Rådgivning, tak.

Beslutningen er truffet - til stor forventningsglæde for både hr. Skidespræller og jeg selv: Projekt Ny Bebs er igangsat. Ved hjælp af en skøn mekanisme kaldet fortrængning har vi naturligvis begge glemt alt om de hårde tider i første år med Jakob, og har det egentlig meget godt med det.

Men nu har jeg lige læst Vi Forældre, selvfølgelig med et skræmmebillede af en artikel om, hvor hårdt det er pludselig at have TO børn i stedet for ET, og mister helt modet. Vi får tilsyneladende ALDRIG mere tid til at snakke sammen, Palle og jeg, før ungerne er flyttet hjemmefra, til gengæld kommer søskendejalousi, kombineret amning/godnatlæsning og dobbelt-lortebleer til at fylde hverdagen.
Jeg synes jeg har tænkt det igennem så mange gange og hver gang er kommet til den konklusion, at det bare bliver helt FANTASTISK med endnu et af de vidunderlige væsener vi kalder vores børn , men nu føler jeg pludselig alligevel at jeg tager munden for fuld.

Kan jeg studere og have to børn og samtidig være det menneske jeg gerne vil være? Dette er ikke et retorisk spørgsmål, jeg trænger til gode råd fra kloge mennesker!!!

Om de svage og de stærke

Jeg hørte igen i dag udtrykket "de svage elever" på det kaotiske og meget røgfrie lærerværelse fyldt med omvandrende, kaffegurglende mavesår. Og igen måtte jeg tænke: hvem er de, disse svage elever?? Ifølge de Merrild-elskere jeg omgiver mig med lige for tiden, er det tilsyneladende de elever, som ikke er superlæsere, -skrivere og -regnere. Altså - i min verden - de mere kreative. Tænk, selv ordet kreativ er næsten blevet et bandeord i skoleregi, fordi det netop er forbundet med denne sammenligning, og derfor lugter lidt af "analfabet".
Men hvorfor er det så skidt at være kreativ? Det er blevet enormt moderne at tale om "den rummelige skole", Howard Gardner og de mange intelligenser og andre pædagogiske retninger, som skal give plads til alle. Alligevel synes jeg gang på gang at støde på begreber som "dum", "doven", "bøvlet" og "svag", når jeg befinder mig blandt personalet på diverse danske folkeskoler. Og hver gang må jeg tænke: Gudskelov, at jeg er en af de stærke! Ellers ville jeg jo være fortabt!
På den anden side ved jeg godt hvem der imponerer mig mest, hvis valget står mellem Salvador Dalì og Bill Gates.

Jeg forarges - igen.

Det kommer nok næppe længere som en chokerende nyhed for nogen, at jeg med jævne mellemrum får en kvalmende følelse af afsky over vort fædreland. Men helt ærligt: kan nogen nævne bare én positiv ting ved at trykke de tegninger igen??

Jeg ser sådan på det: Danmark dummer sig. Folk (mange folk) bliver sure. Danmark gemmer sig stædigt bag såkaldt ytringsfrihed i stedet for at give en kvajebajer. Folk (flere folk) bliver endnu mere sure og straffer Danmark ved bl.a. at boycotte danske varer, så Danmark taber mange, mange penge. Danmark bliver fornærmet. En tegner bliver truet på livet, så Danmark vælger da at trykke hans tegning i stor format i flere dagblade dagen efter. Fordi denne tegning er jo indbegrebet af ytringsfrihed!(??)
Danmark er altså en trodsig 12-årig, der rækker skråt-op til alle dem der prøver at fortælle ham hvad der er rigtigt og forkert, og råber: "Haha, jeg er da ligeglad, se hvad jeg kan!". Barnagtigt og pinligt.
Jeg ser masser af negative følger af genoptrykket af turban-bomben:

• Sindene blusser op igen, hvilken nok ikke er nogen god nyhed for Kurt Westergaard.
• Flere boycotts af danske varer?
• Forøget terrortrussel?
• PET på overarbejde.
• Flere afbrændte biler på Nørrebro?

Men jeg ser INTET godt komme ud af det. Jamen vi skal jo værne om ytringsfriheden? Jeg ser STADIG ingen sammenhæng mellem det at trykke en hånende (og i øvrigt nazi-inspireret) tegning og ytringsfrihed. Og jeg tror aldrig jeg kommer til det.

Længsel

Tulipanerne er dyre, men nødvendige, her i februar. De minder mig om, at der er håb.
Jeg kæmper med næb og kløer for at holde humøret over nulpunktet i en måned, som intet positivt bringer med sig, udover måske, hvis man er heldig, noget der ligner vintergækkespirer.

Jeg vil ikke være...

... Et af de mennesker, som vil have, at alting matcher og ser stilfuldt ud!
Det har jeg altid sagt. Her skal se ud som om her bor nogen. Og ikke mindst, så skal det fa'me kunne ses at her bor børn (indtil videre bare barn). Der skal være fedtede fingre på glaslågerne, krummer i sofaen og legetøj på gulvet til livsfare for de, der ikke kender ruten udenom.

Og så var det jo lige, at jeg købte det hersens nye spisebord i dag... Meget flot, helt mørkt og med fine mørkebrune læderstole til. Fik smidt det andet af vejen og samlet det nye, og hvilken tanke flyver uvilkårligt gennem mit hoved? At den spraglede, meget lidt kønne voksdug med billeder af farveblyanter, som hidtil af gode grunde har ligget under 1 1/2-åriges siddeplads, simpelthen ikke kan ligge under det bye bord. Det ødelægger jo HELT det smukke bords udtryk!
WHAT??? Jeg VIL ikke være sådan én, jeg MÅ ikke blive sådan én!! Tænk hvis jeg ender med at blive en af dem, som samler sig et Bo Bedre-hjem, blot for at folk skal blive usikre på, om sofaen egentlig overhovedet er til at sidde i, eller om den er til pynt?

Jeg ville ønske jeg kunne slutte af med at skrive, at jeg naturligvis straks lagde den grimme voksdug ind under bordet og vendte tilbage til min totalt afslappede "maling-på-væggene-er-ok-attitude", men jeg må skuffe. Jeg sidder og ser på bordet, som i sandhed er det eneste smukke møbel jeg ejer, og kan mærke, at det virkelig bliver grænseoverskridende for mig at skulle spolere det med rædslet. Måske man kan gå på kompromis og gå ned og købe en knap så prangende voksdug en af dagene..?