... Det manglede også bare, for jeg skal i skole i weekenden! Hvem tror de de er? Tror de jeg tager den her uddannelse for min EGEN skyld?? Eller... wait a minute..? Hmm... Ok ok, jeg tager afsted med et smil på lørdag. SELVOM min kalender (ikke mindst i weekenderne) er ved at sprænges af "
husk at..", "
deadline.." og "
husk at..".
Jeg er ked af at skulle indrømme det, men jeg
er bare ikke særlig overskudsagtig, og nogle gange kan jeg få stress af at skulle overskue at fylde benzin på bilen eller afkalke kaffemaskinen.
Anyway: nu har jeg startet min playlist kaldet "
Tania - glad", som er en broget blanding - bl.a. med Gnags, Inner Circle, Rage Against the Machine, Kashmir, Marilyn Manson og En Vogue - og så vil jeg forsøge at blive det. Altså glad. For jeg begynder også at smitte af på både dreng og mand, og DET er usundt.
Og med dette musik bølgende ind i mine øregange er det tid til at tage nogle ting op til overvejelse; er det værd at gøre livet surt for os alle tre herhjemme, for at forsøge at tilfredsstille folk, som med spydige kommentarer minder om, at de ikke ser nok til mig, at de aldrig bliver inviteret, og at jeg generelt bør have dårlig samvittighed?
Er det ikke fuldstændig skørt, at jeg, når jeg så
endelig har lidt tid, skynder mig at vise min tilstedeværelse hos de mennesker, som
kræver mig, frem for dem jeg rent faktisk har
lyst til at være sammen med??
Nyt emne:Der har været adskillige indlæg om dette på bloggen, men jeg må igen have det ud af mit system.
Jeg er traaaaaat af Danmark!
Efter en skoleopgave, som drejede sig om at springe ud i en definition på begrebet
dannelse (som om det er muligt), gik det endnu engang op for mig, hvor LIDT dannede vi er, på trods af vores ellers så "velfungerende velfærdssamfund" og demokrati. For fanden, hvor er vi da blevet gjort opmærksomme på vores rettigheder! Så meget, at vi er blevet blinde for alt andet. Vi er i forsvarsposition uafbrudt og klar med angreb, hvis nogen skulle så meget som vise tegn på at ville forlange noget af os. For vi skylder i hvert fald ikke nogen noget, og vi er i vores fulde ret til ikke at give nogen noget som helst!
Glemmer vi ikke, at der med rettigheder også følger pligter? Såsom f.eks. tillid? Vi aner ikke hvad det er mere. Vi skal sgu ikke stole på nogen, for det behøver vi ikke, og tænk nu hvis de ændrede på vores syn på verden. Det ville jo gøre os utrygge! Derfor er vores udgangspunkt: kender vi det ikke og forstår vi det ikke, så kan vi ikke lide det.
Og dem der sidder på toppen ved godt, at vi har det sådan. Derfor skal vi ensrettes. Der skal renses ud nu, for så får vi et mere trygt (=mere roligt, mere nemt) land. Lad os pakke alle de "forkerte" væk. Forstår ingen, at det gør os decideret
dummere? Hvordan skal vi have mulighed for at reflektere og stille spørgsmålstegn ved noget som helst, at udvide vores horisont, hvis vi kender alt og alle fordi de er fuldstændig som os selv?
Hmmm... Det endte vist med at komme til at lyde som en frygt for noget der ligner Holocaust... (den glade musik har altså indtil videre ikke virket).. Det er måske at gå lige i overkanten, og jeg skal da også understrege, at jeg er glad for demokratiet og velfærdssamfundet. Pointen er, at vi er blevet snæversynede og bedrevidende, og jeg kan forestille mig, at èn som ser vores lille samfund udefra må finde os ufattelig arrogante. Vores etiske og moralske overvejelser er forsvindende små, fordi vi tror demokratiet et nok.
Konklusionen er vist bare, at jeg ønsker mig at besøge et sted, hvor de indre værdier og samspillet mellem to mennesker der møder hinanden som ligeværdige er
vigtigere end de love, regler og retningslinjer der er nedskrevet i en eller anden regering.
