Nogle gange har jeg en mistanke om, at der er et stort sort hul i min hukommelse, som bevirker, at personer, der har krydset min vej i en eller anden sammenhæng tidligere i livet, simpelthen ikke eksisterer i min bevidsthed - i hvert fald som bekendte. Desværre gør jeg jo i deres. OG DET ER SÅ PINLIGT pludselig at møde disse personer, som snakker til mig som om vi engang har indgået en blodpagt om altid at være bedste venner... og så er jeg blank på både navn og ansigt.
Det skete idag. En stakkels pige (stakkels, fordi jeg tror sagtens hun kunne fornemme, at det eneste der gik gennem mit hoved var et desperat: "hvem er du, hvem er du, hvem er du...?") kom hen til mig og gik straks igang med det lange referat af, hvad der er sket i hendes liv siden vi sidst sås ("Hvornår var det, hvornår var det, hvornår var det...?"). Desuden viste hun sin irriterende lille mave frem og annoncerede stolt, at "nu var det hendes tur" (ok, så jeg har altså mødt hende inden for de sidste to år...?), og at hun kun havde to måneder til termin (Grrrrrr, hun lignede én der bare lige havde spist en god frokost!). Vi snakkede længe, og jeg nikkede og smilede selvfølgelig og fortalte om mit liv, og forsøgte at undgå øjenkontakt og afsløre det kæmpestore spørgsmålstegn der var printet ind i hele mit ansigt.
Jeg var helt flov da jeg gik derfra, og kæmper stadig med at fremtvinge noget der ligner en erindring om hvor og hvornår denne pige har optrådt i mit liv. Men jeg er blank. Fuldstændig blank. Der er INTET der dæmrer. Det er simpelthen for pinligt.
