mandag den 14. december 2009

Rolig mandag

Så blev det mandag. Men en god en af slagsen, for solen skinner, himlen er iskold vinterblå og der er kun fem dage til resten af familien holder ferie sammen med mig.

Weekenden var skøn og foregik i dejligt selskab, hvor latteren lå først for. Den var også travl, og måske er det derfor denne mandag virker larmende stille. Jeg har forsøgt at rydde lidt op hist og her og har fået fjernet de sidste rester af bachelor-opgaven på en hårdhændet, rituel måde, så nu er jeg fri af den - også i bevidstheden. Men jeg føler, at alting skal foregå i et langsomt ydmygt tempo, fordi det lægger stilheden op til. Sjovt at nyde sådan to forskellige ting lige meget; lørdag var ufatteligt larmende, både for mig og for resten af Danmark, og jeg synes det var fedt. Og den altoverdøvende ro der hviler over mig og mit hjem idag elsker jeg også.
Men dog kan jeg mærke, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal bruge roen til. Jeg er små-rastløs og fristes til at ødelægge den på en eller anden måde. Men jeg ved jeg skal nyde det, ellers fortryder jeg det om kort tid, når tornadoerne kommer hjem. Så kommer larmen nemlig igen - altså den gode af slagsen.

Ingen kommentarer: