Hvem er det nu, jeg er?

Jeg er træt. Helt ind til benet. Brændt sammen.
Forleden aften råbte jeg så højt af mine børn, at de begge blev forskrækkede og begyndte at græde. Derfor begyndte jeg at græde. Så sad vi dér, over lasagnetten og havde mistet appetitten og græd i armene på hinanden, og jeg havde lyst til at krølle mig selv sammen og kyle mig i skraldespanden. Den med at råbe "skjult kamera" virker bare ikke, når en 4-årig sidder på dit skød og mere end noget andet i verden har brug for at høre dig fortælle, at det var første og eneste gang du nogensinde vil råbe så højt. Jeg græd også dagen efter. For jeg følte mig luset og mine børn uværdig, fordi jeg havde reageret så voldsomt, og jeg var sikker på, at de aldrig ville glemme det og tilgive.
Jeg er tilgivet. Håber jeg.

Jeg er ikke sikker på hvad mit pludselige tab af fornuft skyldtes. Men jeg véd, at jeg er nået til et bristepunkt, hvor jeg ikke længere orker at samle planter og jord op fra gulvet hver dag, fordi sønnike har "udfoldet sig". Jeg bliver snart vanvittig af at skulle tørre mælk op fra spisebordet tre gange under et enkelt måltid og - det lyder forfærdeligt - jeg er træt af, at skulle bruge al min tid på at skulle opdrage. Jeg har brug for - nej, det er noget sludder, men jeg har lyst til, at sætte mig i stolen og læse en avis, et blad, en bog. Jeg har lyst til uforstyrret at se en hel nyhedsudsendelse, eller for den sags skyld en ligegyldig dramaserie. Jeg har lyst til, at jeg kan komme hjem fra arbejde og koble af med en kop kaffe i køkkenet inden resten af pligterne skal klares. Og ikke mindst har jeg lyst til, at kunne tænke en tanke til ende inden mit navn bliver råbt og jeg skal tørre/hjælpe/lege/trøste/lytte/rose/skælde/skifte/synge/læse/putte/hente/bringe..............

Mit navn er Mor, forresten. Det tror jeg da nok..?

Endnu et substitut

Denne gang erstatter Panodil de evindelige Strepsils i kampen mod hals-smerterne, som er ved at tage livet af mig. Ja, det lyder som om jeg er ramt af den frygtelige selvmedlidenheds-virus, som ellers efter sigende oftest rammer den halvdel af verdens befolkning, som om morgenen kan rejse sig før de vågner. Men jeg sværger, at jeg efter mit rygestop for 8 måneder siden utallige gange har måttet døje med en fuldstændig uudholdelig skærende smerte i mit stakkels svælg. Det er ironisk, og faktisk i den grad unfair og røvirriterende, at man på den måde skal straffes for, hvad man tror er at gøre sin krop en tjeneste.

substitut

Jeg har en umådeligt stor trang til græsk yoghurt med ahornsirup og frisk frugt til morgenmad!

Jeg har kun almindelig yoghurt, honning og frosne bær i huset. Det er ligesom ikke helt det samme.

Gider simpelthen ikke...

... bruge min energi på det her! Men det gør jeg altså. Alt for meget!

Fører krig mod underboen. Eller, vil faktisk påstå at det er hende der fører krig, og os der forsvarer, selvom det burde være omvendt.
Sidder i skrivende stund med dirrende hænder af ren raseri. For "den russiske roulette" af en underbo har ENDNU ENGANG drejet volumenknappen, og ikke mindst bassen, op på et niveau, som får alt her hos os til at gynge. Sjovt nok få dage efter, at hun har efterladt en lille notits i vores postkasse om, at vores børn larmer for meget om aftenen!!! (De kommer i seng kl 19.00).

Derudover mener hun i øvrigt, at vi skal være stille og ikke stå så tidligt op, når hun skal sove om morgenen, for hun har meget skiftende arbejdstider og har brug for søvnen. Nååårh ja.... undskyld, prinsessen på ærten, det skal sgu ikke ske igen at vi møder på arbejde til tiden...

Aaaarhmen jeg er så harm altså. Diskussionen om hvem der larmer mest, og hvem der har ret til at larme, er hidtil foregået på lavt niveau: med brevudveksling i postkasserne. Hvilket i virkeligheden er latterligt, fordi der ingen fornuft er at hente nogen steder på den måde. Og da slet ikke hos hende, som efter at have mast en kæmpe ikea-møbel-papkasse i skraldespanden, satte en seddel op i opgangen, om vi gad sortere vores affald noget bedre...

Jeg gider ikke kampen mere, og jeg gider virkelig ikke tanken om, at jeg med stor sandsynlighed ingen søvn får i nat.

Støj vs. søvn

Underboen holdt julefrokost i nat. Vi tog vores forholdsregler og skillede de ting ad, som vi vidste ville komme til at larme under bassens vibrationer, men glas og vaser og porcelæn i skabene klirrede løs alligevel. Også kl. 4 i morges. Jeg har bidt tænderne så meget sammen i løbet af natten, at jeg har ondt i kæberne idag. Men jeg var ikke nede og brokke mig. For damen havde jo sat en seddel op i opgangen for to dage siden, så hun havde jo advaret. Desuden må vi alligevel finde os i, at hendes bas trænger op gennem gulvbrædderne næsten hver dag i ugen, så naive som vi var tænkte vi: "ja ja, men hvor meget værre kan det lige blive, bare fordi hun holder julefrokost?".
Det kunne blive en hel del værre. Vores lejlighed føltes som et hus i Haiti fra kl. 19.00 til kl. 4.30. Og jeg var rasende og træt i nat, og har ondt i hovedet idag.

Jeg gider ikke lejeboliger mere!!!

En hurtig update

Det er dejligt at være savnet. Så får man lyst til liiige at skubbe bachelor og praktikforberedelse fra sig og vise at man stadig er i live.

Kort fortalt er mit problem, at jeg har overvurderet mig selv og været lidt for optimistisk (naiv). Heeeelt realistisk tænkte jeg: fødsel, barsel, bachelor og mine afsluttende eksaminer... dem nupper jeg da lige på en gang, no problemo. Right. Jeg kæmper stadig og håber på at stædighed betaler sig. Men det er ikke sjovt længere.

Samtidig har jeg ondt i min krop. Den har besluttet sig for at te sig mere gravid denne gang end sidst, og det i både bækken, ryg og... ja, for den sags skyld resten af mit korpus. Og igen vinder stædighed over fornuft, for jeg bider det da hellere i mig end beder manden om at hjælpe mig med de ting jeg ikke bør gøre.

Heldigvis har jeg en søn, som har en aura på flere hundrede meter af livsglæde, energi og varme, så jeg elsker mit liv alligevel og er lykkelig - jo, lykkelig - hver dag!

What the f***!?!?

For real???
Så en kunstner (??) sidde i fuld alvor i Go'morgen Danmark og fortælle om denne fantastiske idé, han havde fået: Dead man catwalking.
Nu må verden for h... da tage sig sammen! Hvor er det dog til at brække sig over.

Nu tyer jeg til bloggen

Min stakkels dreng er så plaget af atopisk eksem/børneeksem/noget der friggin æder huden op, og jeg er så inderligt ked af, at jeg ikke kan hjælpe ham. Lægen siger: "brug hormoncreme!" (underforstået noget, som gør huden tynd og skør og i øvrigt har x antal ukendte, uønskede bivirkninger). Hudlægen siger: "Brug steroidcreme!" (=hormoncreme, læs ovenstående). MEN DE DERSENS F***ING CREMER HJÆLPER NADA! Så nu er vi - på opfordring af flere uafhængige, kloge mennesker - gået i sving med en mælkediæt. Drengen som elsker mælk og ost skal nu have persillesovs lavet på vand...

Konstant bliver der peget på hænderne og sagt "aav", og der bliver kradset til blods og grædt, både hos mor og søn (altså det med at græde, ikke kradse til blods). Og det er med god grund:

Så nu prøver jeg her: hvis NOGEN skulle læse med på bloggen og tilfældigvis kende til en magisk trylledrik eller andet vidundermiddel, som er værd at prøve, så hjælp mig.

Lorte-USA!

Det er så friggin sørgeligt at se Station 2 Special, at jeg er lige ved at tude. Det handler om amerikanske fængsler, men de fængselsbetjente der arbejder der, eller rettere: dem, der har bestemt at systemet skal være som det er i USA, burde fandeme selv have lov til at sidde der!
Hvordan kan det gøre nogen som helst til bedre mennesker, at en fængselsstraf skal overskride menneskerettigheder på SÅ grov en måde?

• Overbetjent StorOgStærk siger med skræmmende stor selvhøjtidelighed: "Det er mig der bestemmer, når jeg siger hop, så skal de sateme hoppe".
• Der bor tre personer i en celle på 2 x 3 m.
• Fangerne skal arbejde 30 dage af gangen (hvis de kan klare det) i en hed ørkensol, med indsamling af affald eller gravning af huller i jorden til begravelseskister. Under dette arbejde har de konstant en fælles fodlænke på, med 1 meters afstand mellem fangerne. Det betyder de er nødt til at gå i takt mens betjentene tvinger dem til at synge sange om hvor dumme de er fordi de er endt i fængsel.
• Ved spørgsmålet om hvorfor fangerne skal gå med lyserødt undertøj svarer betjenten dybt alvorligt, og jeg citerer: "fordi de hader lyserødt. Hvorfor skulle vi dog give dem en farve de kan lide?".

Det er jo grotesk!! Og frustrerende! Og... AAARRGH!

Suk.

Den sidste lille stump af god læsning og journalistisk skriverkunst er nu forsvundet fra Ekstra Bladet.

Du vil blive savnet, Jeppesen.

Jeg forarges - igen.

Det kommer nok næppe længere som en chokerende nyhed for nogen, at jeg med jævne mellemrum får en kvalmende følelse af afsky over vort fædreland. Men helt ærligt: kan nogen nævne bare én positiv ting ved at trykke de tegninger igen??

Jeg ser sådan på det: Danmark dummer sig. Folk (mange folk) bliver sure. Danmark gemmer sig stædigt bag såkaldt ytringsfrihed i stedet for at give en kvajebajer. Folk (flere folk) bliver endnu mere sure og straffer Danmark ved bl.a. at boycotte danske varer, så Danmark taber mange, mange penge. Danmark bliver fornærmet. En tegner bliver truet på livet, så Danmark vælger da at trykke hans tegning i stor format i flere dagblade dagen efter. Fordi denne tegning er jo indbegrebet af ytringsfrihed!(??)
Danmark er altså en trodsig 12-årig, der rækker skråt-op til alle dem der prøver at fortælle ham hvad der er rigtigt og forkert, og råber: "Haha, jeg er da ligeglad, se hvad jeg kan!". Barnagtigt og pinligt.
Jeg ser masser af negative følger af genoptrykket af turban-bomben:

• Sindene blusser op igen, hvilken nok ikke er nogen god nyhed for Kurt Westergaard.
• Flere boycotts af danske varer?
• Forøget terrortrussel?
• PET på overarbejde.
• Flere afbrændte biler på Nørrebro?

Men jeg ser INTET godt komme ud af det. Jamen vi skal jo værne om ytringsfriheden? Jeg ser STADIG ingen sammenhæng mellem det at trykke en hånende (og i øvrigt nazi-inspireret) tegning og ytringsfrihed. Og jeg tror aldrig jeg kommer til det.

Av! - Så er ferien forbi.

På trods af, at mine jævnligt tilbagevendende mavekramper som skyldes stress (og denne gang muligvis også decembers gastronomi samt koffein) er vendt tilbage for fulde sejl, så vælger jeg alligevel at sidde her og skrive på min blog istedet for at bruge min tid konstruktivt på f.eks. det fordømte billedkunst eller forberedelse på den praktik jeg kaster mig ud i på mandag.
Men jeg fortrænger med alle mine psykiske kræfter, så jeg kan nyde de sidste dage af ferien, som jeg for første gang i løbet af denne uddannelse synes har været alt, alt for kort.

Desværre fortrænger min mave ingenting, men kræver stadig at jeg engang imellem kryber sammen i fosterstilling og jamrer irriterende højlydt. Sådan må det være.

For jeg orker virkelig ikke. Jeg orker ikke at skulle bruge de næste to måneder på at undervise 2. b's elever i Dingo-bøger og "Den Første Læsning", for så at fare gennem eftermiddags-myldre-trafikken kl. 16.30 hver dag, så jeg kan nå at hente Jakob inden dagplejen lukker, og så bruge resten af dagen på at forberede mig til i morgen.

Det er vist ikke et godt tegn at jeg har det sådan. Jeg burde jo klappe i mine små hænder hver morgen når jeg står op, eftersom det er dét jeg er ved at uddanne mig til. Jeg burde glæde mig. Men jeg begynder sgu at tvivle lidt.
Faktisk er det lige før et job på et lille kontor, med min egen telefon og computer, mig i en knælang nederdel, habitjakke og opsat hår og fri kl. 15 så der er tid til overskudsagtig bage-muffins-kvalitetstid med familien virker ret tiltalende på mig.

Lad os nu se. Mon ikke disse skræmmende tanker fordufter så snart jeg kommer i gang igen? Indtil da vil jeg gå i dialog med min mave og se om vi ikke kan indgå et kompromis.

Jeg ved godt det er jul, men...

Hvis noget bliver min død på dette studie, så er det det linjefag jeg desperat valgte fordi man SKULLE vælge noget kreativt: billedkunst. Jeg synes ellers det var så hyyyg'ligt før i tiden at sidde og lave mine kedelige spartel-malerier eller skitsetegninger, og så var de jo også pæne som pynt... Problemet er bare, at "spartel-malerier", "pæn" og "pynt" er nogle af de værste fy-ord man kan bruge hvis man har tænkt sig at tage billedkunst seriøst.

Og jeg vil virkelig gerne tage billedkunst seriøst! Men det dræber bare lysten SÅ meget, når der er flere regler og mere teori end i den værste matematiktime (ja ja, det var lige det værste jeg kunne finde på). Så i stedet for at føle det er godt at lære en masse nye teknikker og i stedet for at elske at forbedre mig, så sidder jeg fuldstændig febrilsk og skribler på samme stykke papir indtil der går hul i det, og synes efterhånden, at jo mere jeg prøver, des mere ligner det Jakobs tegninger - eller forsøg på samme.

Og jeg skal til eksamen i lortet til sommer! Bæ!

Pyh, jeg bliver helt stakåndet bare af at skrive om det...

Faktisk tror jeg jeg skal bruge en papirspose...

AAAaaarrrgghh!!!

Miss Sanne

Fåååååårrrrk, hvor jeg dog brækker mig over 'alt-for-længe-mørkt-om-morgenen-vejr'!!!
(Jeg har sagt det før: Jeg er IKKE en af dem, som "bare kan finde noget godt i al slags vejr", som kalder regn og rusk for "et rigtigt dragevejr", og som "ææææælsker at komme ud og blive rusket igennem, for man bliver bare så frisk af det!").

Har ikke lyst til andet end at drikke kaffe og ryge smøger. Jo, det skulle da lige være at deltage i et evt. oprør, en demonstration udenfor Christiansborg, med kæmpe bannere med teksten: "Fjern efteråret før topskatten!", og horder af med-snottede, som råber: "Aldrig mere influenza! Aldrig mere influenza!" Nå ja, de kan jo tilsyneladende efterhånden lovgive om hvad som helst, så hvorfor ikke..?

Nå, men når det sure opstød så har fundet vej fra mavesækken og ind på bloggen, så er det tid til en hel anden ting:
Advarsel: De følgende oplysninger har et udelukkende kommercielt indhold:
En ny blogger er født, og hun er værd at tage et kig på. Dejlig pige med et dejligt hjerte:
Miss Sanne.

Godmorgen

Efter i går aftes at have sniffet Otrivin op i de tvivlsomme åbninger i mit snudeskaft, som var det kokain og jeg Amy Winehouse, lykkedes det mig at få sovet ret godt i nat. Faktisk føler jeg næsten jeg er på vej til at blive rask. Og hvem vågner så med forkølelse op til begge ører?
Stakkels lille Jakob.
Det er tarveligt af livet.

Afløb for skyldfølelsen

• Jeg kender en kvinde, som lige har fået barn nummer to, og som samtidig er ved at sætte hus i stand mens manden lige er blevet selvstændig. Jeg ville så gerne være der til at hjælpe lidt til med hverdagens gøremål engang imellem.

• Jeg kender en anden kvinde, som har ondt i livet. Jeg ville ønske jeg kunne sætte mit eget til side og være der for hende 24-7, for det har hun brug for.

• Jeg kender en tredje kvinde, som har måttet træffe nogle svære valg på det sidste, hende burde jeg have tid til at lytte til når hun vil snakke.

• Jeg kender en fjerde kvinde, som bor alene og så gerne vil have jeg ringer eller kommer forbi engang imellem - hvor svært kan det være lige at gribe knoglen??

• Jeg kender en femte kvinde som jeg savner rigtig meget, men alligevel ikke har talt med i flere måneder. Ikke engang i telefonen - hvor svært kan det være lige at gribe knoglen??

• Jeg kender en mand, som havde fødselsdag for en måned siden. Han fik en hurtig sms, og jeg har ikke talt med ham siden. Ikke engang i telefonen - hvor svært kan det være lige at gribe knoglen??

• Jeg kender en anden mand, som jeg snart skylder en fri-aften med gutterne. Han trænger - og skal have lov.

Jeg kender også en kvinde hvis liv ville blive meget nemmere, hvis hun ville tage enten at få gjort nogle af de her ting, eller lade være med at klynke over det!

Jeg er så træt...

Utålmodige sjæle har rykket for en ny post på bloggen. Skal ske! Men det bliver et negativt, selvmedlidende et af slagsen. For jeg bryder snart sammen af træthed! (Hvilket i øvrigt også er årsagen til de sløve opdateringer her på bloggen).

Hvis ikke vor knægt snart begynder at sove om natten, så får jeg et nervøst sammenbrud. Efter et år ligger det altså simpelthen ikke længere helt naturligt i mig at skulle op om natten, og jeg går efterhånden rundt i en zombietilstand, hvilket jeg kan klare lige nu, så længe jeg har ferie.
Men om få øjeblikke starter jeg i skole igen. Og det faktum at der overhovedet ikke er tegn på fremskridt med øglen skræmmer the hell out of me!
Ikke engang utallige spande mocca, desperat kastet ned i svælget, kan gøre det for mig mere. Jeg har akut behov for søvn. Nu!

Det foregår sådan, at betten kl. 23 når jeg går i seng har været vågen de første fire gange. Som oftest bare for at få sutten, men han er urolig og det tager ofte lidt tid at falde til ro igen. sådan fortsætter natten så, gerne afbrudt af min. en enkelt tur, hvor han er så ked at han må tages op af sengen og nusses, lulles og tysses i en time eller to.
Hvorfor, spørger jeg jer???
Jeg savner min søvn, men jeg savner også at kunne se en film med Palle om aftenen, uden at skulle løbe op til en klynkende tremmeseng en gang hver halve time.

Jeg har været ved læge, læst bøger, ændret rutiner, skåret i dags-lurene... Men Jakob bestemmer, og han vil ikke sove. Færdig!

Skulle der nu være nogle mødre med gode råd derude, som læser med (jeg ved der er èn), så HJÆÆÆLP mig!

Kom og lyv og drik!

"På diskotekerne i Spanien skal man være fyldt 18 år for at man må købe alkohol, men der er ingen aldersgrænser i døren og det er heller ikke forbudt for én der er fyldt 18 år at købe alkohol og give det til én under 18 år."*


"I Bulgarien skal man være fyldt 18 år for at man kan komme ind på diskotek og for at man kan købe alkohol. Hvis man er under 18 år skal man være ledsaget af en person der er fyldt 18 år. Alle Ung Rejs guider er fyldt 18 år og de bulgarske myndigheder accepterer at personer under 18 år går på diskotek, hvis de er ledsaget af en Ung Rejs guide."*

Og manden i TV sagde, at "vi er jo ikke deres forældre, vi kan jo ikke fortælle dem hvad de må og ikke må..."

Find nu ud af om I vil stå ved jeres ansvar eller ej!

Ja, I tjener uden tvivl siiiindsssssygt mange penge. Men selvom der er et par måneder til min søn er gammel nok til at tage med til de varme - og våde -lande (og det er i øvrigt med jeres tidsregning - får jeg lov til at bestemme bliver han 30 inden han kommer afsted med Ung Rejs), så er jeg allerede nu dybt bekymret.

*Disse citater er taget fra selveste Ung Rejs' hjemmeside itself. Ufatteligt, ikke?

I love my life...

Åh, hvor er jeg dog ynkelig. Sidder fast her i min hybel i min sommerferie, og står op på et tidspunkt hvor jeg lige kan nå at se lidt blå himmel i ca. en halv time før skyerne overtager himmel-herredømmet. Manden arbejder til kl. 22, og har i øvrigt bilen hver dag, så de vilde udflugter bliver det ikke til for sønnike og jeg.
Jeg er kronisk træt fordi øglen i en alder af 11 mdr. stadig synes han skal vågne 3-4 gange i løbet af natten, og alle mine kammersjukker er helt spontant smuttet på 14 dages afbudsrejse til de varme lande.
Så tror man man kan sætte sin lid til sine yndlingsblogs, og få lidt underholdende læsestof dèr, men men... De er naturligvis sat på standby, fordi alle er på F...ING ROSKILDE!

Regn eller ej, jeg ville elske at være smurt ind i mudder, hvis det betød jeg havde muligheden for at se Bjørk og Muse folde sig ud!


Klynk, klynk, klynk...

Mit stakkels yngel

Lilleprut har lige pludselig tilraget sig både skoldkopper og væske i ørerne på en gang. Det er så synd for den knægt. Skoldkopperne er overalt, mellem tæer og fingre og ikke mindst på tungen, hvilket betyder han intet kan spise eller drikke. Han er så sulten, men skriger helt hjerteskærende når han får noget i munden. Så han får sodavands-is og melon-sorbet, alle sådan nogle ting som ville få tandlægen til at hade mig og sundhedsfreaks til at kalde ham omsorgssvigtet, bare for at få et eller andet i ham.
Sove kan han heller ikke pga. ørerne. Så for tiden er han kronisk ked, træt og sulten. Og derfor er moren det samme.

Heldigvis kan vi trøste os med, at vejret er perfekt til at være syg i. Så vi har tændt stearinlys og lavet kaffe til mutti. Om lidt spiser vi en is (til) og sætter os til at se The Pick of Destiny.
Den elsker vi nemlig begge.