Sansning

Jeg ville sådan ønske jeg ejede et stort, sejt kamera. Så ville jeg have det med mig overalt. Og så igen - hvis jeg kender mig selv ret, så ville jeg alligevel aldrig få taget nogen billeder, for jeg ville have alt for travlt med at opleve. Jeg er altid så bange for, at jeg selv går glip af oplevelsen, hvis jeg har travlt med at forevige den på et fotografi. Af samme grund bliver det til for få billeder af alt det sjove mine børn gør, af familiefester og sammenkomster, af alt det, hvor man bagefter tænker: "dét der var så sjovt/smukt/sært, hvis jeg dog bare havde et billede af det!" Jeg kan kun trøste mig med, at jeg til gengæld tog imod oplevelsen uden at blinke, mens den stod på. Idag fik jeg f.eks. den gladeste fornemmelse i maven da Jakob dybt fascineret pegede på en himmel, som ikke bare var lyserød, men pink, og belærende fortalte mig, at det var solens værk. Det ville jeg gerne have haft frosset fast, så jeg kunne se den himmel og den dreng for mig igen og igen. Men det kan jeg jo også, takket være alle mine sansers erindringsevne.

Om plakatsøjler

Jeg mødte en kunstner idag. Eller... jeg ved ikke om han selv vil betegne sig som en sådan. Men et kreativt sind havde han, og jeg kunne lide det. Det vækkede noget i mig.

Var på en lille gåtur med drengene, og vi gik forbi en mand, som stod og fotograferede en plakatsøjle. Jeg bed ikke mærke i det, men - gudskelov for børns nysgerrighed - det gjorde Jakob. Manden hørte knægten udtrykke sin undren og forklarede sig: han syntes plakatsøjler var utrolig smukke. De fortalte historier og ingen var ens.
Han har ret.
Han fortalte i øvrigt, at han havde fotograferet et utal af plakatsøjler i diverse forskellige lande, og at han lavede en slags fotocollager af dem. Jeg blev helt glad i maven af tanken om de historier han måtte have indsamlet i billedform og blev inspireret.
Ikke mindst synes jeg det var skønt at opleve, at der stadig findes kreative sjæle, som kan skue ud over det overfladiske i verden og se det smukke i de små hverdags-agtige ting.

Tog lige et smut til festival...

Og hvem var det så lige der uden varsel blev ringet op i går aftes og fik kastet en billet til Kløften Festival i nakken? Moi. Den skulle da ikke gå til spilde, og slet ikke med udsigt til den mulighed at opleve Beth Hart endnu engang - denne gang gratis - fyre den af.

Så med ca. halvanden time til hun gik på scenen blev telefonen rødglødende under jagten på en barnepige. Det lykkedes. Og pludselig stod jeg der og sang med.

Det var den ringeste optræden hun har givet hidtil, for staklen var syg, men det bliver aldrig helt ringe når det er hende. Og så kan jeg ovenikøbet tage derop igen i dag og høre mere - gratis - musik.

Tak, farmand!

Hej! -Hvem er du?

Nogle gange har jeg en mistanke om, at der er et stort sort hul i min hukommelse, som bevirker, at personer, der har krydset min vej i en eller anden sammenhæng tidligere i livet, simpelthen ikke eksisterer i min bevidsthed - i hvert fald som bekendte. Desværre gør jeg jo i deres. OG DET ER SÅ PINLIGT pludselig at møde disse personer, som snakker til mig som om vi engang har indgået en blodpagt om altid at være bedste venner... og så er jeg blank på både navn og ansigt.

Det skete idag. En stakkels pige (stakkels, fordi jeg tror sagtens hun kunne fornemme, at det eneste der gik gennem mit hoved var et desperat: "hvem er du, hvem er du, hvem er du...?") kom hen til mig og gik straks igang med det lange referat af, hvad der er sket i hendes liv siden vi sidst sås ("Hvornår var det, hvornår var det, hvornår var det...?"). Desuden viste hun sin irriterende lille mave frem og annoncerede stolt, at "nu var det hendes tur" (ok, så jeg har altså mødt hende inden for de sidste to år...?), og at hun kun havde to måneder til termin (Grrrrrr, hun lignede én der bare lige havde spist en god frokost!). Vi snakkede længe, og jeg nikkede og smilede selvfølgelig og fortalte om mit liv, og forsøgte at undgå øjenkontakt og afsløre det kæmpestore spørgsmålstegn der var printet ind i hele mit ansigt.
Jeg var helt flov da jeg gik derfra, og kæmper stadig med at fremtvinge noget der ligner en erindring om hvor og hvornår denne pige har optrådt i mit liv. Men jeg er blank. Fuldstændig blank. Der er INTET der dæmrer. Det er simpelthen for pinligt.

Turen går til Harzen!

- I morgen. Fire dage der hvor heksen kommer fra, så jeg skal nok føle mig hjemme. Det er måske ikke Kreta... Men det er årets eksotiske ferie, og skal nok blive sjovt.

Adieu!

En perfekt lørdag

"Toiletter, Harry! Harry, toiletter!"

Aaaaah, jeg er nu indehaver af minderne om en kodyl (!) aften i selskab med folk, som rent faktisk (believe it or not) er på samme latterligheds-niveau som jeg selv. At tilbringe ni timer i træk siddende på sin flade på den samme café med de samme mennesker kan måske lyde som en dræber, men nej. (Jo, måske lidt for den flade, men absolut ikke for stemningen!) Vi kunne være blevet ved i dagevis.
Øl, irish coffee og diverse cocktails blev bragt til bordet uden pauser, men det havde ikke været nødvendigt, for humøret var i top alligevel. Vi var platte og interne så det basker, kastede om os med sort humor og var så latterlige, at vi skrev sjofle bemærkninger i naive studenters huer. Jeg brugte en måneds forbrug af grin på én aften. Det var skønt! Og tiltrængt.