Jeg er jo kedelig!!!

Åh Gud. Jeg er dum!
Efter at have snakket længe med gemalen om alle de ting han har at bringe videre til vores søn, blev samtalen drejet over på, hvad jeg så har at bidrage med til hans opvækst. Og der blev stille. Intet. Jeg har intet!
Palle er fodboldfreak, og går og tripper rastløs mens han venter på at knægten bliver stor nok til at spille med ham. Desuden er han en ørn i et køkken (heldigvis, for han er kok af proffesion) og vil allerede nu gerne lære sønnike hvordan man laver en god sovs (undskyld, sauce). Ydermere har han det med geografi som Rainman har det med tal. Han ved ting om lande eller floder jeg aldrig anede fandtes! (Det er jo vigtigt at vide hvor alle fodboldklubber i verden bor henne).

Og hvad kan jeg så give drengen? Ingen af os kunne komme i tanke om noget! Jeg troede engang jeg var kreativ. Så valgte jeg billedkunst som liniefag på seminariet, og så var det ødelagt. Jeg har ingen hobby, og ikke noget jeg virkelig brænder for. Det er da uhyggeligt!

Og for at gøre det hele endnu bedre, så er jeg ved at uddanne mig til lærer. Er der nogen der kender nogle lærerbørn, som ikke hader deres forældres arbejde??
Så står det vist ret klart hvem der bliver den sjove, hyggelige, spændende forælder, og hvem der bliver den kedelige, pligtopfyldende, uinspirerende forælder.

Jeg må bare krydse fingre for det er nok at jeg elsker ham og står bag ham. Ellers er jeg på røven.