Godnat, jul.

Så døde julen herhjemme. Hurtigt og smertefrit. Det må være tidligere end nogensinde før, for ligesom jeg plejer at være suverænt den første til at hænge op, plejer jeg at lade hænge indtil det næsten er vammelt.
Min mangel på julestemning har nok haft lidt at skulle have sagt, i hvert fald kunne jeg ikke vente med at få svenskerstagerne i vindueskarmene erstattet med stearinlys, og få nisser og kugler tilbage i deres kasser. Det lyder lidt Scrooge-agtigt, og netop sådan har jeg faktisk også følt mig i år. Men det gør ikke noget, det måtte jo komme, for de forgangne år har jeg ejet julestemning nok til flere år. Og sådan blliver det sikkert igen næste år. Desuden fik min 3-årige sin drømmejul, så jeg har det fint med at undvære. Og så har jeg det da også fint med, at det nu er okay at pakke julen væk, og så glæde sig til nytåret, som skal fejres med dejlige mennesker langvejs fra.

Børnenes fest

Jeg er fuldstændig rundforvirret. Stemningen er aldrig helt kommet i hus for mig i år, og tanken om, at det er i overmorgen dagen oprinder, og det så pludselig er slut igen, kan jeg ikke affinde mig med. Normalt trisser jeg rundt i halvanden måned med sød julemusik i maven, og en enkelt pebernød kan gøre mig fuldstændig julekulret. Normal bager jeg småkager og laver konfekt alt alt for tidligt, fordi jeg ikke kan vente, og normalt skal jeg diskutere i flere timer med manden, fordi han ikke synes pynten skal SÅ tidligt op.
Ikke i år. Jeg mærker den stadig ikke, julen, og nu er den snart væk igen. Og netop i år gør naturen endda sit til at skabe julestemning, og iklæder hele Danmark blød, hvid skønhed. Det er ikke nok. Hele højtiden kommer bag på mig, og jeg havde nær glemt halvdelen af julegaverne. Har netop opdaget at jeg ingen dragt har til julemanden, som er hyret til dagen, og maden er jeg slet ikke begyndt at tænke på endnu.
Men det gør ikke noget. Jeg kan lide tanken om, at ligemeget hvor stor mangel på julehumør jeg oplever, så har jeg som forælder en opgave: jeg skal gøre det her til en magisk og dejlig tid for mine børn - det er dem det drejer sig om nu. Mit job er nu at skabe en helt speciel atmosfære, så mine børn kan glædes og fascineres. Det job lægger jeg en ære i at udføre. Og selvom min egen julestemning udebliver, så er det vidunderligt at opleve en ubeskrivelig glæde og fryd hos de små pus, når hver eneste lys bliver tændt og hver eneste låge skal åbnes.

Så kom den...

Jo, selvfølgelig skal den da kommenteres her, sneen. Og selvfølgelig elsker jeg den da, sneen. Ikke kun fordi den er smuk og kold og blød og vækker alle menneskers indre barn. Det er også fordi jeg elsker det faktum, at hele Danmark går i panik og i øvrigt i stå når det har sneet mindre end en halv dag. Der ligger ca. 10 cm. sne de steder hvor der ligger meget, og busserne er holdt op med at køre. Udenfor mit vindue er der panik, for vejen skråner en smule, og den er sommerdækkenes værste fjende. Er det den globale opvarmning der gør, at fast nedbør kommer sådan bag på os? Jeg ved det ikke, jeg morer mig bare over det. Jeg skal nemlig ikke køre nogen steder, andet end med barnevognen, og den klarer sig, selv uden vinterdæk. Det er muligt jeg ikke morer mig så meget mere, når eftermiddagen skrider frem, og Palle ikke kan komme hjem. Vores bil har nemlig også kun sommerdæk på...

Sansning

Jeg ville sådan ønske jeg ejede et stort, sejt kamera. Så ville jeg have det med mig overalt. Og så igen - hvis jeg kender mig selv ret, så ville jeg alligevel aldrig få taget nogen billeder, for jeg ville have alt for travlt med at opleve. Jeg er altid så bange for, at jeg selv går glip af oplevelsen, hvis jeg har travlt med at forevige den på et fotografi. Af samme grund bliver det til for få billeder af alt det sjove mine børn gør, af familiefester og sammenkomster, af alt det, hvor man bagefter tænker: "dét der var så sjovt/smukt/sært, hvis jeg dog bare havde et billede af det!" Jeg kan kun trøste mig med, at jeg til gengæld tog imod oplevelsen uden at blinke, mens den stod på. Idag fik jeg f.eks. den gladeste fornemmelse i maven da Jakob dybt fascineret pegede på en himmel, som ikke bare var lyserød, men pink, og belærende fortalte mig, at det var solens værk. Det ville jeg gerne have haft frosset fast, så jeg kunne se den himmel og den dreng for mig igen og igen. Men det kan jeg jo også, takket være alle mine sansers erindringsevne.

Rolig mandag

Så blev det mandag. Men en god en af slagsen, for solen skinner, himlen er iskold vinterblå og der er kun fem dage til resten af familien holder ferie sammen med mig.

Weekenden var skøn og foregik i dejligt selskab, hvor latteren lå først for. Den var også travl, og måske er det derfor denne mandag virker larmende stille. Jeg har forsøgt at rydde lidt op hist og her og har fået fjernet de sidste rester af bachelor-opgaven på en hårdhændet, rituel måde, så nu er jeg fri af den - også i bevidstheden. Men jeg føler, at alting skal foregå i et langsomt ydmygt tempo, fordi det lægger stilheden op til. Sjovt at nyde sådan to forskellige ting lige meget; lørdag var ufatteligt larmende, både for mig og for resten af Danmark, og jeg synes det var fedt. Og den altoverdøvende ro der hviler over mig og mit hjem idag elsker jeg også.
Men dog kan jeg mærke, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal bruge roen til. Jeg er små-rastløs og fristes til at ødelægge den på en eller anden måde. Men jeg ved jeg skal nyde det, ellers fortryder jeg det om kort tid, når tornadoerne kommer hjem. Så kommer larmen nemlig igen - altså den gode af slagsen.

Lykkelig

Jeg priser mig idag lykkelig for, at vand kun er vand og at jeg i øvrigt har et varmt hjem og tørt tøj.

Og så selvfølgelig for, at jeg nu er færdig og fuldendt som folkeskolelærer. Nøj, hvor har jeg mange ambitioner! Så kunne det bare være fedt hvis det var muligt at få et job.

Næsten færdig...

Igår var en dejlig dag med dejlige børn. De opførte sig som vidste de, at mor skulle bruge overskud til den store finale idag. Så jeg kvitterede med risengrød til aftensmad, og jeg var gavmild med kanelen. Ja nu skal det også siges, at det med opførslen holdt indtil det blev sengetid, så startede festen. Men det er da også svært når nu det er blevet besluttet, at man skulle have fælles værelse, og man bare ligesom synes det er SÅ hyggeligt at sidde og fnise til hinanden. Jeg kan ikke andet end tilstå, at jeg også syntes det var hyggeligt. Så jeg fnisede med. Og det selvom jeg bestemt ikke havde tid og burde stresse voldsomt og ryste på hænderne. Det er jo idag det går løs - eller rettere, det er idag det slutter. Hvis alt går vel da. Og det skal det, for jeg skal se mange mennesker i øjnene når jeg træder ud af lokalet med det grønne bord - verdens dejligste mand har inviteret hele den store familie på dyre og lækre kanapéer. Det lægger ligesom et endnu større pres på min præstation, men alligevel er nervøsitet ikke den mest dominerende følelse lige nu. Tanken om, at det om ca. en time er overstået, slut, finito - det er den der fylder.

Kryds tæer og fingre.

Om vinter og varme

Så blev det fredag. Det er mindstemandens ugentlige fridag sammen med mor, og jeg nyder det. Det er rart at have ham for mig selv, uden at farmand og storebror distraherer og vil fjolle og pjatte og lege. Det er rart at få lov til at sidde med ham på mit skød og se ham i øjnene og få et stort lydløst smil, som kun er møntet på mig, og ingen anden.

Jeg ville dog ønske at fredagens vejr ville ligne ugens første dage. Det var smukt og eventyrligt, og jeg nød morgenens gåtur når ungerne skulle afleveres i institution, og synet af rigtig vinter suppleret med julelys i buske og vinduer. Jeg ville gerne have travet lange ture med Daniel idag, hvis vejret havde været sådan. Men det er gråt og vådt og meget lidt vinteragtigt, og så synes jeg pludselig mine egne julelys og kaffen herhjemme er mere tiltalende. Godt jeg nåede at fange lidt af vinteren inden den forsvandt igen...

Ligegyldige ting om mig

Jeg har sat mig for, at der fra nu af skal indlæg på bloggen minimum hver anden dag. Det bliver med stor sandsynlighed kun et hurtigt "hej" engang imellem, men sådan må det være. Jeg har også hørt at det er blevet trendy at have for travlt til at være online...

I netop dette øjeblik ser mit liv sådan ud, at jeg netop har spist to klementiner, jeg drikker kaffe spicet op med en smule kanel, nelliker og vanille, bare for stemningens skyld, og det buldrer og brager i min brændeovn. Jeg priser mig lykkelig for at være flyttet på første sal, så jeg idag kan sidde og se ud på hvide hustage, biler og træer.
I et større perspektiv ser mit liv således ud: Vores nye lejlighed er større end den gamle, hvilket betyder at min lille mængde julepynt er meget mindre og nærmest usynlig i år. Jeg forsøger desperat at supplere med hjemmeflettede guldstjerner og dekorationer, men det bliver altså en anelse kitsch. Jeg er i øvrigt glad ikkeryger, og det endda sagt fuldstændig uden sarkasme. Til alle rygere: giv nu Allen en chance!
Mit ene barn kan gå lige om lidt, og det andet er allerede begyndt at stille forholdsvis eksistentielle spørgsmål, hvis besvarelser kræver omtanke. Jeg har i øvrigt fundet ud af, at jeg er enormt hyklerisk, fordi jeg prædiker nytænkning og afskaffelse af konservatisme mens jeg med vold og magt forsøger at tvinge traditioner ned over hovedet på mine børn - de skal se Jul i Gammelby, uanset hvor meget de så hellere vil se Jule-Fandango!
Og så venter den hersens eksamen jo lige om hjørnet, som forhåbentlig resulterer i, at jeg meget snart kan træde ud på arbejdsmarkedet som friskudklækket lærerinde - hvis arbejdsmarkedet da ellers snart har nogle lærerjobs at byde på.

Nu skal jeg tilbage til læsningen. Kunne også godt spise en klementin...

Good girl.

Nu er det tæt på. Meget tæt på. Jeg kan mærke ansvaret ånde mig i nakken. Lige om lidt er jeg voksen. Når jeg på onsdag består min bachelor-eksamen er jeg pludselig noget. Altså, ikke at jeg ikke følte mig som noget i forvejen, men pludselig er jeg noget i samfundet, andet end en lidt fortabt snylter. Gad vide om Løkke kommer og omfavner mig og siger velkommen til de voksnes rækker, eller nærmere, velkommen hos den gruppe, der betyder noget, dem som vi bekymrer os om? Jeg er i hvert fald sikker på, at Haarder kommer og giver mig hånden og siger "sørg nu for at gøre de kære børn dygtigere end alle de andre, ikke?". Ikke gladere, mere erfarne, sundere, rigere... nej, dygtigere. Der kører en konstant, usynlig konkurrence mellem os og "de lande vi sammenligner os med", som de siger i nyhederne. En slags ludo, hvor vi helst skal slå hinanden hjem på kundskaber og færdigheder, og hvor ungerne er vores spillebrikker. Derfor er det jo også en naturlig ting, at man ikke duer som spillebrik, hvis man ikke med et papir kan dokumentere, hvor meget man har gennemført af uddannelser og tests, som har gjort en dygtig og klog.
Jeg er tæt på at være klar. Om lidt tager jeg opgaven på mig. Så skal jeg sørme gøre børnene klogere og dygtigere end de andre farver på spillepladen, så de andre voksne bliver stolte.

Blog-førstehjælp

Lørdag d. 6. juni står der gudhjælpemig!!!

Altså, det var dagen for min sidste post. Hvad i alverden sker der for mig, mig som elsker min blog? Jo, nu ved jeg det... det er det saaadens Facebook. Statusopdateringer er roden til bloggens død. Det KAN ikke vare længe før én eller anden udgiver tracket "Twitter killed the blogger-star". Eller noget.

Men jeg vil alligevel forsøge med kunstigt åndedræt og kæmpe for at holde Smølfeprutten i live. For det ER sgu da mere personligt at få kommentarer på sine kommentarer her, end det er at få klikket "synes godt om" på tre ligegyldige linjer.

Det bliver bare ikke lige idag... Der er jo Morten Korch-film på DR1...

Om naturens undere. Eller om naturens underligheder.

I går formiddags så jeg en humlebi. Den kunne ikke flyve. Hvorfor ved jeg ikke, men den kravlede tappert rundt på asfalten udenfor min lejlighed. Måske var det den første intelligente humlebi? Muligvis var det den første humlebi i historien, som rent faktisk har indset det faktum, at den i realiteten slet ikke kan flyve.

I hvert fald traskede denne humlebi rastløst rundt på jorden, og jeg fulgte den en tid. Ikke fordi jeg nyder at se dyr lide, men det var faktisk lidt spændende. Letter den, letter den ikke? Jeg hørte titelmelodien fra Rocky i mit hoved, og så scenen hvor Sly triumferende kæmper sig op ad trappen.
Burde man have trådt på den og sat den fri af sine lidelser? Muligvis. Jeg kunne ikke. Og det er ikke fordi jeg simpelthen er for godt et menneske. Det er fordi de knaser sådan.

Den lettede ikke. Efter dagens dont mødte jeg i går eftermiddags den samme humlebi ( jo, jeg kunne kende den), med samme kampånd, om end tappet for en stor del af sine kræfter. Jeg blev imponeret over dens gåpåmod og håbede inderligt på, at den pludselig ville beslutte sig for at skide på logik og rationalitet og bare stige til vejrs.

Den steg ikke til vejrs. I går aftes skulle jeg ud for at ryge. Den stakkels humlebi lå lige udenfor min dør, som havde den forsøgt at kæmpe sig indenfor i varmen de sidste minutter af sit liv. Den havde givet sin sidste udånding og lå nu livløs og sammenkrøllet foran min dør - næsten som i fosterstilling.
Jeg lod den ligge. De knaser stadig selvom de er døde. Desuden følte jeg ikke jeg havde nogen ret til at bestemme hvad der skulle ske med dette lille væsen, hvis lidelser og død jeg var passivt vidne til.

Jeg har flere gange i dag trådt hen over bien uden at give for megen plads til tanker om, hvad der mon med tiden skal ske med sådan en lille fyr, som blot ligger der. Udbrændt og død efter en kamp for at leve.
Men da jeg så skulle ryge igen til aften opdagede jeg noget besynderligt: humlebien bevægede sig! Kunne det være sandt? Var der mirakler til trods alt? Måtte jeg overgive mig og begynde at tro på en almægtig gud?
Humlebien gled som et spøgelse stødt hen over asfalten. Men ved nærmere eftersyn var den ikke et spøgelse, og det var ikke noget mirakel - i hvert fald ikke i den forstand.

En myre havde her fundet paradis i form af verdens største humle-bøf, og den trak troligt afsted med kræet. Ikke mindre end fire myrer stod på sidelinjen og kiggede på (måske var det i virkeligheden myrernes udgave af verdens stærkeste mand?), mens vor tapre helt bravt kæmpede for at få bien med hjem til tuen.
Da var det jeg tænkte, at jeg engang havde hørt noget om en fødekæde, og at intet i øvrigt er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og jeg blev lettet og glad.

Indtil nu. Nu regner det. Myren er forsvundet og humlebien ligger - igen - ensomt tilbage. Hvad så nu, Mor Natur?

Om plakatsøjler

Jeg mødte en kunstner idag. Eller... jeg ved ikke om han selv vil betegne sig som en sådan. Men et kreativt sind havde han, og jeg kunne lide det. Det vækkede noget i mig.

Var på en lille gåtur med drengene, og vi gik forbi en mand, som stod og fotograferede en plakatsøjle. Jeg bed ikke mærke i det, men - gudskelov for børns nysgerrighed - det gjorde Jakob. Manden hørte knægten udtrykke sin undren og forklarede sig: han syntes plakatsøjler var utrolig smukke. De fortalte historier og ingen var ens.
Han har ret.
Han fortalte i øvrigt, at han havde fotograferet et utal af plakatsøjler i diverse forskellige lande, og at han lavede en slags fotocollager af dem. Jeg blev helt glad i maven af tanken om de historier han måtte have indsamlet i billedform og blev inspireret.
Ikke mindst synes jeg det var skønt at opleve, at der stadig findes kreative sjæle, som kan skue ud over det overfladiske i verden og se det smukke i de små hverdags-agtige ting.

Tiltrængt

I morgen tager jeg i sommerhus. Ved vandet. I rusk og regn. Det gør ikke noget, der er brændeovn, sauna og spabad. Masser af spil, cabernet sauvignon, kaffe. Og dem her:

Ville bare lige fortælle det.....

Daniel

Nu er han ved at være over en uge gammel, 9 dage helt præcist, så mon ikke det er tid til en introduktion til cyberspace? En fødselsberetning kommer også senere - jooow, der gør så - så må alle dem der ikke gider høre om livmoderhals og moderkager springe over denne blog når vi kommer så vidt - men allerførst vil jeg bare lige præsentere skønne Daniel: 3800 g. og 54 cm.