torsdag den 18. januar 2007

Det er te-dag...

Det er mørkt og koldt udenfor. Faktisk også lidt herinde, selvom jeg synes jeg skruer mere og mere op for varmen. Måske er det bare mig der er kold. I hvert fald summer elkedelen, som er ved at varme vand til mig, så jeg kan få en kop te. Flødete, tror jeg det bliver. Herfra. Den er god og sød. Det skal være sødt for tiden, min krop vil have sukker. Jeg har mistanke om, at jeg har en candidasvamp på størrelse med en basketbold, som frådende sidder og godter sig indeni mig et sted. Det ville forklare både mit høje sukkerforbrug og mit stadig faldende energiniveau. Synes ikke det går den rigtige vej. Sidste skud på stammen af skavanker er, at min hukommelse svigter. Dårligt tegn.
Eller måske er det bare vejret der gør det? Jeg vil have noget forår. Jeg dur slet, slet ikke til de her våde, mørke dage. Jeg forsøger mig med friske blomster, men de gør ligesom ikke helt tricket. Jeg må bare sukke videre og huske på, at det snart kommer.
Nu koger vandet. Og jeg må hellere skynde mig, hvis jeg skal nå en halv smøg, før trolden vågner.
Hav en god dag derude, jeg håber I kan nyde vejret lidt.

2 kommentarer:

Prinsessens Mor sagde ...

ÅRH hvad tania! Sikken god reklame du kommer med der!

Jeg blev jo lige lokket ind på den the-side og lagde to slags i kurven (bare for sjov) og så koster det sgu 52 gode danske gryn i porto?! Øv.. For det lyder lækkert med copacabana´en og specielt den der hedder Den Lille Havfrue.. Får helt lydt til the nu.. Men vi har ikke noget specielt lækkert. Kan efterhånden ikke finde nogen som jeg gider.

Kender du den der Perch eller hvad den hedder? Den er vist ret populær.. Altså en the-handel. Også online.

Tania sagde ...

Det er nemlig RIGTIG dyrt! Og så SKAL man oveni købet købe for min. 150 kr. Så jeg holder også ud indtil jeg kan komme til Kolding næste gang. Jeg MÅ prøve den grønne the med jordbær/fløde!!
Næh, jeg kender ikke Perch? Må lige ind og kigge...