onsdag den 9. april 2008

Høj på forår...

På trods af at jeg er så nærsynet, at jeg ikke kan se længere frem end de nært forestående eksaminer, så har jeg i dag mærket sommeren i min mave. (Og til de, som straks tænker på vores babyprojekt: nej, der ligger ikke et skjult budskab i det!).

Jeg har mødt mennesker med åbne frakker og børn uden flyverdragter.

Mit fabelagtige afkom har siddet bag på cyklen og sunget og råbt "tuzzz!" (bus) og "biiii!" (bil) med en yndig røst som gjorde det svært at styre maskineriet fordi jeg bare havde lyst til at vende mig om og råkramme ham. Nu ligger han i sengen og fremfører igen en lille arie for sig selv mens han sorterer sutterne - om det er efter farve eller kvalitet ved jeg ikke.

Forleden hørte jeg for første gang i år den smukke sang fra en plæneklipper, og oplevede samtidig med fryd den liflige duft som hører dertil.

I formiddags kæmpede jeg en brav kamp for at få fordelt alt det materiale jeg har modtaget i disse sidste tre års danskundervisning (inkl. str. mursten-bøger og krøllede noter fundet nederst i tasken) på de rigtige emner - dvs. i hver sin bunke på gulvet. Det lykkedes, og nu har jeg overblik. Emnet "mundtlighed" fylder ca. 4 ark. Emnet "litteraturteori" blev en skyskraber.

Og om lidt kommer Palle hjem...

Da jeg hverken er holdt op med at ryge eller begyndt at tage mine vitaminpiller, er jeg ret sikker på, at denne boblende lykke i mit indre skyldes noget så enkelt som lys. Så jeg vil danse en soldans om lidt og hylde Prozacs overmand.

Ingen kommentarer: