Rådgivning, tak.

Beslutningen er truffet - til stor forventningsglæde for både hr. Skidespræller og jeg selv: Projekt Ny Bebs er igangsat. Ved hjælp af en skøn mekanisme kaldet fortrængning har vi naturligvis begge glemt alt om de hårde tider i første år med Jakob, og har det egentlig meget godt med det.

Men nu har jeg lige læst Vi Forældre, selvfølgelig med et skræmmebillede af en artikel om, hvor hårdt det er pludselig at have TO børn i stedet for ET, og mister helt modet. Vi får tilsyneladende ALDRIG mere tid til at snakke sammen, Palle og jeg, før ungerne er flyttet hjemmefra, til gengæld kommer søskendejalousi, kombineret amning/godnatlæsning og dobbelt-lortebleer til at fylde hverdagen.
Jeg synes jeg har tænkt det igennem så mange gange og hver gang er kommet til den konklusion, at det bare bliver helt FANTASTISK med endnu et af de vidunderlige væsener vi kalder vores børn , men nu føler jeg pludselig alligevel at jeg tager munden for fuld.

Kan jeg studere og have to børn og samtidig være det menneske jeg gerne vil være? Dette er ikke et retorisk spørgsmål, jeg trænger til gode råd fra kloge mennesker!!!