Fra 8. klasse til dagpleje...

Så er det slut med praktikken. Det er helt trist... Kommer sq til at savne de barylere. (Gud, hvad er det egentlig for et ord???)
Vi havde sidste dag i dag, og den skønne 8. klasse havde optaget et stykke video til os, hvor de sang en sang, fortalte hvor glade de havde været for os og sagde tak for denne gang. De har bare været dejlige. Havde det ikke været for min tavshedspligt ville jeg bevæge mig ud i en større hyldest til hver enkelt af eleverne, men jeg vil nøjes med at sige TAK for et lækkert forløb, unger!

Jeg er træt nu. Meget træt. Jakob vil stadig ikke sove om aftenen, og det tærer på én. Især når man skal meget tidligt op om morgenen - og det skal jeg! Det er det eneste tidspunkt på dagen jeg har 100% for mig selv. Jeg kan ikke undvære de par timer med fuldstændig ro, snurren fra kaffemaskinen, stille radio og et blad jeg mangler at læse, eller et brev jeg mangler at skrive. Uanset hvor træt jeg er.
Men det er hårdt, synes jeg, at vi har sådan problemer med at få ham til at sove. Det er hårdt, fordi den værste følelse jeg kender er, at man ikke kan trøste sit eget barn. Og det er en ond ring. For jeg er begyndt at grue for godnat-ritualet allerede en halv time før han skal i seng. Og så når jeg at køre mig selv op i en spids allerede inden det er nødvendigt, og det forværrer bare situationen yderligere.

På mandag skal vi i dagpleje for første gang. Så hele trygheds-behovet bliver nok ikke mindre derefter. Men vi må tage det som det kommer og håbe på, at han hurtigt vænner sig til alt det nye.