onsdag den 9. december 2009

Næsten færdig...

Igår var en dejlig dag med dejlige børn. De opførte sig som vidste de, at mor skulle bruge overskud til den store finale idag. Så jeg kvitterede med risengrød til aftensmad, og jeg var gavmild med kanelen. Ja nu skal det også siges, at det med opførslen holdt indtil det blev sengetid, så startede festen. Men det er da også svært når nu det er blevet besluttet, at man skulle have fælles værelse, og man bare ligesom synes det er SÅ hyggeligt at sidde og fnise til hinanden. Jeg kan ikke andet end tilstå, at jeg også syntes det var hyggeligt. Så jeg fnisede med. Og det selvom jeg bestemt ikke havde tid og burde stresse voldsomt og ryste på hænderne. Det er jo idag det går løs - eller rettere, det er idag det slutter. Hvis alt går vel da. Og det skal det, for jeg skal se mange mennesker i øjnene når jeg træder ud af lokalet med det grønne bord - verdens dejligste mand har inviteret hele den store familie på dyre og lækre kanapéer. Det lægger ligesom et endnu større pres på min præstation, men alligevel er nervøsitet ikke den mest dominerende følelse lige nu. Tanken om, at det om ca. en time er overstået, slut, finito - det er den der fylder.

Kryds tæer og fingre.

Ingen kommentarer: