Motherhood

Nu sover Babysmølf sin middagslur. Efter megen overtalelse. Det er også tiltrængt, for hans nat (læs: VORES nat) har indeholdt flere "ørdiiiii!" (oversat: tørstig) end søvn. Det hjalp heller ikke at vores overboer - to bodega-entusiaster og en mand med mystiske gæster på scooter - uhæmmet væltede op og ned ad trappen lige udenfor Jakobs værelse, og ikke var blege for at smække med døren og låse scooteren op og i med en belastende høj bib-lyd usandsynligt mange gange.
Weekenden er for mit vedkommende helliget den bette. Min samvittighed er i bund efter to uger i Helvedes baggård - den skole jeg er i praktik på - som har gjort mig til en af de mødre jeg bare ikke vil være! Snerrende, stresset og konstant muggen. Det er for alvor gået op for mig, efter sønnike de sidste par dage har været helt opløst når jeg afleverede ham i dagplejen. Det er aldrig sket før, og jeg har været grædefærdig når jeg er gået derfra! Har smilet stift og vinket med tårer i øjnene til en knægt, som står i vinduet og tudbrøler. Det skal der laves om på, lige på stedet!
Så jeg havde store planer om gåture i skoven og andre drengevenlige aktiviteter, der kan defineres som kvalitetstid, og hvad beslutter Moder Jord sig så for? At blæse alle gode intentioner af bordet med vindstød af orkanstyrke. Great. Drengen er rastløs. Stod det til mig kunne weekend-hyggen sagtens foregå med papir og farver eller en god tegnefilm, men at få hyperaktiv søn til at sidde stille til sådan noget er lige så umuligt som at få Asmaa og Camre til at give hinanden et kram.
Så hvad nu? Jo, man finder èn, som har underholdning for både mor og søn, og tager hende som gidsel. Så vi tager hjem til Puk om lidt. Hun har kaffe og et snakketøj der matcher mit eget, og hun har en kat, som Jakob aldrig opgiver forsøget på at fange. Så er lørdagen reddet. Tak Puk!