søndag den 17. maj 2009

Om plakatsøjler

Jeg mødte en kunstner idag. Eller... jeg ved ikke om han selv vil betegne sig som en sådan. Men et kreativt sind havde han, og jeg kunne lide det. Det vækkede noget i mig.

Var på en lille gåtur med drengene, og vi gik forbi en mand, som stod og fotograferede en plakatsøjle. Jeg bed ikke mærke i det, men - gudskelov for børns nysgerrighed - det gjorde Jakob. Manden hørte knægten udtrykke sin undren og forklarede sig: han syntes plakatsøjler var utrolig smukke. De fortalte historier og ingen var ens.
Han har ret.
Han fortalte i øvrigt, at han havde fotograferet et utal af plakatsøjler i diverse forskellige lande, og at han lavede en slags fotocollager af dem. Jeg blev helt glad i maven af tanken om de historier han måtte have indsamlet i billedform og blev inspireret.
Ikke mindst synes jeg det var skønt at opleve, at der stadig findes kreative sjæle, som kan skue ud over det overfladiske i verden og se det smukke i de små hverdags-agtige ting.