Mit stakkels yngel

Lilleprut har lige pludselig tilraget sig både skoldkopper og væske i ørerne på en gang. Det er så synd for den knægt. Skoldkopperne er overalt, mellem tæer og fingre og ikke mindst på tungen, hvilket betyder han intet kan spise eller drikke. Han er så sulten, men skriger helt hjerteskærende når han får noget i munden. Så han får sodavands-is og melon-sorbet, alle sådan nogle ting som ville få tandlægen til at hade mig og sundhedsfreaks til at kalde ham omsorgssvigtet, bare for at få et eller andet i ham.
Sove kan han heller ikke pga. ørerne. Så for tiden er han kronisk ked, træt og sulten. Og derfor er moren det samme.

Heldigvis kan vi trøste os med, at vejret er perfekt til at være syg i. Så vi har tændt stearinlys og lavet kaffe til mutti. Om lidt spiser vi en is (til) og sætter os til at se The Pick of Destiny.
Den elsker vi nemlig begge.

Velgørenhed på den fede måde

Jeg har via Overgangspaven netop opdaget noget af det bedste internettet nogensinde har kunnet byde på: Kiva!
Hvis du handler i Netto istedet for Føtex bare i en uge, kan du med de penge du har sparet være med til at hjælpe et menneske væk fra fattigdom i et u-land.

Lån 25 $ ud - og bliv et bedre menneske!

Oh misery!

... Thy name is insomnia!

Mand, hvor jeg glæder mig til den kop kaffe der hvæsende løber igennem maskinen lige nu. Som et barn til juleaften. Nu har jeg de sidste par dage, i et håb om at moccaen var skyld i den søvnløshed der sniger sig ind på mig så snart jeg tænker på at gå i seng, undladt det daglige tilskud af mit yndlings-vitamin; koffein. Men uden held. Jeg har alligevel brugt størstedelen af de seneste nattetimer på at stirre fascineret på vores loft, så nu kan det være ligemeget. Skal det alligevel være sådan, så kan jeg ligeså godt fylde mig så meget med espresso, latte og cappuccino, at de brasilienske kaffe-bønne-plukkere (?) kommer på overarbejde.

Hvis jeg spiller kostbar nok, så vil søvnen vel på et eller andet tidspunkt komme til at savne mig. Ikke?

Nu brummer maskinen sin "jeg er færdig"-melodi.

Skål!

Bare gi' os et ansvar

Regler og love er roden til alt ondt! Jeg tror sq, at hvis folk var tvunget til at tænke selv, og SELV skulle bedømme hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt, sandt og usandt, så ville det komme helt af sig selv. Mennesker er født med oprør i blodet, og jo mere der er at gøre oprør mod, jo mere rebelsk bliver man.

Etik og moral er druknet i forbud og påbud, og folk ved ikke hvad begreberne betyder mere! Al ansvar er taget fra os. "Hvis det er lovligt, så er det ok. Hvis det ikke er noget jeg kan komme i fængsel for, så er der intet galt i det".

Tøsedrengene har helt ret, når de synger:

De si'r - mennesker har brug for systemer

de si'r - mennesker har brug for en leder

Jeg si'r - bare gi' os et ansvar

så gror ideerne frem alle steder

De si'r - mennesker har brug for en fører

de ved - altid hvad alle skal mene

men jeg tror - men'sker er svære at køre

hvis de - har mod og de tør stå alene

Like father like son

Hvordan kan det overraske folk så meget, at der er meget lidt sandhed i Henrik Foghs bog??

Familien Fogh Rasmussens rige onkel i USA - (Onkel George) - må virkelig have haft held med at hjernevaske dem, så blind en kærlighed de har til både ham og landet.

Snot

Nå ja, hvis man alligevel skal være syg kan man ligeså godt få hele familien med på idéen. Så nu vælter vi rundt i forkølelse herhjemme. Manden har det værst - selvfølgelig.
Og med møgvejr, snotnæser og for få penge til at kunne online-shoppe er tilværelsen faktisk ret deprimerende i øjeblikket.

Det eneste jeg i øjeblikket kan se frem til er "Idol gives back" i aften. Så vidt jeg kan se i reklamerne skal Jack Black synge "Kiss from a Rose". En spasmager som jeg elsker og en sukkersød sang der bringer minder frem. Det skal nok blive godt.

Glædelig våd lørdag derude.

Det er bare en grill...

I går gjorde vi det så; Vi smed et par ringriddere på den store, sorte, runde satan. Og de smagte... Ja, af grillet pølse. Så jeg er skuffet, for jeg har stadig ikke forstået det fantastiske og enestående i en Weber. Og jeg ved godt, at Mestergriller Glæsel græmmes når jeg taler så uskønt om hans kæreste eje, for " man kan jo alt i den, selv bage brød!", men det er helt ærligt ikke vores intentioner med en grill.
Desuden synes jeg, at den - af en grill at være - er voldsomt avanceret. Vi følte det som om vi havde fået et saml-selv-vitrineskab fra Ikea da vi modtog den, og var ved at opgive det hele allerede ved diskussionen om hvor (og hvorfor!) kul-holderen skulle være.

Til sidst fik vi samlet monstrummet (som i øvrigt kom med tilhørende Weber-regnslag, så man kan beskytte grillen samtidig med at man stadig stolt kan vise omverdenen, at det da naturligvis ikke bare er en hvilken som helst kuglegrill man har købt sig, men Rolls Roycen), og vi fik grillet. Vi hyggede os. Salaten smagte af salat. Bøfferne smagte af bøffer. Og grillpølserne smagte af grillpølser. Det var dét, men det var jo også det eneste vi forlangte. Så i den forstand er det jo en vældig god grill.

Jeg frygter bare én ting nu: jeg har selv set hos de mennesker der længe før os er blevet lokket ind i Weber-sekten, at når først man har grillen - så er det umuligt at komme ud af det smuds igen. Pludselig står der Weber på samtlige jule- og fødselsdagsgaver. Grillhandsken... Bagestenen... Forklædet... Grilltangen...
Hvis vi nogensinde får bogen "Glæsels Grillerier", så ryger hele molevitten ud! Det må være det ultimative tegn på, at man nu er viklet alt for langt ind i Weber-nettet.

Next stop: Søren Ryge

Nu er det sket.

På trods af mand, børn og stationcar har jeg indtil nu haft succes med at opretholde en forestilling om, at jeg stadig er rød. Jeg er socialist! Med hang til at sympatisere med de autonome, som kæmper mod korrupt ordensmagt og borgerlig regering. Jeg er rebel, ikke til at styre! Jeg hader traditioner fordi de gør folk konservative, og jeg stemmer på Villy fordi Danmark bare ikke må blive mere borgerlig!

Men ak... det er slut nu. Jeg kan ikke engang lyve for mig selv mere. Jeg er, med den nye gave vi har fået, blevet indbegrebet af Familien Danmark. Jeg er kun en havenisse og en udgift på budgettet der hedder "Billedbladet" fra at være 50. Med den nye gave vi har fået, er jeg blevet så småborgerlig som man kan blive.

Vi har fået en webergrill.

Surt opstød

Jeg er modstander af selvtægt. Virkelig! Men hvis en eller andet tomhjernet idiot pludselig kørte min barnevogn (med levende indhold) ned, fordi han kørte om kap med en anden tomhjernet idiot, så ville jeg tage den holdning alvorligt op til overvejelse!!
Hvordan #%*@!~ mennesker kan være så freaking egoistiske går over min forstand, og jeg bliver så arrig at jeg får lyst til at tude!
I må gøre med jeres eget liv hvad I vil, men FAT DOG at det ikke kun er jer det drejer sig om når I laver sådan noget lort!

Grrrrrr!!

Xamen - part two

Et ni-tal. Så det er jo ikke helt skidt. Indtil videre står der altså to ni'ere og en ti'er på eksamensbeviset, og det kan man vel godt være stolt af. Bare ærgeligt der er to år tilbage til at ødelægge alt i.


Jeg vil gerne sige tak til:

Daniel Stern - for affektiv afstemning
Heinz Kohut - for optimal frustration
John Bowlby - for udviklingsstier
Erik Erikson - for eksistenskriser
Dion Sommer - for resiliens
Puk - for diskussioner og maaasser af kaffedrikning
Palle - for at bære over med min midlertidige kællinge-tilstand forårsaget af stress
Jakob - for at lette min stress med sit smil
Producenten af den kop kaffe jeg drak lige før eksamen - for tilsyneladende at give mig magiske kræfter

Xamen

*Suk, ryste ryste, dybere suk, ryste ryste, gisp, ryste*...

Og nej, det her er IKKE de danske undertekster til en low-budget-pornofilm fra Finland! Men det ved alle I andre studerende som har eksamen lige om hjørnet godt - det er nemlig sådan man har det lige før det går løs. Og det gør det i morgen! Jeg skynder mig at få postet et indlæg mens jeg stadig kan holde mine hænder så meget i ro at de kan ramme de rigtige taster (ok, indrømmet, jeg er glad for at I ikke kan se hvor mange gange indtil videre jeg har deleted og skrevet om!).
Menuen står på psykologi. Jeg synes faktisk det er et spændende fag, men selvom jeg normalt på bedste Tony-manér ville sige "det er GRRRRREAT"!, så er det altid nøjagtig på dette tidspunkt på året jeg overvejer meget kraftigt, om det egentlig er så vigtigt med den uddannelse... Mon ikke det er det værd at leve på kontanthjælp hvis man dermed slipper for de hersens satans grønne borde??
Måske ikke... Og der er da håb; Puk, som jeg har skrevet opgaven der skal forsvares sammen med, gik op og fik et nital idag.

Så læser(e?) - kryds alt hvad det er jer muligt. Hvis der intet indlæg kommer fra mig i morgen, så er det fordi jeg er en meget ked smølfeprut...

Om en dreng

Hvor jeg dog elsker det lille menneske jeg kan kalde min søn! Det er fantastisk at følge med i hans udvikling, som sker alt, alt for hurtigt lige nu. Pludselig spiser han det samme som os andre (det spaghetti-bolognese vi fik igår var f.eks. en stor succes), kravler op og ned af trapper, rejser sig ved borde og stole, snakker højt og flot til mig om ting jeg ikke helt forstår, klapper kage og vinker. Det er kun et par dage siden han sagtens kunne være i den lille lift og ikke selv kunne holde hovedet... er det ikke??

Han er så glad og vidunderlig. Man kan se han elsker verden og nyder hvert sekund han får lov til at udforske. Og når han giver sin mor et stort smækkys og lægger armene om halsen på hende er hun grædefærdig. Hver gang. Den er ubeskrivelig, den følelse det giver at være mor. Også det pludselig at bekymre sig så meget for et andet menneske 24-7, og at vide hvor afhængig han er af en, er ting jeg ikke kendte til før.

Og jeg skal huske at nyde det, hvor det går ALT for hurtigt til, at jeg kan følge med!