mandag den 18. december 2006

Føler mig så hjælpeløs!

Så er den gal med søs igen...
Hun er et fantastisk væsen med en varme og en villen livet, som kan vække Grauballemanden op fra de døde. Men hun vælger for ofte de forkerte stier og ender i situationer, som gør hendes lyse sind gråt og trist.
På en eller anden måde lykkes det hende altid at tiltrække mennesker, der forvandler sig til glubske ulve når de møder et godt hjerte. Og det gør så forbandet ondt!
Men vi kan intet gøre. Andet end at håbe. På at hun denne gang mener det, når hun siger hun forlader ham. På at hun denne gang ikke stikker os en hvid løgn når vi spørger hvordan hun har det. På at hun en dag ikke længere behøver tage piller for at holde sjælen fra at krakelere.
På at vi engang kan kende hende igen - som den hun virkelig er.
Vi håber sådan...

søndag den 17. december 2006

L**** samvittighed!

Øv, hvorfor besluttede jeg mig dog for at fortsætte med skolen istedet for at holde barselsorlov?? Jeg har så travlt, at jeg slet ikke føler jeg har tid til at nyde Jakobs første tid.
Der var så mange ting jeg gerne ville. F.eks. havde jeg planer om at lave de klassiske gips-afstøbninger af Jakobs hænder og fødder allerede da han var helt spæd, og jeg ville gerne have taget nogle fine billeder af ham hos en fotograf, mens han stadig var lille baby. Jeg ville gerne have lavet en scrapbog, som jeg kunne sætte ting i allerede fra fødslen. Ingen af disse ting er blevet gjort, fordi tiden simpelthen er fløjet fra mig. Jeg har så meget at se til, og min dårlige samvittighed giver mig bare lyst til at tude nogle gange!!
Havde jeg nu taget orlov fra skolen i et år, så kunne jeg have fokuseret på det, der er vigtigt for mig lige nu og koncentreret mig udelukkende om min dejlige søn det første (og vigtigste) år. Istedet er det bare endt med at jeg er blevet stresset, har fået dårlig samvittighed fordi jeg er blevet stresset, og er blevet ked af det fordi jeg har fået dårlig samvittighed. Øv!

fredag den 15. december 2006

Hot: juletræ! Not: mug!



Jubii, vi har fået juletræ i år! Det har jeg gerne villet have de sidste tre år, men har ikke haft mulighed pga. de to vilde dyr vi havde (katte, men jo, de var vilde!!!).
Men NU står der et lille fint, rigeligt pyntet træ inde i min stue! Helt perfekt timing, nu hvor det er Jakobs allerførste jul.















Jeg glæder mig til at flytte. Glæder mig så meget at det slet ikke er til at beskrive. Alting rådner op her, der er mug og skimmel i vindueskarmene og væggene er sorte. Har simpelthen ufattelig dårlig samvittighed over, at min søn skal udsættes for det her. Tanken om hvilke meget, meget usunde sporer og bakterier der må være i luften uafbrudt giver mig kvalme. Han ligger i liften og sover lige nu. Han næse lyder helt stoppet. Det gør den altid. Og han hoster. Jeg tror det er pga. luften her. Gud, hvor bliver det godt når vi flytter!!! Jeg tæller ned... Kun halvanden måned endnu...

torsdag den 7. december 2006

Skønhed

Skønhed er et begreb ingen kan definere, og ingen kan tage patent på. For mig sidder skønheden lige nu her på mit skød iført en neongrøn, stribet dragt og med savl i mundvigen. Han er skaldet, er begyndt at få de berygtede Hansen-stritører og han er lidt småbuttet. Men han er det smukkeste og skønneste væsen i hele min verden.
Han smiler. Hele tiden. Sidder trofast og stirrer på mig og venter på min opmærksomhed, og så snart jeg kigger på ham, så smiler han. Helt op til Hansen-ørerne.

Vi er selv hjemme, han og jeg. Som vi er så tit. Vi hygger os. Lige nu, i dette moment, har vi ikke brug for nogen andre. Vi nyder hinanden, mens stilheden ligger rundt om vores lille osteklokke. Nogle gange er stilheden larmende. Ikke i dag.

onsdag den 6. december 2006

"Sådan noget pjat, sådan gjorde vi da dengang vi var børn..."

Prøv nu og hør, folkens;
Det er muligt, at du ikke fejler noget selvom din mor storrøg mens hun var gravid med dig og det er ikke sikkert, at dine børn har fået allergi selvom du har brugt sæbe og produkter med parfume og tilsætningsstoffer.
Det kan godt være, at dine unger har det helt fint selvom de har fået lov til at ligge på maven som spæde, og selvom du ikke har serveret dem økologisk mad.
MEN LAD VÆRE MED AT SIGE, AT DET ER NOGET PJAT HVAD SAMTLIGE LÆGER, JORDEMØDRE, SUNDHEDSPLEJERSKER OG ANDRE KLOGE MENNESKER SIGER!
Der er en grund til, at de siger som de gør.

Ingen har nogensinde påstået, at ALLE, som bruger gå-stol udvikler sig langsomt, eller at du kan være sikker på at blive allergiker, hvis du ikke bruger svanemærkede produkter. Men det er altså fakta at risikoen er større, så er det så så slemt at prøve så vidt muligt at vælge hvad der, ifølge eksperterne, er det bedste for mit barn??

Jeg ved det er ment i en god mening, men lad venligst være med at få mig til at føle mig som den mest pylrede mor, fordi jeg prøver at gøre det rigtige!!!

tirsdag den 5. december 2006

Endnu en blogger er født!

Så fik jeg også startet mig en blog... Startede jo ellers med en "dagbog" på sønnikes hjemmeside, men vil prøve det her istedet. Så er det jo helt min egen... :-)