Sansning

Jeg ville sådan ønske jeg ejede et stort, sejt kamera. Så ville jeg have det med mig overalt. Og så igen - hvis jeg kender mig selv ret, så ville jeg alligevel aldrig få taget nogen billeder, for jeg ville have alt for travlt med at opleve. Jeg er altid så bange for, at jeg selv går glip af oplevelsen, hvis jeg har travlt med at forevige den på et fotografi. Af samme grund bliver det til for få billeder af alt det sjove mine børn gør, af familiefester og sammenkomster, af alt det, hvor man bagefter tænker: "dét der var så sjovt/smukt/sært, hvis jeg dog bare havde et billede af det!" Jeg kan kun trøste mig med, at jeg til gengæld tog imod oplevelsen uden at blinke, mens den stod på. Idag fik jeg f.eks. den gladeste fornemmelse i maven da Jakob dybt fascineret pegede på en himmel, som ikke bare var lyserød, men pink, og belærende fortalte mig, at det var solens værk. Det ville jeg gerne have haft frosset fast, så jeg kunne se den himmel og den dreng for mig igen og igen. Men det kan jeg jo også, takket være alle mine sansers erindringsevne.