Næsten færdig...

Igår var en dejlig dag med dejlige børn. De opførte sig som vidste de, at mor skulle bruge overskud til den store finale idag. Så jeg kvitterede med risengrød til aftensmad, og jeg var gavmild med kanelen. Ja nu skal det også siges, at det med opførslen holdt indtil det blev sengetid, så startede festen. Men det er da også svært når nu det er blevet besluttet, at man skulle have fælles værelse, og man bare ligesom synes det er SÅ hyggeligt at sidde og fnise til hinanden. Jeg kan ikke andet end tilstå, at jeg også syntes det var hyggeligt. Så jeg fnisede med. Og det selvom jeg bestemt ikke havde tid og burde stresse voldsomt og ryste på hænderne. Det er jo idag det går løs - eller rettere, det er idag det slutter. Hvis alt går vel da. Og det skal det, for jeg skal se mange mennesker i øjnene når jeg træder ud af lokalet med det grønne bord - verdens dejligste mand har inviteret hele den store familie på dyre og lækre kanapéer. Det lægger ligesom et endnu større pres på min præstation, men alligevel er nervøsitet ikke den mest dominerende følelse lige nu. Tanken om, at det om ca. en time er overstået, slut, finito - det er den der fylder.

Kryds tæer og fingre.

En hurtig update

Det er dejligt at være savnet. Så får man lyst til liiige at skubbe bachelor og praktikforberedelse fra sig og vise at man stadig er i live.

Kort fortalt er mit problem, at jeg har overvurderet mig selv og været lidt for optimistisk (naiv). Heeeelt realistisk tænkte jeg: fødsel, barsel, bachelor og mine afsluttende eksaminer... dem nupper jeg da lige på en gang, no problemo. Right. Jeg kæmper stadig og håber på at stædighed betaler sig. Men det er ikke sjovt længere.

Samtidig har jeg ondt i min krop. Den har besluttet sig for at te sig mere gravid denne gang end sidst, og det i både bækken, ryg og... ja, for den sags skyld resten af mit korpus. Og igen vinder stædighed over fornuft, for jeg bider det da hellere i mig end beder manden om at hjælpe mig med de ting jeg ikke bør gøre.

Heldigvis har jeg en søn, som har en aura på flere hundrede meter af livsglæde, energi og varme, så jeg elsker mit liv alligevel og er lykkelig - jo, lykkelig - hver dag!

How?

Et ca. 5 siders undervisningsmateriale til 5. klasse om skolastik. Det er crazy optimistisk!

Hvordan skaber man et materiale - inkl. opgaver og illustrationer - der er forståeligt for pre-teenagere, og som beskriver Platons og Aristoteles' filosofiske autoritet for spekulative, fornuftsorienterede tænkere i middelalderen, især Thomas Aquinas, som i øvrigt alligevel måtte erkende, at fornuften efterlod spørgsmål, som kun de åbenbarede sandheder kunne give svar på?

Hvordan gør man det, hva'???

Jeg vil ikke være...

... Et af de mennesker, som vil have, at alting matcher og ser stilfuldt ud!
Det har jeg altid sagt. Her skal se ud som om her bor nogen. Og ikke mindst, så skal det fa'me kunne ses at her bor børn (indtil videre bare barn). Der skal være fedtede fingre på glaslågerne, krummer i sofaen og legetøj på gulvet til livsfare for de, der ikke kender ruten udenom.

Og så var det jo lige, at jeg købte det hersens nye spisebord i dag... Meget flot, helt mørkt og med fine mørkebrune læderstole til. Fik smidt det andet af vejen og samlet det nye, og hvilken tanke flyver uvilkårligt gennem mit hoved? At den spraglede, meget lidt kønne voksdug med billeder af farveblyanter, som hidtil af gode grunde har ligget under 1 1/2-åriges siddeplads, simpelthen ikke kan ligge under det bye bord. Det ødelægger jo HELT det smukke bords udtryk!
WHAT??? Jeg VIL ikke være sådan én, jeg MÅ ikke blive sådan én!! Tænk hvis jeg ender med at blive en af dem, som samler sig et Bo Bedre-hjem, blot for at folk skal blive usikre på, om sofaen egentlig overhovedet er til at sidde i, eller om den er til pynt?

Jeg ville ønske jeg kunne slutte af med at skrive, at jeg naturligvis straks lagde den grimme voksdug ind under bordet og vendte tilbage til min totalt afslappede "maling-på-væggene-er-ok-attitude", men jeg må skuffe. Jeg sidder og ser på bordet, som i sandhed er det eneste smukke møbel jeg ejer, og kan mærke, at det virkelig bliver grænseoverskridende for mig at skulle spolere det med rædslet. Måske man kan gå på kompromis og gå ned og købe en knap så prangende voksdug en af dagene..?

Jeg ved godt det er jul, men...

Hvis noget bliver min død på dette studie, så er det det linjefag jeg desperat valgte fordi man SKULLE vælge noget kreativt: billedkunst. Jeg synes ellers det var så hyyyg'ligt før i tiden at sidde og lave mine kedelige spartel-malerier eller skitsetegninger, og så var de jo også pæne som pynt... Problemet er bare, at "spartel-malerier", "pæn" og "pynt" er nogle af de værste fy-ord man kan bruge hvis man har tænkt sig at tage billedkunst seriøst.

Og jeg vil virkelig gerne tage billedkunst seriøst! Men det dræber bare lysten SÅ meget, når der er flere regler og mere teori end i den værste matematiktime (ja ja, det var lige det værste jeg kunne finde på). Så i stedet for at føle det er godt at lære en masse nye teknikker og i stedet for at elske at forbedre mig, så sidder jeg fuldstændig febrilsk og skribler på samme stykke papir indtil der går hul i det, og synes efterhånden, at jo mere jeg prøver, des mere ligner det Jakobs tegninger - eller forsøg på samme.

Og jeg skal til eksamen i lortet til sommer! Bæ!

Pyh, jeg bliver helt stakåndet bare af at skrive om det...

Faktisk tror jeg jeg skal bruge en papirspose...

AAAaaarrrgghh!!!

Hej! -Hvem er du?

Nogle gange har jeg en mistanke om, at der er et stort sort hul i min hukommelse, som bevirker, at personer, der har krydset min vej i en eller anden sammenhæng tidligere i livet, simpelthen ikke eksisterer i min bevidsthed - i hvert fald som bekendte. Desværre gør jeg jo i deres. OG DET ER SÅ PINLIGT pludselig at møde disse personer, som snakker til mig som om vi engang har indgået en blodpagt om altid at være bedste venner... og så er jeg blank på både navn og ansigt.

Det skete idag. En stakkels pige (stakkels, fordi jeg tror sagtens hun kunne fornemme, at det eneste der gik gennem mit hoved var et desperat: "hvem er du, hvem er du, hvem er du...?") kom hen til mig og gik straks igang med det lange referat af, hvad der er sket i hendes liv siden vi sidst sås ("Hvornår var det, hvornår var det, hvornår var det...?"). Desuden viste hun sin irriterende lille mave frem og annoncerede stolt, at "nu var det hendes tur" (ok, så jeg har altså mødt hende inden for de sidste to år...?), og at hun kun havde to måneder til termin (Grrrrrr, hun lignede én der bare lige havde spist en god frokost!). Vi snakkede længe, og jeg nikkede og smilede selvfølgelig og fortalte om mit liv, og forsøgte at undgå øjenkontakt og afsløre det kæmpestore spørgsmålstegn der var printet ind i hele mit ansigt.
Jeg var helt flov da jeg gik derfra, og kæmper stadig med at fremtvinge noget der ligner en erindring om hvor og hvornår denne pige har optrådt i mit liv. Men jeg er blank. Fuldstændig blank. Der er INTET der dæmrer. Det er simpelthen for pinligt.

Dilemma

Ak, et ret seriøst dilemma stakkels jeg befinder mig i lige nu - og faktisk har gjort længe.
(Og jo - denne gang ER det faktisk lidt seriøst!)

Jeg vil gerne have en baby mere. There. Eller... Jeg vil gerne have mange, men èn af gangen. Og jeg vil virkelig, virkelig, virkelig gerne have nummer to NU. Jeg tænker på det mange gange hver enenste dag, og kun èn ting står i vejen for det:

Jeg vil virkelig, virkelig, virkelig også gerne være færdig med mit studie til tiden (hvilket er om to år).
Problemet er, at skulle det ske, at jeg om knap et år igen ligger på fødeafdelingen og skriger "bloody murder", så jordemødrene og Palle skal slås om hvem der har mest ret til at stikke af, så hverken kan eller vil jeg kombinere studie og barsel igen, som jeg gjorde med Trolderik.
Og gør jeg ikke det, så betyder det i hvert fald et års udsættelse af titlen "færdiguddannet", og det ville bare ærge mig så meget.

Men min krop og min sjæl SKRIGER efter at være endnu mere mor, og jeg kan slet ikke finde ud af om det er dem eller hjernen der skal have lov at dominere.

Opgaven lyder:

"Lav et surrealistisk selvportræt som collage. Anvend et vellignende fotografi som forlæg, tag forstørrede kopier på kopimaskinen og lav eventuelle spaltninger eller åbninger i dit ansigt for at kunne skildre en indre verden af erindringer, drømme, følelser eller drifter. Anbring betydningsbærende elementer i baggrunden. Beskriv efterfølgende, hvad du mener at have udtrykt med dit billede. Søg inspiration i kunsten, f.eks. Wilhelm Freddie og Dalì."

... Og NUL inspiration! Hjælp mig! Inspirér!

Slut med Black Power!

Nu står den på sukker- og koffeinafvænning og detox. Det første bliver svært, men er overskueligt. Det er det andet der er udfordringen; for jeg er både mor og studerende (lærestuderende oveni købet!), og hvordan man kan udfylde de to roller succesfuldt uden half'n half mocca/blod i årerne, er meget svært for mig at se! Men det MÅ kunne lade sig gøre, og det er absolut nødvendigt.
For efter et par gange at have oplevet hovedpine og utilpashed de dage hvor jeg IKKE har fået min kaffe (og efter at have udelukket at en lille nisse lister ind og drysser vanedannende midler i mit kaffepulver om natten), må jeg konstatere at jeg er dybt afhængig af det sorte stads. Så nu er det slut!! Jeg er forberedt på koldsved, rysteture og masser af smøger*, men det skal nok lykkes.
Findes der mon selvhjælpsgrupper man kan melde sig til?





*Ja ja, man skal jo starte et sted!!