En prøvelse!

Gud, jeg havde lykkelig fortrængt hvordan man var i 8. klasse!! At man havde alle mulige andre nye, interessante ting i hovedet end skole.
Var vi virkelig så lade?
I går omkring middag stod jeg, oplagt og klar til kamp, i "min" 8. klasse og glædede mig til en heftig diskussion om Tove Ditlevsens "Blinkende Lygter". Jeg tog fejl. Hold op, hvor tog jeg fejl!
Efter 25 minutter, hvor jeg - på trods af, at eleverne havde læst digtet hjemme og noteret stikord dertil - nærmest havde snakket med mig selv og desperat forsøgt at hive noget ud af de hormonelle unger, blev jeg ærlig talt lidt svedt. 45 minutter er normalt ikke lang tid, men 45 minutters enetale uden den mindste respons, eller for den sags skyld tegn på liv, det føles som en dag!
Gudskelov for min evne til at improvisere i sådanne situationer, for efter ti minutter i tomands-grupper med meget udpenslede og overskuelige opgaver, kom vi tilbage på sporet, og der kom gang i snakken.

Jeg tror måske jeg egner mig bedre til de små, som stadig er uspolerede og ivrige efter at lære. Men lad os nu se. Der kan ændre sig en masse i løbet af de næste uger.