Jeg vil ikke være...

... Et af de mennesker, som vil have, at alting matcher og ser stilfuldt ud!
Det har jeg altid sagt. Her skal se ud som om her bor nogen. Og ikke mindst, så skal det fa'me kunne ses at her bor børn (indtil videre bare barn). Der skal være fedtede fingre på glaslågerne, krummer i sofaen og legetøj på gulvet til livsfare for de, der ikke kender ruten udenom.

Og så var det jo lige, at jeg købte det hersens nye spisebord i dag... Meget flot, helt mørkt og med fine mørkebrune læderstole til. Fik smidt det andet af vejen og samlet det nye, og hvilken tanke flyver uvilkårligt gennem mit hoved? At den spraglede, meget lidt kønne voksdug med billeder af farveblyanter, som hidtil af gode grunde har ligget under 1 1/2-åriges siddeplads, simpelthen ikke kan ligge under det bye bord. Det ødelægger jo HELT det smukke bords udtryk!
WHAT??? Jeg VIL ikke være sådan én, jeg MÅ ikke blive sådan én!! Tænk hvis jeg ender med at blive en af dem, som samler sig et Bo Bedre-hjem, blot for at folk skal blive usikre på, om sofaen egentlig overhovedet er til at sidde i, eller om den er til pynt?

Jeg ville ønske jeg kunne slutte af med at skrive, at jeg naturligvis straks lagde den grimme voksdug ind under bordet og vendte tilbage til min totalt afslappede "maling-på-væggene-er-ok-attitude", men jeg må skuffe. Jeg sidder og ser på bordet, som i sandhed er det eneste smukke møbel jeg ejer, og kan mærke, at det virkelig bliver grænseoverskridende for mig at skulle spolere det med rædslet. Måske man kan gå på kompromis og gå ned og købe en knap så prangende voksdug en af dagene..?