fredag den 26. januar 2007

torsdag den 25. januar 2007

Te og tænder

Traaaaaat, er jeg! Men det er jo ikke nogt nyt. Hvornår får jeg nogle flere timer med lys, hva'? Kan ikke vente.
Jeg vil gå ud og lave te og så hive strikketøjet frem om lidt, for jeg har nemlig ingen forberedelse til i morgen, men først skal I da lige have med, at ham den bette skaldede har fået sin første tand!
Vi havde slet ikke overvejet at de skulle være på vej, men pludselig var den der, og efter en større udforskning af hans gab viste det sig, at hans gummer er kridhvide stort set hele vejen rundt. Ja, mange steder kan man direkte se bisserne igennem tandkødet, så de skal nok vælte frem allesammen lige om lidt.
Ha' en god aften!

onsdag den 24. januar 2007

Se.


Hmm, det ser altså mere fantastisk ud når man selv står der... Men I skulle da have billedet alligevel. Desværre var der lige blevet overskyet da jeg tog billedet, men med solen i fuld vigør er sneen på tagene simpelthen ligesom et tykt lag af eventyr-glimmer!

Nå, man kan se Dammen i baggrunden og ellers hustagene i hele Haderslev. Og de legende børn i skolegården (som i øvrigt alle lyste som små 60 watts pærer idag) fuldendte stemningen på en dag, hvor min mave sprudlede af glæde.

tirsdag den 23. januar 2007

En dejlig dag.

Om lidt bevæger jeg mig ud i sneen. Solen skinner, så det er dejligt. Jeg bliver nødt til at tage kameraet med, så jeg kan tage et billede af udsigten fra 8. klasses klasseværelse og vise jer her på bloggen. Det er bare helt fantastisk.
Jeg er frisk, har (næsten) fået en hel nats uafbrudt søvn. Og i eftermiddag skal jeg have Jakob med i svømmehallen for første gang.
Jeg tror det bliver en dejlig dag.

Det bliver en grusom aften!

Åh gud... Nu kan jeg ikke holde det ud mere. Bliver nødt til at rydde op i den ca. 30 cm. høje stak af diverse mere eller mindre ukendte papirer, jeg har fået samlet sammen på sofabordet. Jeg har forsøgt at lukke øjnene hver gang jeg gik forbi og orkede bare ikke at gå igang, fordi jeg ved den store stygge oprydningsdag ligger lige om hjørnet, nemlig om halvanden uge når vi flytter.
Men nu går det ikke længere. Der ligger alt fra pizzamenuer over skolearbejde til årsopgørelser og budgetter, og nu SKAL det sorteres. Suk. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.
Ønsk mig held og lykke...

Det varmer


Min søn griner når jeg kildrer ham i knæhaserne... Han kan redde min dag.

mandag den 22. januar 2007


søndag den 21. januar 2007

Nu jeg forstå...

Jeg har lige - efter at have irriteret mig over det længe - fundet ud af, at jeg godt selv kan sætte uret, så det rent faktisk passer med tidspunktet jeg har skrevet på! Så det gør jeg hermed. Dette indlæg er skrevet kl. 20.40. Og se så på tiden nedenfor :-)

lørdag den 20. januar 2007

Godnat.

Så er klokken 24.00, og jeg må hellere bevæge mig mod dynerne, hvis jeg skal have noget håb om et par timers søvn i nat... Men det er svært, selvom trætheden for længst er skyllet ind over mig som en tsunami, for jeg har haft min første aften alene i lang tid. Palle er i byen med kammersjukkerne, og Jakob sover naturligvis... Det har bare været så tiltrængt, en aften helt for mig selv. Jeg havde planer om te, en lækker bog, musik og chokolade, men det blev til pizza, dåseøl og TV. Ligemeget, det var dejligt! Så nu vil jeg lægge mig og krydse fingre for, at der går mindst et par timer før lillen skriger på mad.
Godnat.

fredag den 19. januar 2007

Som kaldet...

Jeg har set spirer idag, på de allerførste forårsblomster! En lille grøn indpakning om noget, jeg ikke ved hvad er... Men de kom som sendt fra himlen, og de gjorde mig så glad! Der er håb forude...

torsdag den 18. januar 2007

Det er te-dag...

Det er mørkt og koldt udenfor. Faktisk også lidt herinde, selvom jeg synes jeg skruer mere og mere op for varmen. Måske er det bare mig der er kold. I hvert fald summer elkedelen, som er ved at varme vand til mig, så jeg kan få en kop te. Flødete, tror jeg det bliver. Herfra. Den er god og sød. Det skal være sødt for tiden, min krop vil have sukker. Jeg har mistanke om, at jeg har en candidasvamp på størrelse med en basketbold, som frådende sidder og godter sig indeni mig et sted. Det ville forklare både mit høje sukkerforbrug og mit stadig faldende energiniveau. Synes ikke det går den rigtige vej. Sidste skud på stammen af skavanker er, at min hukommelse svigter. Dårligt tegn.
Eller måske er det bare vejret der gør det? Jeg vil have noget forår. Jeg dur slet, slet ikke til de her våde, mørke dage. Jeg forsøger mig med friske blomster, men de gør ligesom ikke helt tricket. Jeg må bare sukke videre og huske på, at det snart kommer.
Nu koger vandet. Og jeg må hellere skynde mig, hvis jeg skal nå en halv smøg, før trolden vågner.
Hav en god dag derude, jeg håber I kan nyde vejret lidt.

onsdag den 17. januar 2007

Så kan du sgu da også blive fri!!

Øv! Tudetur! Ikke fordi der er egentlig er noget at tude over, men det kommer meget nemt, når man kun har sovet to timer hele natten.
Så hjælper det heller ikke, at den "du er bare en super kæreste og far"-gave man har købt og glædet sig som et lille barn til at give ham, overhovedet ikke var et hit!

Den kære mand har købt sig den knivkuffert, som han har ønsket sig så længe. Så nu skal den jo fyldes med kram, og ønskesedlen bugner af knive og andet køkkentøj fra mærket Victorinox. (Som i øvrigt ikke kan købes i butikkerne - selvfølgelig).
Jeg styrter ned på hotellet hvor vi arbejder, snakker med køkkenchefen og får ham til at bestille et par knive hjem til mig, i troen om, at nu bliver jeg kæreste of the year! Kommer hjem med dem i dag, overrækker ham dem, mens jeg sprudler af forventning om et glædesudbrud af karat...

"Det skulle altså være dem med træskaft... Og desuden er det altså slet ikke den østerskniv jeg ønsker mig... Men tak alligevel, skat."

Han kunne da ligeså godt have trykket på få kæresten til at tude nu!-knappen. Eller... det gjorde han jo faktisk også... Jeg tudede i hvert fald. Dumme mand!!

tirsdag den 16. januar 2007

En dejlig følelse...

... Når man opdager hvorfor man har valgt den uddannelse man har...
Rart at stå foran tavlen og føle man hører til.

mandag den 15. januar 2007

Og pludselig blev de mine yndlinge...

Jeg kan sq alligevel godt lide 8. klasse. De skulle bare kickstartes. De er så søde og gider faktisk godt arbejde seriøst når først de kommer i gang. Og så kan jeg godt lide, at man kan føre en (nogenlunde) voksen samtale med dem. Det skal nok blive et super forløb alligevel.

Jeg skulle aldrig have valgt billedkunst som liniefag. Jeg gider det ikke, har ikke fantasi og kreativitet nok. Og så er det simpelthen for kedeligt at stå som lærer og glo på, at ungerne knokler løs med deres lerfigurer eller malerier!

torsdag den 11. januar 2007

Giv mig enten vinter eller sommer!

Jeg prøver virkelig at være sådan en, som kan se det hyggelige i al slags vejr, men jeg hader altså når det stormer og pisker ned, som det har gjort de sidste mange dage nu.

Det er meget hyggeligt en enkelt dag eller to, hvis det vel at mærke er dage hvor jeg kan sidde inde med en kop te, lækker musik og stearinlys. Men når det bliver ved og ved, og jeg skal vade rundt ude i det, så synes jeg altså ikke det er sjovt mere!

Det er januar, for pokker! Lad os da i det mindste se noget af det her:

















Sådan skal vinteren se ud! Kan vi ikke få det, så kan vi ligeså godt få noget sommer istedet. Den her våde mellemting er simpelthen en pestilens!

Desuden dur jeg bare overhovedet ikke til at skulle blive indendørs, jeg får en kvælende klaustrofobisk følelse, når jeg ikke kan komme ud. Det føles f.eks. som årtier siden jeg har gået en tur med barnevognen, og det nager mig noget så gevaldigt! Det går også ud over den stakkels mand, som bor sammen med mig. Godt han ved af erfaring, at det er årstiden der gør det, og intet andet.

onsdag den 10. januar 2007

En prøvelse!

Gud, jeg havde lykkelig fortrængt hvordan man var i 8. klasse!! At man havde alle mulige andre nye, interessante ting i hovedet end skole.
Var vi virkelig så lade?
I går omkring middag stod jeg, oplagt og klar til kamp, i "min" 8. klasse og glædede mig til en heftig diskussion om Tove Ditlevsens "Blinkende Lygter". Jeg tog fejl. Hold op, hvor tog jeg fejl!
Efter 25 minutter, hvor jeg - på trods af, at eleverne havde læst digtet hjemme og noteret stikord dertil - nærmest havde snakket med mig selv og desperat forsøgt at hive noget ud af de hormonelle unger, blev jeg ærlig talt lidt svedt. 45 minutter er normalt ikke lang tid, men 45 minutters enetale uden den mindste respons, eller for den sags skyld tegn på liv, det føles som en dag!
Gudskelov for min evne til at improvisere i sådanne situationer, for efter ti minutter i tomands-grupper med meget udpenslede og overskuelige opgaver, kom vi tilbage på sporet, og der kom gang i snakken.

Jeg tror måske jeg egner mig bedre til de små, som stadig er uspolerede og ivrige efter at lære. Men lad os nu se. Der kan ændre sig en masse i løbet af de næste uger.

søndag den 7. januar 2007

Uh, tilbage blandt mennesker fra i morgen!

Så går det løs i morgen. Praktik. Uha, jeg føler mig slet ikke klar. Tiden er fløjet afsted, og nu skal vi pludslig i praktik i fem uger! Det er så lang tid siden jeg har lavet noget som helst, så det at blive kastet direkte ud i praktikken, det er noget af en mundfuld!
Men det bliver nu rart. Jeg har helt nydt at skulle forberede mig, diskutere undervisning og for den sags skyld pakke en taske! Og i morgen tidlig skal jeg smøre en madpakke, hvor vildt er det!? Kan nærmest ikke engang huske hvordan man gør! :-)

Det bliver godt at komme i gang, ikke mindst fordi jeg tror det vil hjælpe en del på mit energi-niveau. I al den tid jeg har gået herhjemme har jeg været stresset, forvirret og fuldstændig tappet for al overskud, på trods af, at jeg intet har skullet om dagen.
Så jeg tror det bliver godt for mig - psykisk og fysisk - at komme ud blandt folk igen og føle mig som et voksent menneske.

onsdag den 3. januar 2007

Åh, idag har han bare været SÅ dejlig!


Jeg prøver virkelig at lade være med kun at lade denne blog handle om min søn, men I må bære over med mig for en tid, ok? Det er trods alt stadig rimelig nyt for mig, det her med at være mor, og de følelser han vækker i mig overvælder mig stadig hele tiden og igen...

Han er altid dejlig. Men idag har han bare smeltet mig fuldstændig! Måske fordi jeg var tvunget til at overlade ham til faren hele dagen, fordi jeg SKULLE være færdig med det undervisningsforløb til praktikken, og så sad han der i skråstolen og smilede forventningsfuldt op til mig, mens jeg kæmpede for at holde blikket på computerskærmen og fingrene på tastaturet. Når jeg så endelig gav op, fordi jeg ud af øjenkrogen kunne se, at han sådan ønskede min opmærksomhed, og kiggede ned på ham, så viftede han med armene, hvinede af fryd og klukkede højt af grin op til mig. Jamen helt ærligt! Så er det jo umuligt at få noget arbejde lavet!


tirsdag den 2. januar 2007

Så er det "endelig" ovre!

Så er det vist langt over deadline for et nyt indlæg på bloggen! Har haft så traaaavlt her mellem jul og nytår, og desværre kan jeg ikke bryste mig af at være specielt overskudsagtig på det her tidspunkt. Tværtimod; jeg kommer ofte til at stresse så meget, at jeg, istedet for at udrette noget konstruktivt, render rundt i cirkler og overhovedet ikke kan NOGET som helst. (Og det gælder også selvom jeg har købt størstedelen af gaverne i starten af november).
Men - både jeg og min familie har overlevet ser det ud til, og selvom min voldsomme jule-/nytårskrise kan være en enorm dræber af familiehyggen, så har vi faktisk trods alt hygget os noget så gevaldigt i år.