søndag den 11. marts 2007

Mere galde... undskyld...

Til dem der ikke har opdaget det, så er jeg for tiden ramt af en ordentlig omgang antipati mod verden og dens overfladiskhed. Og nej; jeg er ikke en milimeter bedre end nogen af jer andre, jeg elsker også mit fladskærms-tv, mit makeup og (visse) realityprogrammer.
Men af og til får jeg bare et stik af dårlig samvittighed overfor mit åndelige jeg, som bliver forsømt voldsomt til fordel for helt forkerte ting.

Denne gang skal kvinder stå for skud. Jeg har lige bladret i et Bazar-blad som jeg fik med hjem af min mor (virkelig, det er ikke mit, jeg sværger!), efter en skøn søndags-aflastningsdag, hvor hun tog sig af sønnike og jeg smed benene op på sofaen. (Se, DET er godt for mit åndelige jeg!) Nå, anyway; artiklerne i dette magasin indbefattede bl.a. "Sådan bruger du dine leggings", "100 beauty-tricks, der virker" og "Hey, du har taget min kjole" (som omhandlede hvilke forskellige kendte kvinder der havde haft den samme kjole på (GISP!) til diverse offentlige fester).

Senere her til aften tændte jeg så for fjernsynet og zappede hen over Q-tv (jeg zappede bare hen over, jeg sværger!). Begge disse, og i øvrigt mange andre magasiner og tv-programmer, er fremstillet som noget, der skal lære kvinder at realisere sig selv og elske sig selv. Første gang den skriftlige udgave af Q-tv (bare Q) udkom blev jeg glad og tænkte "endelig!". Det blev nemlig blæst stort op, at netop DETTE magasin ville omhandle den indre del af kvinden, og at der bl.a. ville komme tykke piger på forsiden istedet for de klassiske modeller.
Jeg har endnu ikke set en tyk pige på forsiden, og jeg vil vove påstanden at i hvert fald 90% af bladets indhold drejer sig om det ydre, og om hvordan du nemmest undgår at få ondt i fødderne når du skal have stiletter på en hel dag.

Disse programmer og blade slår igen og igen på, at hvis man klæder sig godt, kan lægge den perfekte makeup og sætter håret rigtigt, så bliver man glad for sig selv, får bedre selvtillid og mere succes. Hvis man derimod IKKE lige husker mascaren hver dag, eller egentlig synes joggingdragten er rar at handle ind i, eller måske hellere vil skåne sine ben end barbere dem hver eneste dag, så er man "udbrændt" eller "ligeglad med sig selv" og trænger til en makeover.

Er det bare mig der synes at dette er vendt fuldstændig på hovedet? Hvis jeg ser to 15-årige piger nede i byen, og den ene er iført det nyeste skrig indenfor støvler, smarte designer-bukser og en skræddersyet top, mens makeuppen enten er lagt af en proffesionel eller har taget flere timer - og den anden ingen makeup har på, men et par flade sko og en løs t-shirt - så er jeg da ret sikker på, at den første IKKE er den der har det bedst med sig selv! Til gengæld er det højst sandsynligt hende der læser mest Bazar...
Hun er muligvis godt tilpas og sikker på sit udseende, men hvem af de to mon der bruger mest energi på at værne om det, der i virkeligheden gør os til dem vi er - sind, sjæl og ånd?

Jo mere vi fokuserer på at skabe et image og vise hvem vi er udadtil, des mere glemmer vi at mærke efter hvem vi er, der hvor det gælder.

Nej, jeg er ikke hellig, jeg synes da også selv det er rart at se godt ud når jeg går ud af døren. Men det er fordi jeg, som alle andre, gerne vil udstråle, at jeg har styr på mit liv og mig selv. Utroligt det er så vigtigt for os at bevise det overfor fremmede mennesker fremfor os selv!?

Og til sidst: jeg er IKKE bh-afbrændende rødstrømpe, jeg er end ikke specielt meget feminist, for jeg mener ikke, at det er muligt at behandle mænd og kvinder ens.
Men hvor ville jeg dog bare ønske at jeg kunne bevise, at al den rodløshed, rastløshed og fortvivlelse vi oplever i dag udspringer af en manglende fornemmelse af, hvem vi hver især er - INDVENDIGT.

4 kommentarer:

Prinsessens Mor sagde ...

Ja hva sys folk? ALtså.. Jeg er jo STORforbruger af de omtalte magasiner og tv-programmer, men tager det ikke for mere end det er. Min måde at stresse af på, er netop at læse det junk. Jeg ELSKER produkter og ELSKER tøj og kan sågar holde Pernille Ålund u - når der snakkes om sko :D

Forstår så udemærket din pointe dog. Men hvis man holder fast i hvem man er, sit selvværd (og på en makeup-fri dag) så skal det nok gå uden man bliver mærkelig i hovedet:) altså med al den fokusering på udseende osv. Me like.

Tania sagde ...

Selvfølgelig. Det var vist også en voldsom generalisering, jeg fik lavet der. For der er jo også mange der, som dig, kan gøre begge dele, men for mange (især helt unge piger) er det bare tit det forkerte der bliver det væsentlige, netop pg.a. de hersens programmer og magasiner.

Suk, hvor er jeg bare en gnaven gammel kone...

Zenia Effenberger Larsen sagde ...

Altså, jeg tror godt, at man kan dyrke det med fuld make-up og hele molevitten, selvom man har det godt med sig selv.

Derudover så drømmer jeg nogle gange om at lave en make-over for dem, der slet ikke kan affinde sig med at se sig selv i spejlet, før de har make-up på. Sådan noget: tag den her tjekkede dame og gør hende til en superlækker afslappet chick med magelig slåbrok og indre varme. ;)

Tania sagde ...

Helt rigtigt, jeg tror vist også jeg fik formuleret mig lidt forkert. Min pointe var bare, at jeg er ked af, at det idag er så almindeligt at fokusere på det ydre, både mht. til vores eget fysiske udseende, vores hjem, vores bil osv. Hvis bare alle var helt ligeglade med de ting tror jeg, at vores værdier ville ligge andre, måske mere rigtige, steder. Så det er selvfølgelig en meget utopisk tanke, men jeg er heller ikke særlig realistisk når jeg drømmer :-)