmand.

Om de svage og de stærke

Jeg hørte igen i dag udtrykket "de svage elever" på det kaotiske og meget røgfrie lærerværelse fyldt med omvandrende, kaffegurglende mavesår. Og igen måtte jeg tænke: hvem er de, disse svage elever?? Ifølge de Merrild-elskere jeg omgiver mig med lige for tiden, er det tilsyneladende de elever, som ikke er superlæsere, -skrivere og -regnere. Altså - i min verden - de mere kreative. Tænk, selv ordet kreativ er næsten blevet et bandeord i skoleregi, fordi det netop er forbundet med denne sammenligning, og derfor lugter lidt af "analfabet".
Men hvorfor er det så skidt at være kreativ? Det er blevet enormt moderne at tale om "den rummelige skole", Howard Gardner og de mange intelligenser og andre pædagogiske retninger, som skal give plads til alle. Alligevel synes jeg gang på gang at støde på begreber som "dum", "doven", "bøvlet" og "svag", når jeg befinder mig blandt personalet på diverse danske folkeskoler. Og hver gang må jeg tænke: Gudskelov, at jeg er en af de stærke! Ellers ville jeg jo være fortabt!
På den anden side ved jeg godt hvem der imponerer mig mest, hvis valget står mellem Salvador Dalì og Bill Gates.

Min søn

Nogle gange føler jeg mig sindssyg.
Det er jeg ikke.
Jeg elsker.
Ligheden er slående.

Forskellen…
Sindssyge er tomhed
Kærlighed er alt andet.
Min krop kan ikke rumme kærligheden
Svømmer over…
Jeg græder…
Jeg elsker.

Angst…
En del af kærligheden.
Du kan glide ud af mine hænder.
Blive én der var.
Hvis det sker:
Tomhed…
Sindssyge…

Hej! -Hvem er du?

Nogle gange har jeg en mistanke om, at der er et stort sort hul i min hukommelse, som bevirker, at personer, der har krydset min vej i en eller anden sammenhæng tidligere i livet, simpelthen ikke eksisterer i min bevidsthed - i hvert fald som bekendte. Desværre gør jeg jo i deres. OG DET ER SÅ PINLIGT pludselig at møde disse personer, som snakker til mig som om vi engang har indgået en blodpagt om altid at være bedste venner... og så er jeg blank på både navn og ansigt.

Det skete idag. En stakkels pige (stakkels, fordi jeg tror sagtens hun kunne fornemme, at det eneste der gik gennem mit hoved var et desperat: "hvem er du, hvem er du, hvem er du...?") kom hen til mig og gik straks igang med det lange referat af, hvad der er sket i hendes liv siden vi sidst sås ("Hvornår var det, hvornår var det, hvornår var det...?"). Desuden viste hun sin irriterende lille mave frem og annoncerede stolt, at "nu var det hendes tur" (ok, så jeg har altså mødt hende inden for de sidste to år...?), og at hun kun havde to måneder til termin (Grrrrrr, hun lignede én der bare lige havde spist en god frokost!). Vi snakkede længe, og jeg nikkede og smilede selvfølgelig og fortalte om mit liv, og forsøgte at undgå øjenkontakt og afsløre det kæmpestore spørgsmålstegn der var printet ind i hele mit ansigt.
Jeg var helt flov da jeg gik derfra, og kæmper stadig med at fremtvinge noget der ligner en erindring om hvor og hvornår denne pige har optrådt i mit liv. Men jeg er blank. Fuldstændig blank. Der er INTET der dæmrer. Det er simpelthen for pinligt.

Update på mit liv:

• Har netop læst dansk. Om nykritiske, konstruktivistiske, strukturalistiske og postmoderne analysemetoder. MAJE spændende...
• Kæresten lavede popcorn, og jeg fik lidt af dem op til mit lektie-bord, fordi "jeg da også skulle mærke at det er Champions League-dag".
• Jakob går og går. Han er så stolt. Og moderen ligeså.
• Dilemmaet om baby nummer to er stadig et dilemma. Lige nu er pladsmangel hovedproblemet.
• Jeg stikker af hjemmefra i weekenden, for at lægge al min fokus på billedkunst. Ved bare ikke hvorhen. Nogen der har et sommerhus jeg kan låne gratis??
• Jeg har spist mine popcorn, men der er stadig Champions League.
• Jeg har opdaget, at jeg synes engelsk grammatik er spændende. *CHOK*
• Jeg har også opdaget, at nykritiske, konstruktivistiske, strukturalistiske og postmoderne analysemetoder er lige så godt som varm mælk og sovepiller.
• Kan man ikke godt have to børn til at dele et værelse på 6 m2?
• Hjørnespark. Stadig Champions League. Jeg går i seng nu.

Har fri idag...

... Det manglede også bare, for jeg skal i skole i weekenden! Hvem tror de de er? Tror de jeg tager den her uddannelse for min EGEN skyld?? Eller... wait a minute..? Hmm... Ok ok, jeg tager afsted med et smil på lørdag. SELVOM min kalender (ikke mindst i weekenderne) er ved at sprænges af "husk at..", "deadline.." og "husk at..".
Jeg er ked af at skulle indrømme det, men jeg er bare ikke særlig overskudsagtig, og nogle gange kan jeg få stress af at skulle overskue at fylde benzin på bilen eller afkalke kaffemaskinen.

Anyway: nu har jeg startet min playlist kaldet "Tania - glad", som er en broget blanding - bl.a. med Gnags, Inner Circle, Rage Against the Machine, Kashmir, Marilyn Manson og En Vogue - og så vil jeg forsøge at blive det. Altså glad. For jeg begynder også at smitte af på både dreng og mand, og DET er usundt.

Og med dette musik bølgende ind i mine øregange er det tid til at tage nogle ting op til overvejelse; er det værd at gøre livet surt for os alle tre herhjemme, for at forsøge at tilfredsstille folk, som med spydige kommentarer minder om, at de ikke ser nok til mig, at de aldrig bliver inviteret, og at jeg generelt bør have dårlig samvittighed?

Er det ikke fuldstændig skørt, at jeg, når jeg så endelig har lidt tid, skynder mig at vise min tilstedeværelse hos de mennesker, som kræver mig, frem for dem jeg rent faktisk har lyst til at være sammen med??


Nyt emne:

Der har været adskillige indlæg om dette på bloggen, men jeg må igen have det ud af mit system.
Jeg er traaaaaat af Danmark!
Efter en skoleopgave, som drejede sig om at springe ud i en definition på begrebet dannelse (som om det er muligt), gik det endnu engang op for mig, hvor LIDT dannede vi er, på trods af vores ellers så "velfungerende velfærdssamfund" og demokrati. For fanden, hvor er vi da blevet gjort opmærksomme på vores rettigheder! Så meget, at vi er blevet blinde for alt andet. Vi er i forsvarsposition uafbrudt og klar med angreb, hvis nogen skulle så meget som vise tegn på at ville forlange noget af os. For vi skylder i hvert fald ikke nogen noget, og vi er i vores fulde ret til ikke at give nogen noget som helst!
Glemmer vi ikke, at der med rettigheder også følger pligter? Såsom f.eks. tillid? Vi aner ikke hvad det er mere. Vi skal sgu ikke stole på nogen, for det behøver vi ikke, og tænk nu hvis de ændrede på vores syn på verden. Det ville jo gøre os utrygge! Derfor er vores udgangspunkt: kender vi det ikke og forstår vi det ikke, så kan vi ikke lide det.
Og dem der sidder på toppen ved godt, at vi har det sådan. Derfor skal vi ensrettes. Der skal renses ud nu, for så får vi et mere trygt (=mere roligt, mere nemt) land. Lad os pakke alle de "forkerte" væk. Forstår ingen, at det gør os decideret dummere? Hvordan skal vi have mulighed for at reflektere og stille spørgsmålstegn ved noget som helst, at udvide vores horisont, hvis vi kender alt og alle fordi de er fuldstændig som os selv?

Hmmm... Det endte vist med at komme til at lyde som en frygt for noget der ligner Holocaust... (den glade musik har altså indtil videre ikke virket).. Det er måske at gå lige i overkanten, og jeg skal da også understrege, at jeg er glad for demokratiet og velfærdssamfundet. Pointen er, at vi er blevet snæversynede og bedrevidende, og jeg kan forestille mig, at èn som ser vores lille samfund udefra må finde os ufattelig arrogante. Vores etiske og moralske overvejelser er forsvindende små, fordi vi tror demokratiet et nok.

Konklusionen er vist bare, at jeg ønsker mig at besøge et sted, hvor de indre værdier og samspillet mellem to mennesker der møder hinanden som ligeværdige er vigtigere end de love, regler og retningslinjer der er nedskrevet i en eller anden regering.

Numerologi

Jeg tror jeg skal i Snupta og have et sæt filovis i morgen. Sådan et mangler jeg nemlig.


Kald mig plat, men jeg synes altså det er skægt!

Billeder

I forbindelse med noget skolearbejde, hvor vi skal perspektivere over forskellige kunstværker i forhold til religion, kom vi til at snakke om Michael Kvium. En af Danmarks mest interessante kunstnere, hvis I spørger mig.

Jeg mente nok at kunne huske, at jeg efter at have stiftet bekendtskab med ham i billedkunst på seminariet, bevidst har prøvet at gå i en stor bue udenom Kviums billeder, eller i hvert fald lukke øjnene. Ikke fordi han er en dårlig kunstner, eller fordi jeg ikke gider beskæftige mig med ham - simpelthen fordi de tager pusten fra mig, hans billeder.

Så idag tænkte jeg: "kan det nu også passe, at nogle malerier kan have den virkning på dig?", og søgte hans billeder på nettet. Og jo - det kan det. De vækker hundrede følelser på en gang, hans værker, især mange af de følelser man helst selv vil have under kontrol; væmmelse, had, ubehag, afmagt, sorg og angst. Nogle af dem vækker næsten et fysisk ubehag i mig, samtidig med, at jeg bliver fascineret af, hvordan det er muligt med et enkelt billede, at ramme mennesker så hårdt på den nerve, der sætter alle de følelser i gang.

Om man kan lide hans billeder eller ej, så kan man da ikke mene andet, end at han er en fantastisk kunstner; dèt her er ikke pynt - jeg tror næppe særlig mange mennesker vil have det hængende over sofaen - det er en dybt alvorlig, relevant og tankevækkende sag!

Michael Kvium - As Domestic as Milk and Oil I+II

Se mere Kvium på http://www.kopenhagen.dk/interviews/interviews/interview_michael_kvium/

Efter at have siddet og set på de her provokerende billeder, har man virkelig brug for noget fuldstændig ligegyldigt, noget man ikke skal tage stilling til, noget som er hyggeligt fordi det ikke behøver tolkning, noget der netop bare er pynt. Og derfor: Værsgo'! Billeder fra Harzen!

Afløb for skyldfølelsen

• Jeg kender en kvinde, som lige har fået barn nummer to, og som samtidig er ved at sætte hus i stand mens manden lige er blevet selvstændig. Jeg ville så gerne være der til at hjælpe lidt til med hverdagens gøremål engang imellem.

• Jeg kender en anden kvinde, som har ondt i livet. Jeg ville ønske jeg kunne sætte mit eget til side og være der for hende 24-7, for det har hun brug for.

• Jeg kender en tredje kvinde, som har måttet træffe nogle svære valg på det sidste, hende burde jeg have tid til at lytte til når hun vil snakke.

• Jeg kender en fjerde kvinde, som bor alene og så gerne vil have jeg ringer eller kommer forbi engang imellem - hvor svært kan det være lige at gribe knoglen??

• Jeg kender en femte kvinde som jeg savner rigtig meget, men alligevel ikke har talt med i flere måneder. Ikke engang i telefonen - hvor svært kan det være lige at gribe knoglen??

• Jeg kender en mand, som havde fødselsdag for en måned siden. Han fik en hurtig sms, og jeg har ikke talt med ham siden. Ikke engang i telefonen - hvor svært kan det være lige at gribe knoglen??

• Jeg kender en anden mand, som jeg snart skylder en fri-aften med gutterne. Han trænger - og skal have lov.

Jeg kender også en kvinde hvis liv ville blive meget nemmere, hvis hun ville tage enten at få gjort nogle af de her ting, eller lade være med at klynke over det!

Kom og lyv og drik!

"På diskotekerne i Spanien skal man være fyldt 18 år for at man må købe alkohol, men der er ingen aldersgrænser i døren og det er heller ikke forbudt for én der er fyldt 18 år at købe alkohol og give det til én under 18 år."*


"I Bulgarien skal man være fyldt 18 år for at man kan komme ind på diskotek og for at man kan købe alkohol. Hvis man er under 18 år skal man være ledsaget af en person der er fyldt 18 år. Alle Ung Rejs guider er fyldt 18 år og de bulgarske myndigheder accepterer at personer under 18 år går på diskotek, hvis de er ledsaget af en Ung Rejs guide."*

Og manden i TV sagde, at "vi er jo ikke deres forældre, vi kan jo ikke fortælle dem hvad de må og ikke må..."

Find nu ud af om I vil stå ved jeres ansvar eller ej!

Ja, I tjener uden tvivl siiiindsssssygt mange penge. Men selvom der er et par måneder til min søn er gammel nok til at tage med til de varme - og våde -lande (og det er i øvrigt med jeres tidsregning - får jeg lov til at bestemme bliver han 30 inden han kommer afsted med Ung Rejs), så er jeg allerede nu dybt bekymret.

*Disse citater er taget fra selveste Ung Rejs' hjemmeside itself. Ufatteligt, ikke?

I love my life...

Åh, hvor er jeg dog ynkelig. Sidder fast her i min hybel i min sommerferie, og står op på et tidspunkt hvor jeg lige kan nå at se lidt blå himmel i ca. en halv time før skyerne overtager himmel-herredømmet. Manden arbejder til kl. 22, og har i øvrigt bilen hver dag, så de vilde udflugter bliver det ikke til for sønnike og jeg.
Jeg er kronisk træt fordi øglen i en alder af 11 mdr. stadig synes han skal vågne 3-4 gange i løbet af natten, og alle mine kammersjukker er helt spontant smuttet på 14 dages afbudsrejse til de varme lande.
Så tror man man kan sætte sin lid til sine yndlingsblogs, og få lidt underholdende læsestof dèr, men men... De er naturligvis sat på standby, fordi alle er på F...ING ROSKILDE!

Regn eller ej, jeg ville elske at være smurt ind i mudder, hvis det betød jeg havde muligheden for at se Bjørk og Muse folde sig ud!


Klynk, klynk, klynk...