fredag den 22. februar 2008

Om de svage og de stærke

Jeg hørte igen i dag udtrykket "de svage elever" på det kaotiske og meget røgfrie lærerværelse fyldt med omvandrende, kaffegurglende mavesår. Og igen måtte jeg tænke: hvem er de, disse svage elever?? Ifølge de Merrild-elskere jeg omgiver mig med lige for tiden, er det tilsyneladende de elever, som ikke er superlæsere, -skrivere og -regnere. Altså - i min verden - de mere kreative. Tænk, selv ordet kreativ er næsten blevet et bandeord i skoleregi, fordi det netop er forbundet med denne sammenligning, og derfor lugter lidt af "analfabet".
Men hvorfor er det så skidt at være kreativ? Det er blevet enormt moderne at tale om "den rummelige skole", Howard Gardner og de mange intelligenser og andre pædagogiske retninger, som skal give plads til alle. Alligevel synes jeg gang på gang at støde på begreber som "dum", "doven", "bøvlet" og "svag", når jeg befinder mig blandt personalet på diverse danske folkeskoler. Og hver gang må jeg tænke: Gudskelov, at jeg er en af de stærke! Ellers ville jeg jo være fortabt!
På den anden side ved jeg godt hvem der imponerer mig mest, hvis valget står mellem Salvador Dalì og Bill Gates.

Ingen kommentarer: