Rolig mandag

Så blev det mandag. Men en god en af slagsen, for solen skinner, himlen er iskold vinterblå og der er kun fem dage til resten af familien holder ferie sammen med mig.

Weekenden var skøn og foregik i dejligt selskab, hvor latteren lå først for. Den var også travl, og måske er det derfor denne mandag virker larmende stille. Jeg har forsøgt at rydde lidt op hist og her og har fået fjernet de sidste rester af bachelor-opgaven på en hårdhændet, rituel måde, så nu er jeg fri af den - også i bevidstheden. Men jeg føler, at alting skal foregå i et langsomt ydmygt tempo, fordi det lægger stilheden op til. Sjovt at nyde sådan to forskellige ting lige meget; lørdag var ufatteligt larmende, både for mig og for resten af Danmark, og jeg synes det var fedt. Og den altoverdøvende ro der hviler over mig og mit hjem idag elsker jeg også.
Men dog kan jeg mærke, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal bruge roen til. Jeg er små-rastløs og fristes til at ødelægge den på en eller anden måde. Men jeg ved jeg skal nyde det, ellers fortryder jeg det om kort tid, når tornadoerne kommer hjem. Så kommer larmen nemlig igen - altså den gode af slagsen.

Lykkelig

Jeg priser mig idag lykkelig for, at vand kun er vand og at jeg i øvrigt har et varmt hjem og tørt tøj.

Og så selvfølgelig for, at jeg nu er færdig og fuldendt som folkeskolelærer. Nøj, hvor har jeg mange ambitioner! Så kunne det bare være fedt hvis det var muligt at få et job.

Næsten færdig...

Igår var en dejlig dag med dejlige børn. De opførte sig som vidste de, at mor skulle bruge overskud til den store finale idag. Så jeg kvitterede med risengrød til aftensmad, og jeg var gavmild med kanelen. Ja nu skal det også siges, at det med opførslen holdt indtil det blev sengetid, så startede festen. Men det er da også svært når nu det er blevet besluttet, at man skulle have fælles værelse, og man bare ligesom synes det er SÅ hyggeligt at sidde og fnise til hinanden. Jeg kan ikke andet end tilstå, at jeg også syntes det var hyggeligt. Så jeg fnisede med. Og det selvom jeg bestemt ikke havde tid og burde stresse voldsomt og ryste på hænderne. Det er jo idag det går løs - eller rettere, det er idag det slutter. Hvis alt går vel da. Og det skal det, for jeg skal se mange mennesker i øjnene når jeg træder ud af lokalet med det grønne bord - verdens dejligste mand har inviteret hele den store familie på dyre og lækre kanapéer. Det lægger ligesom et endnu større pres på min præstation, men alligevel er nervøsitet ikke den mest dominerende følelse lige nu. Tanken om, at det om ca. en time er overstået, slut, finito - det er den der fylder.

Kryds tæer og fingre.

Om vinter og varme

Så blev det fredag. Det er mindstemandens ugentlige fridag sammen med mor, og jeg nyder det. Det er rart at have ham for mig selv, uden at farmand og storebror distraherer og vil fjolle og pjatte og lege. Det er rart at få lov til at sidde med ham på mit skød og se ham i øjnene og få et stort lydløst smil, som kun er møntet på mig, og ingen anden.

Jeg ville dog ønske at fredagens vejr ville ligne ugens første dage. Det var smukt og eventyrligt, og jeg nød morgenens gåtur når ungerne skulle afleveres i institution, og synet af rigtig vinter suppleret med julelys i buske og vinduer. Jeg ville gerne have travet lange ture med Daniel idag, hvis vejret havde været sådan. Men det er gråt og vådt og meget lidt vinteragtigt, og så synes jeg pludselig mine egne julelys og kaffen herhjemme er mere tiltalende. Godt jeg nåede at fange lidt af vinteren inden den forsvandt igen...

Ligegyldige ting om mig

Jeg har sat mig for, at der fra nu af skal indlæg på bloggen minimum hver anden dag. Det bliver med stor sandsynlighed kun et hurtigt "hej" engang imellem, men sådan må det være. Jeg har også hørt at det er blevet trendy at have for travlt til at være online...

I netop dette øjeblik ser mit liv sådan ud, at jeg netop har spist to klementiner, jeg drikker kaffe spicet op med en smule kanel, nelliker og vanille, bare for stemningens skyld, og det buldrer og brager i min brændeovn. Jeg priser mig lykkelig for at være flyttet på første sal, så jeg idag kan sidde og se ud på hvide hustage, biler og træer.
I et større perspektiv ser mit liv således ud: Vores nye lejlighed er større end den gamle, hvilket betyder at min lille mængde julepynt er meget mindre og nærmest usynlig i år. Jeg forsøger desperat at supplere med hjemmeflettede guldstjerner og dekorationer, men det bliver altså en anelse kitsch. Jeg er i øvrigt glad ikkeryger, og det endda sagt fuldstændig uden sarkasme. Til alle rygere: giv nu Allen en chance!
Mit ene barn kan gå lige om lidt, og det andet er allerede begyndt at stille forholdsvis eksistentielle spørgsmål, hvis besvarelser kræver omtanke. Jeg har i øvrigt fundet ud af, at jeg er enormt hyklerisk, fordi jeg prædiker nytænkning og afskaffelse af konservatisme mens jeg med vold og magt forsøger at tvinge traditioner ned over hovedet på mine børn - de skal se Jul i Gammelby, uanset hvor meget de så hellere vil se Jule-Fandango!
Og så venter den hersens eksamen jo lige om hjørnet, som forhåbentlig resulterer i, at jeg meget snart kan træde ud på arbejdsmarkedet som friskudklækket lærerinde - hvis arbejdsmarkedet da ellers snart har nogle lærerjobs at byde på.

Nu skal jeg tilbage til læsningen. Kunne også godt spise en klementin...

Good girl.

Nu er det tæt på. Meget tæt på. Jeg kan mærke ansvaret ånde mig i nakken. Lige om lidt er jeg voksen. Når jeg på onsdag består min bachelor-eksamen er jeg pludselig noget. Altså, ikke at jeg ikke følte mig som noget i forvejen, men pludselig er jeg noget i samfundet, andet end en lidt fortabt snylter. Gad vide om Løkke kommer og omfavner mig og siger velkommen til de voksnes rækker, eller nærmere, velkommen hos den gruppe, der betyder noget, dem som vi bekymrer os om? Jeg er i hvert fald sikker på, at Haarder kommer og giver mig hånden og siger "sørg nu for at gøre de kære børn dygtigere end alle de andre, ikke?". Ikke gladere, mere erfarne, sundere, rigere... nej, dygtigere. Der kører en konstant, usynlig konkurrence mellem os og "de lande vi sammenligner os med", som de siger i nyhederne. En slags ludo, hvor vi helst skal slå hinanden hjem på kundskaber og færdigheder, og hvor ungerne er vores spillebrikker. Derfor er det jo også en naturlig ting, at man ikke duer som spillebrik, hvis man ikke med et papir kan dokumentere, hvor meget man har gennemført af uddannelser og tests, som har gjort en dygtig og klog.
Jeg er tæt på at være klar. Om lidt tager jeg opgaven på mig. Så skal jeg sørme gøre børnene klogere og dygtigere end de andre farver på spillepladen, så de andre voksne bliver stolte.

Blog-førstehjælp

Lørdag d. 6. juni står der gudhjælpemig!!!

Altså, det var dagen for min sidste post. Hvad i alverden sker der for mig, mig som elsker min blog? Jo, nu ved jeg det... det er det saaadens Facebook. Statusopdateringer er roden til bloggens død. Det KAN ikke vare længe før én eller anden udgiver tracket "Twitter killed the blogger-star". Eller noget.

Men jeg vil alligevel forsøge med kunstigt åndedræt og kæmpe for at holde Smølfeprutten i live. For det ER sgu da mere personligt at få kommentarer på sine kommentarer her, end det er at få klikket "synes godt om" på tre ligegyldige linjer.

Det bliver bare ikke lige idag... Der er jo Morten Korch-film på DR1...

Om naturens undere. Eller om naturens underligheder.

I går formiddags så jeg en humlebi. Den kunne ikke flyve. Hvorfor ved jeg ikke, men den kravlede tappert rundt på asfalten udenfor min lejlighed. Måske var det den første intelligente humlebi? Muligvis var det den første humlebi i historien, som rent faktisk har indset det faktum, at den i realiteten slet ikke kan flyve.

I hvert fald traskede denne humlebi rastløst rundt på jorden, og jeg fulgte den en tid. Ikke fordi jeg nyder at se dyr lide, men det var faktisk lidt spændende. Letter den, letter den ikke? Jeg hørte titelmelodien fra Rocky i mit hoved, og så scenen hvor Sly triumferende kæmper sig op ad trappen.
Burde man have trådt på den og sat den fri af sine lidelser? Muligvis. Jeg kunne ikke. Og det er ikke fordi jeg simpelthen er for godt et menneske. Det er fordi de knaser sådan.

Den lettede ikke. Efter dagens dont mødte jeg i går eftermiddags den samme humlebi ( jo, jeg kunne kende den), med samme kampånd, om end tappet for en stor del af sine kræfter. Jeg blev imponeret over dens gåpåmod og håbede inderligt på, at den pludselig ville beslutte sig for at skide på logik og rationalitet og bare stige til vejrs.

Den steg ikke til vejrs. I går aftes skulle jeg ud for at ryge. Den stakkels humlebi lå lige udenfor min dør, som havde den forsøgt at kæmpe sig indenfor i varmen de sidste minutter af sit liv. Den havde givet sin sidste udånding og lå nu livløs og sammenkrøllet foran min dør - næsten som i fosterstilling.
Jeg lod den ligge. De knaser stadig selvom de er døde. Desuden følte jeg ikke jeg havde nogen ret til at bestemme hvad der skulle ske med dette lille væsen, hvis lidelser og død jeg var passivt vidne til.

Jeg har flere gange i dag trådt hen over bien uden at give for megen plads til tanker om, hvad der mon med tiden skal ske med sådan en lille fyr, som blot ligger der. Udbrændt og død efter en kamp for at leve.
Men da jeg så skulle ryge igen til aften opdagede jeg noget besynderligt: humlebien bevægede sig! Kunne det være sandt? Var der mirakler til trods alt? Måtte jeg overgive mig og begynde at tro på en almægtig gud?
Humlebien gled som et spøgelse stødt hen over asfalten. Men ved nærmere eftersyn var den ikke et spøgelse, og det var ikke noget mirakel - i hvert fald ikke i den forstand.

En myre havde her fundet paradis i form af verdens største humle-bøf, og den trak troligt afsted med kræet. Ikke mindre end fire myrer stod på sidelinjen og kiggede på (måske var det i virkeligheden myrernes udgave af verdens stærkeste mand?), mens vor tapre helt bravt kæmpede for at få bien med hjem til tuen.
Da var det jeg tænkte, at jeg engang havde hørt noget om en fødekæde, og at intet i øvrigt er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og jeg blev lettet og glad.

Indtil nu. Nu regner det. Myren er forsvundet og humlebien ligger - igen - ensomt tilbage. Hvad så nu, Mor Natur?

Om plakatsøjler

Jeg mødte en kunstner idag. Eller... jeg ved ikke om han selv vil betegne sig som en sådan. Men et kreativt sind havde han, og jeg kunne lide det. Det vækkede noget i mig.

Var på en lille gåtur med drengene, og vi gik forbi en mand, som stod og fotograferede en plakatsøjle. Jeg bed ikke mærke i det, men - gudskelov for børns nysgerrighed - det gjorde Jakob. Manden hørte knægten udtrykke sin undren og forklarede sig: han syntes plakatsøjler var utrolig smukke. De fortalte historier og ingen var ens.
Han har ret.
Han fortalte i øvrigt, at han havde fotograferet et utal af plakatsøjler i diverse forskellige lande, og at han lavede en slags fotocollager af dem. Jeg blev helt glad i maven af tanken om de historier han måtte have indsamlet i billedform og blev inspireret.
Ikke mindst synes jeg det var skønt at opleve, at der stadig findes kreative sjæle, som kan skue ud over det overfladiske i verden og se det smukke i de små hverdags-agtige ting.

Tiltrængt

I morgen tager jeg i sommerhus. Ved vandet. I rusk og regn. Det gør ikke noget, der er brændeovn, sauna og spabad. Masser af spil, cabernet sauvignon, kaffe. Og dem her:

Ville bare lige fortælle det.....

Daniel

Nu er han ved at være over en uge gammel, 9 dage helt præcist, så mon ikke det er tid til en introduktion til cyberspace? En fødselsberetning kommer også senere - jooow, der gør så - så må alle dem der ikke gider høre om livmoderhals og moderkager springe over denne blog når vi kommer så vidt - men allerførst vil jeg bare lige præsentere skønne Daniel: 3800 g. og 54 cm.

Lever endnu...

SÅ tror jeg VIST også det var på tide med et nyt indlæg!! Nu har jeg jo ikke flere undskyldninger for at stresse. Eksamen er vel overstået, det blev til et beskedent men yderst tilfredsstillende 7-tal. Julen har været fantastisk og dejlig, så på trods af den bachelor, der ånder mig klamt i nakken, så slapper jeg af og nyder nu den sidste tid af min graviditet. Eller...
Ok, indrømmet: jeg føler mig nu så fed og opsvulmet som det er muligt. Har stadig pubertets-lignende bumser i fjæset, ondt i ryggen og - jow jow - andre gener, som jeg ikke vil uddybe her.
MEN jeg nyder at mærke lillebror vokse sig stor og stærk i min mave, og nyder at tælle dagene ned til jeg snart skal møde ham.


Nu er næste stop først og fremmest nytårsaften hos hende her. Som også skal drikke børnechampagne af samme dejlige årsag. Og det bliver så skønt!!!


Jeg vil ikke skrive mere denne gang (fik jeg sagt jeg tung og træt og gerne vil over og sidde blødt?), men lige sætte lidt billeder på fra eksamen - taget med mobiltelefon, hvorfor det er så som så med kvaliteten.

Lidt mere update...

Nøj, hvor er det egentlig nemt at være negativ. Jeg skal lige have slået noget fast: klynker vist lidt for meget, men misforstå mig ikke - jeg er altså glad, folkens! Nu skal I høre hvorfor:

• Sønnike og jeg lavede Halloween-græskar-lygte i går, og staklen trippede forventninggsfuldt rundt indtil det blev mørkt nok til at tænde den. Flere timer. Der skal så lidt til at glæde ham.
• Jeg skal hver dag finde mig i Jet Li-inspirerede cirkelspark på mine indvendige organer, og det er fedt hver gang. Elsker det.
• Blev vækket med det varmeste kys i går aftes, efter jeg var faldet i søvn på sofaen, af sød, sød mand, som jeg ellers kun havde klaget og brokket mig til hele dagen.
• I morges, da jeg gik ud med skraldet, hørte jeg at knægten gik i mine skuffer i køkkenet. Fór ind og var klar til at skælde ud over pilfingeriet, og der stod Jakob og var ved at sætte en ny pose i skraldespanden for mig.
• Jeg har købt en rulle brunkagedej, lige til at skære ud og smide i ovnen. Jeg har det allerede med julen, som Jakob har det med Halloween-græskar-lygter.

En hurtig update

Det er dejligt at være savnet. Så får man lyst til liiige at skubbe bachelor og praktikforberedelse fra sig og vise at man stadig er i live.

Kort fortalt er mit problem, at jeg har overvurderet mig selv og været lidt for optimistisk (naiv). Heeeelt realistisk tænkte jeg: fødsel, barsel, bachelor og mine afsluttende eksaminer... dem nupper jeg da lige på en gang, no problemo. Right. Jeg kæmper stadig og håber på at stædighed betaler sig. Men det er ikke sjovt længere.

Samtidig har jeg ondt i min krop. Den har besluttet sig for at te sig mere gravid denne gang end sidst, og det i både bækken, ryg og... ja, for den sags skyld resten af mit korpus. Og igen vinder stædighed over fornuft, for jeg bider det da hellere i mig end beder manden om at hjælpe mig med de ting jeg ikke bør gøre.

Heldigvis har jeg en søn, som har en aura på flere hundrede meter af livsglæde, energi og varme, så jeg elsker mit liv alligevel og er lykkelig - jo, lykkelig - hver dag!

Undskyld til eventuelle læsere...

Der er slet slet ikke tid til at blogge. Sorry.
Grundet at min hjerne er fyldt op med stress, tillader den ikke min stakkels, efterhånden opsvulmede, gravide krop den hvile den har brug for. Så jeg har ondt og er gnaven og i øvrigt filipens-befængt. Vender tilbage så snart jeg har plads i hjernen til et nyt blog-indlæg. Bær over.