Flyttekort

Der måtte ske noget nyt, så jeg er flyttet til ny blog. Ikke fordi det er mere fornuftigt eller spændende eller sjovt eller klogt eller interessant, men havde bare lyst til at starte fra nul med blog-skribleriet. Skidesprællerens nye lokation er notes-bloggen.blogspot.com. See ya.

It's alive

En lille purk ligger på sofaen ved siden af mig og sover, en lidt større purk sidder ved den anden computer og spiller, den største er på arbejde, og udenfor er selv frøerne bekymrede for, om dette mon er en ny syndflod. Altså: der er både tid og ro til at forsøge sig med at blogge. Men jeg tør næsten ikke. Det er så længe siden. Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det mere??

Man vænner sig sørme hurtigt til at snakke og snakke og snakke, nogen gange råbe lidt, af og til hviske, at man glemmer hvordan det føles at skrive.

Jeg savner bloggen. Skriveriet. De ligegyldige men betydningsfulde anekdoter og små strøtanker. Så igen vil jeg forsøge at vække den til live. Det kommer nok til at foregå blidt og langsomt, man skal jo kravle før man kan gå.

Dette indlæg er ikke spell-checked. For ligesom at gøre det autentisk. Jeg er fuld.

Ovenstående overskrift er overhovedet ikke min egen. Den er tyvstjålet fra Maise Njor i bogen "Michael Laudrups Tænder". En bog jeg ikke forstod første gang jeg læste den. Jeg var for ung, tror jeg. Forstod ikke betydningen af en rød lædersofa. Anden gang jeg læste den var den noget bedre, måske fordi jeg pludselig kunne sætte mig lidt bedre ind i forskellen på en kvindelig chef og en mandlig chef.
Nu prøver jeg så igen, fordi jeg tænkte, at hvis udviklingen fortsatte, så kunne denne bog blive noget så fantastisk.
Det blev den ikke. Jeg håber naturligvis ikke Maise eller Camilla læser med, men altså, denne bog har fundet sin plads ved siden af toilettet, og ikke på sengebordet. Her ligger "Hærværk".

Som udgangspunkt synes jeg det er ved at være kedsommeligt og en lille smule irriterende, når kvinder taler om møbler og frisører i samme åndedrag som de taler om ligestilling. Der er dog ét punkt, hvor jeg synes, at Maise Njor har ramt rigtigt i bogen, nemlig i sin beskrivelse af motherhood:

"Man gør jo sit bedste, men nogle gange kan man ikke helt finde ud af at være mor, når man også skal være alt det andet. Og ligemeget hvad mænd siger, så er der fandme forskel. De spankulerer rundt som påfuglehanner og viser fjer og blærer sig, men ni ud af ti gange, når der skal tørres røv, så råber barnet 'moooaaar, jeg er fææærdig, kom og tør min nuuumse.' Fædrene går rundt med terrængående klapvogne og promenerer deres lækre beviser for potensen, men når de kommer hjem, så er der en mor. Og nogle gange sidder moderen ude på toilettet og er i krampegråd, mens hun bruger trusseindlæg som lyddæmper, så ingen opdager, at hun slet ikke kan holde til det. Jeg ved godt, at kvinder altid tror de har det hårdere en d mænd. Men det har de også. Basta. Pasta. Ukogt pasta."

Det sidste var noget internt mellem Maise og Camilla, men pointen har hun ret i. Det er altså mor der klipper negle og bader og synger og skyller det tøj, der er løbet lortesaft ud i. Sådan er det, og sådan forbliver det nok. Og Maise har talt, så jeg har ikke mere at sige til det.
Bortset fra, hvorfor overskriften er hvad den er: jeg er fuld. Fordi jeg havde brug for at være fuld. Så jeg gik op til Puk. Som også er mor. Og havde brug for at være fuld. Så nu er jeg fuld af rødvin og klar til at gå i seng.

Godnat.

Hvem er det nu, jeg er?

Jeg er træt. Helt ind til benet. Brændt sammen.
Forleden aften råbte jeg så højt af mine børn, at de begge blev forskrækkede og begyndte at græde. Derfor begyndte jeg at græde. Så sad vi dér, over lasagnetten og havde mistet appetitten og græd i armene på hinanden, og jeg havde lyst til at krølle mig selv sammen og kyle mig i skraldespanden. Den med at råbe "skjult kamera" virker bare ikke, når en 4-årig sidder på dit skød og mere end noget andet i verden har brug for at høre dig fortælle, at det var første og eneste gang du nogensinde vil råbe så højt. Jeg græd også dagen efter. For jeg følte mig luset og mine børn uværdig, fordi jeg havde reageret så voldsomt, og jeg var sikker på, at de aldrig ville glemme det og tilgive.
Jeg er tilgivet. Håber jeg.

Jeg er ikke sikker på hvad mit pludselige tab af fornuft skyldtes. Men jeg véd, at jeg er nået til et bristepunkt, hvor jeg ikke længere orker at samle planter og jord op fra gulvet hver dag, fordi sønnike har "udfoldet sig". Jeg bliver snart vanvittig af at skulle tørre mælk op fra spisebordet tre gange under et enkelt måltid og - det lyder forfærdeligt - jeg er træt af, at skulle bruge al min tid på at skulle opdrage. Jeg har brug for - nej, det er noget sludder, men jeg har lyst til, at sætte mig i stolen og læse en avis, et blad, en bog. Jeg har lyst til uforstyrret at se en hel nyhedsudsendelse, eller for den sags skyld en ligegyldig dramaserie. Jeg har lyst til, at jeg kan komme hjem fra arbejde og koble af med en kop kaffe i køkkenet inden resten af pligterne skal klares. Og ikke mindst har jeg lyst til, at kunne tænke en tanke til ende inden mit navn bliver råbt og jeg skal tørre/hjælpe/lege/trøste/lytte/rose/skælde/skifte/synge/læse/putte/hente/bringe..............

Mit navn er Mor, forresten. Det tror jeg da nok..?

Endnu et substitut

Denne gang erstatter Panodil de evindelige Strepsils i kampen mod hals-smerterne, som er ved at tage livet af mig. Ja, det lyder som om jeg er ramt af den frygtelige selvmedlidenheds-virus, som ellers efter sigende oftest rammer den halvdel af verdens befolkning, som om morgenen kan rejse sig før de vågner. Men jeg sværger, at jeg efter mit rygestop for 8 måneder siden utallige gange har måttet døje med en fuldstændig uudholdelig skærende smerte i mit stakkels svælg. Det er ironisk, og faktisk i den grad unfair og røvirriterende, at man på den måde skal straffes for, hvad man tror er at gøre sin krop en tjeneste.

substitut

Jeg har en umådeligt stor trang til græsk yoghurt med ahornsirup og frisk frugt til morgenmad!

Jeg har kun almindelig yoghurt, honning og frosne bær i huset. Det er ligesom ikke helt det samme.

Tid efterlyses

Altså for pokker da, hvor jeg savner at blogge! Men det er fuldstændig umuligt for mig at gennemskue, hvorhenne andre mennesker henter de få minutter, det tager, at skrive en lille, lækker anekdote. Eller ringe til en ven for den sags skyld. Eller kigge en kogebog igennem. Eller klippe negle.

Nu er klokken seks om morgenen, på en dag, hvor jeg skal møde sent. Jeg har ca. tyve minutter, før Terminator I og II skal vækkes og hverdagens strikse program begynder. Dét uden pauser, i hvert fald før kl. 20 i aften.

Jeg har altså her til morgen ikke kun tid til en kop te, men ovenikøbet til at være Skidespræller i nogle minutter. Det føles rart!

Det er ikke fordi jeg vil brokke mig over mit liv. Jeg elsker de to tornadoer jeg lever sammen med, og som jeg selv har lavet, helt fra bunden. Eller med bunden... Anyway.
De er skøre og glade og symboliserer life itself for mig, og når jeg henter Jakob i børnehaven, er jeg ret sikker på at få et glimt af det dersens Paradis, når han siger: "mor, jeg har savnet dig idag".

Jeg elsker også mit nye arbejde. Midlertidigt er det, og sandsynligvis snart slut, men det er mit, og jeg er dygtig til det.
Jeg elsker også den mand, som fra eller med bunden har været med til at skabe øglerne. Jeg tror ikke det er muligt at finde andre, der kan tackle verdens sureste og mest utaknemmelige kvindemenneske, så godt som ham. Han får fem stjerner fordi han ved præcis hvad jeg har brug for hvornår, uden at jeg nogensinde behøver sige noget.

Der er vitterligt kun én ting jeg mangler: TID!!
Jeg ligner en rughåret gravhund, fordi jeg ikke kan finde et hul i kalenderen til en frisørtid. Jeg skylder forsinkede fødselsdagsgaver til folk og især alt for forsinkede opringninger eller besøg, men jeg skal jo for fjulan også lige have rettet disse 30 engelske stile.

Jeg vil også blogge mere. Måske skulle man begynde at stå for tidligt op hver morgen. Søvn har da ikke specielt stor indflydelse på helbredet, vel???

Gider simpelthen ikke...

... bruge min energi på det her! Men det gør jeg altså. Alt for meget!

Fører krig mod underboen. Eller, vil faktisk påstå at det er hende der fører krig, og os der forsvarer, selvom det burde være omvendt.
Sidder i skrivende stund med dirrende hænder af ren raseri. For "den russiske roulette" af en underbo har ENDNU ENGANG drejet volumenknappen, og ikke mindst bassen, op på et niveau, som får alt her hos os til at gynge. Sjovt nok få dage efter, at hun har efterladt en lille notits i vores postkasse om, at vores børn larmer for meget om aftenen!!! (De kommer i seng kl 19.00).

Derudover mener hun i øvrigt, at vi skal være stille og ikke stå så tidligt op, når hun skal sove om morgenen, for hun har meget skiftende arbejdstider og har brug for søvnen. Nååårh ja.... undskyld, prinsessen på ærten, det skal sgu ikke ske igen at vi møder på arbejde til tiden...

Aaaarhmen jeg er så harm altså. Diskussionen om hvem der larmer mest, og hvem der har ret til at larme, er hidtil foregået på lavt niveau: med brevudveksling i postkasserne. Hvilket i virkeligheden er latterligt, fordi der ingen fornuft er at hente nogen steder på den måde. Og da slet ikke hos hende, som efter at have mast en kæmpe ikea-møbel-papkasse i skraldespanden, satte en seddel op i opgangen, om vi gad sortere vores affald noget bedre...

Jeg gider ikke kampen mere, og jeg gider virkelig ikke tanken om, at jeg med stor sandsynlighed ingen søvn får i nat.

Feriens start

Så er det søndag morgen i nystartet vinterferie. En vinterferie, som er tiltrængt. Ikke fordi jeg er stresset eller træt, men fordi det kniber lidt for mig at følge med med planlægningen og forberedelserne til undervisningen. Heldigvis er det en af de gode slags udfordringer, som jeg elsker at have.
Nå ja, og så er vinterferien også tiltrængt, fordi al den sygdom der har floreret på matriklen bare skal hviles væk nu. Når jeg starter igen efter ferien vil jeg prøve at gøre det uden at skulle skaffe barnepiger til drengene på skift!

Hvis denne søndag morgen skal være en indikation på resten af feriens forløb, så bliver det godt. Jeg nyder synet af mindstemanden, som leger i storebrors legekøkken og jeg nyder lyden af hans ordløse udbrud når han ved et tilfælde kommer til at tænde for komfuret. I baggrunden kører morgenradioen, som vi ikke lytter til, men bare hører. Selv kaffen dufter og smager af ferie og vi er omgivet af det, jeg tror på var præcist dét Grundtvig mente med "en stilhed, som er livets egen". I hvert fald er her rigtig rart, og jeg er sikker på, at vi befinder os ret tæt på det de kalder lykken...

Støj vs. søvn

Underboen holdt julefrokost i nat. Vi tog vores forholdsregler og skillede de ting ad, som vi vidste ville komme til at larme under bassens vibrationer, men glas og vaser og porcelæn i skabene klirrede løs alligevel. Også kl. 4 i morges. Jeg har bidt tænderne så meget sammen i løbet af natten, at jeg har ondt i kæberne idag. Men jeg var ikke nede og brokke mig. For damen havde jo sat en seddel op i opgangen for to dage siden, så hun havde jo advaret. Desuden må vi alligevel finde os i, at hendes bas trænger op gennem gulvbrædderne næsten hver dag i ugen, så naive som vi var tænkte vi: "ja ja, men hvor meget værre kan det lige blive, bare fordi hun holder julefrokost?".
Det kunne blive en hel del værre. Vores lejlighed føltes som et hus i Haiti fra kl. 19.00 til kl. 4.30. Og jeg var rasende og træt i nat, og har ondt i hovedet idag.

Jeg gider ikke lejeboliger mere!!!

Det ny job

Jeg elsker min nye arbejdsplads, mine nye kolleger og mine nye børn! Jeg troede kun sådanne børn fandtes i et Disney-eventyr eller en Morten Korch-film. Det bliver så godt, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Det var bare lige det jeg ville sige...

Godnat, jul.

Så døde julen herhjemme. Hurtigt og smertefrit. Det må være tidligere end nogensinde før, for ligesom jeg plejer at være suverænt den første til at hænge op, plejer jeg at lade hænge indtil det næsten er vammelt.
Min mangel på julestemning har nok haft lidt at skulle have sagt, i hvert fald kunne jeg ikke vente med at få svenskerstagerne i vindueskarmene erstattet med stearinlys, og få nisser og kugler tilbage i deres kasser. Det lyder lidt Scrooge-agtigt, og netop sådan har jeg faktisk også følt mig i år. Men det gør ikke noget, det måtte jo komme, for de forgangne år har jeg ejet julestemning nok til flere år. Og sådan blliver det sikkert igen næste år. Desuden fik min 3-årige sin drømmejul, så jeg har det fint med at undvære. Og så har jeg det da også fint med, at det nu er okay at pakke julen væk, og så glæde sig til nytåret, som skal fejres med dejlige mennesker langvejs fra.

Børnenes fest

Jeg er fuldstændig rundforvirret. Stemningen er aldrig helt kommet i hus for mig i år, og tanken om, at det er i overmorgen dagen oprinder, og det så pludselig er slut igen, kan jeg ikke affinde mig med. Normalt trisser jeg rundt i halvanden måned med sød julemusik i maven, og en enkelt pebernød kan gøre mig fuldstændig julekulret. Normal bager jeg småkager og laver konfekt alt alt for tidligt, fordi jeg ikke kan vente, og normalt skal jeg diskutere i flere timer med manden, fordi han ikke synes pynten skal SÅ tidligt op.
Ikke i år. Jeg mærker den stadig ikke, julen, og nu er den snart væk igen. Og netop i år gør naturen endda sit til at skabe julestemning, og iklæder hele Danmark blød, hvid skønhed. Det er ikke nok. Hele højtiden kommer bag på mig, og jeg havde nær glemt halvdelen af julegaverne. Har netop opdaget at jeg ingen dragt har til julemanden, som er hyret til dagen, og maden er jeg slet ikke begyndt at tænke på endnu.
Men det gør ikke noget. Jeg kan lide tanken om, at ligemeget hvor stor mangel på julehumør jeg oplever, så har jeg som forælder en opgave: jeg skal gøre det her til en magisk og dejlig tid for mine børn - det er dem det drejer sig om nu. Mit job er nu at skabe en helt speciel atmosfære, så mine børn kan glædes og fascineres. Det job lægger jeg en ære i at udføre. Og selvom min egen julestemning udebliver, så er det vidunderligt at opleve en ubeskrivelig glæde og fryd hos de små pus, når hver eneste lys bliver tændt og hver eneste låge skal åbnes.

Så kom den...

Jo, selvfølgelig skal den da kommenteres her, sneen. Og selvfølgelig elsker jeg den da, sneen. Ikke kun fordi den er smuk og kold og blød og vækker alle menneskers indre barn. Det er også fordi jeg elsker det faktum, at hele Danmark går i panik og i øvrigt i stå når det har sneet mindre end en halv dag. Der ligger ca. 10 cm. sne de steder hvor der ligger meget, og busserne er holdt op med at køre. Udenfor mit vindue er der panik, for vejen skråner en smule, og den er sommerdækkenes værste fjende. Er det den globale opvarmning der gør, at fast nedbør kommer sådan bag på os? Jeg ved det ikke, jeg morer mig bare over det. Jeg skal nemlig ikke køre nogen steder, andet end med barnevognen, og den klarer sig, selv uden vinterdæk. Det er muligt jeg ikke morer mig så meget mere, når eftermiddagen skrider frem, og Palle ikke kan komme hjem. Vores bil har nemlig også kun sommerdæk på...

Sansning

Jeg ville sådan ønske jeg ejede et stort, sejt kamera. Så ville jeg have det med mig overalt. Og så igen - hvis jeg kender mig selv ret, så ville jeg alligevel aldrig få taget nogen billeder, for jeg ville have alt for travlt med at opleve. Jeg er altid så bange for, at jeg selv går glip af oplevelsen, hvis jeg har travlt med at forevige den på et fotografi. Af samme grund bliver det til for få billeder af alt det sjove mine børn gør, af familiefester og sammenkomster, af alt det, hvor man bagefter tænker: "dét der var så sjovt/smukt/sært, hvis jeg dog bare havde et billede af det!" Jeg kan kun trøste mig med, at jeg til gengæld tog imod oplevelsen uden at blinke, mens den stod på. Idag fik jeg f.eks. den gladeste fornemmelse i maven da Jakob dybt fascineret pegede på en himmel, som ikke bare var lyserød, men pink, og belærende fortalte mig, at det var solens værk. Det ville jeg gerne have haft frosset fast, så jeg kunne se den himmel og den dreng for mig igen og igen. Men det kan jeg jo også, takket være alle mine sansers erindringsevne.