Gider simpelthen ikke...

... bruge min energi på det her! Men det gør jeg altså. Alt for meget!

Fører krig mod underboen. Eller, vil faktisk påstå at det er hende der fører krig, og os der forsvarer, selvom det burde være omvendt.
Sidder i skrivende stund med dirrende hænder af ren raseri. For "den russiske roulette" af en underbo har ENDNU ENGANG drejet volumenknappen, og ikke mindst bassen, op på et niveau, som får alt her hos os til at gynge. Sjovt nok få dage efter, at hun har efterladt en lille notits i vores postkasse om, at vores børn larmer for meget om aftenen!!! (De kommer i seng kl 19.00).

Derudover mener hun i øvrigt, at vi skal være stille og ikke stå så tidligt op, når hun skal sove om morgenen, for hun har meget skiftende arbejdstider og har brug for søvnen. Nååårh ja.... undskyld, prinsessen på ærten, det skal sgu ikke ske igen at vi møder på arbejde til tiden...

Aaaarhmen jeg er så harm altså. Diskussionen om hvem der larmer mest, og hvem der har ret til at larme, er hidtil foregået på lavt niveau: med brevudveksling i postkasserne. Hvilket i virkeligheden er latterligt, fordi der ingen fornuft er at hente nogen steder på den måde. Og da slet ikke hos hende, som efter at have mast en kæmpe ikea-møbel-papkasse i skraldespanden, satte en seddel op i opgangen, om vi gad sortere vores affald noget bedre...

Jeg gider ikke kampen mere, og jeg gider virkelig ikke tanken om, at jeg med stor sandsynlighed ingen søvn får i nat.

Feriens start

Så er det søndag morgen i nystartet vinterferie. En vinterferie, som er tiltrængt. Ikke fordi jeg er stresset eller træt, men fordi det kniber lidt for mig at følge med med planlægningen og forberedelserne til undervisningen. Heldigvis er det en af de gode slags udfordringer, som jeg elsker at have.
Nå ja, og så er vinterferien også tiltrængt, fordi al den sygdom der har floreret på matriklen bare skal hviles væk nu. Når jeg starter igen efter ferien vil jeg prøve at gøre det uden at skulle skaffe barnepiger til drengene på skift!

Hvis denne søndag morgen skal være en indikation på resten af feriens forløb, så bliver det godt. Jeg nyder synet af mindstemanden, som leger i storebrors legekøkken og jeg nyder lyden af hans ordløse udbrud når han ved et tilfælde kommer til at tænde for komfuret. I baggrunden kører morgenradioen, som vi ikke lytter til, men bare hører. Selv kaffen dufter og smager af ferie og vi er omgivet af det, jeg tror på var præcist dét Grundtvig mente med "en stilhed, som er livets egen". I hvert fald er her rigtig rart, og jeg er sikker på, at vi befinder os ret tæt på det de kalder lykken...