Hvem er det nu, jeg er?

Jeg er træt. Helt ind til benet. Brændt sammen.
Forleden aften råbte jeg så højt af mine børn, at de begge blev forskrækkede og begyndte at græde. Derfor begyndte jeg at græde. Så sad vi dér, over lasagnetten og havde mistet appetitten og græd i armene på hinanden, og jeg havde lyst til at krølle mig selv sammen og kyle mig i skraldespanden. Den med at råbe "skjult kamera" virker bare ikke, når en 4-årig sidder på dit skød og mere end noget andet i verden har brug for at høre dig fortælle, at det var første og eneste gang du nogensinde vil råbe så højt. Jeg græd også dagen efter. For jeg følte mig luset og mine børn uværdig, fordi jeg havde reageret så voldsomt, og jeg var sikker på, at de aldrig ville glemme det og tilgive.
Jeg er tilgivet. Håber jeg.

Jeg er ikke sikker på hvad mit pludselige tab af fornuft skyldtes. Men jeg véd, at jeg er nået til et bristepunkt, hvor jeg ikke længere orker at samle planter og jord op fra gulvet hver dag, fordi sønnike har "udfoldet sig". Jeg bliver snart vanvittig af at skulle tørre mælk op fra spisebordet tre gange under et enkelt måltid og - det lyder forfærdeligt - jeg er træt af, at skulle bruge al min tid på at skulle opdrage. Jeg har brug for - nej, det er noget sludder, men jeg har lyst til, at sætte mig i stolen og læse en avis, et blad, en bog. Jeg har lyst til uforstyrret at se en hel nyhedsudsendelse, eller for den sags skyld en ligegyldig dramaserie. Jeg har lyst til, at jeg kan komme hjem fra arbejde og koble af med en kop kaffe i køkkenet inden resten af pligterne skal klares. Og ikke mindst har jeg lyst til, at kunne tænke en tanke til ende inden mit navn bliver råbt og jeg skal tørre/hjælpe/lege/trøste/lytte/rose/skælde/skifte/synge/læse/putte/hente/bringe..............

Mit navn er Mor, forresten. Det tror jeg da nok..?