På trods af, at mine jævnligt tilbagevendende mavekramper som skyldes stress (og denne gang muligvis også decembers gastronomi samt koffein) er vendt tilbage for fulde sejl, så vælger jeg alligevel at sidde her og skrive på min blog istedet for at bruge min tid konstruktivt på f.eks. det fordømte billedkunst eller forberedelse på den praktik jeg kaster mig ud i på mandag.
Men jeg fortrænger med alle mine psykiske kræfter, så jeg kan nyde de sidste dage af ferien, som jeg for første gang i løbet af denne uddannelse synes har været alt, alt for kort.
Desværre fortrænger min mave ingenting, men kræver stadig at jeg engang imellem kryber sammen i fosterstilling og jamrer irriterende højlydt. Sådan må det være.
For jeg orker virkelig ikke. Jeg orker ikke at skulle bruge de næste to måneder på at undervise 2. b's elever i Dingo-bøger og "Den Første Læsning", for så at fare gennem eftermiddags-myldre-trafikken kl. 16.30 hver dag, så jeg kan nå at hente Jakob inden dagplejen lukker, og så bruge resten af dagen på at forberede mig til i morgen.
Det er vist ikke et godt tegn at jeg har det sådan. Jeg burde jo klappe i mine små hænder hver morgen når jeg står op, eftersom det er dét jeg er ved at uddanne mig til. Jeg burde glæde mig. Men jeg begynder sgu at tvivle lidt.
Faktisk er det lige før et job på et lille kontor, med min egen telefon og computer, mig i en knælang nederdel, habitjakke og opsat hår og fri kl. 15 så der er tid til overskudsagtig bage-muffins-kvalitetstid med familien virker ret tiltalende på mig.
Lad os nu se. Mon ikke disse skræmmende tanker fordufter så snart jeg kommer i gang igen? Indtil da vil jeg gå i dialog med min mave og se om vi ikke kan indgå et kompromis.
