Det er bare en grill...

I går gjorde vi det så; Vi smed et par ringriddere på den store, sorte, runde satan. Og de smagte... Ja, af grillet pølse. Så jeg er skuffet, for jeg har stadig ikke forstået det fantastiske og enestående i en Weber. Og jeg ved godt, at Mestergriller Glæsel græmmes når jeg taler så uskønt om hans kæreste eje, for " man kan jo alt i den, selv bage brød!", men det er helt ærligt ikke vores intentioner med en grill.
Desuden synes jeg, at den - af en grill at være - er voldsomt avanceret. Vi følte det som om vi havde fået et saml-selv-vitrineskab fra Ikea da vi modtog den, og var ved at opgive det hele allerede ved diskussionen om hvor (og hvorfor!) kul-holderen skulle være.

Til sidst fik vi samlet monstrummet (som i øvrigt kom med tilhørende Weber-regnslag, så man kan beskytte grillen samtidig med at man stadig stolt kan vise omverdenen, at det da naturligvis ikke bare er en hvilken som helst kuglegrill man har købt sig, men Rolls Roycen), og vi fik grillet. Vi hyggede os. Salaten smagte af salat. Bøfferne smagte af bøffer. Og grillpølserne smagte af grillpølser. Det var dét, men det var jo også det eneste vi forlangte. Så i den forstand er det jo en vældig god grill.

Jeg frygter bare én ting nu: jeg har selv set hos de mennesker der længe før os er blevet lokket ind i Weber-sekten, at når først man har grillen - så er det umuligt at komme ud af det smuds igen. Pludselig står der Weber på samtlige jule- og fødselsdagsgaver. Grillhandsken... Bagestenen... Forklædet... Grilltangen...
Hvis vi nogensinde får bogen "Glæsels Grillerier", så ryger hele molevitten ud! Det må være det ultimative tegn på, at man nu er viklet alt for langt ind i Weber-nettet.